‘The Offer’: Skuespillet er en katastrofe i serie om tilblivelsen af ’The Godfather’
Paramount Pictures ville ikke hyre Marlon Brando, fordi han var besværlig, eller Al Pacino, fordi han ikke var kendt. Producer Al Ruddy blev truet af New Yorks mafia, der ville have lukket produktionen. Det samme ville Frank Sinatra, der var mopset over karakteren Johnny Fontanes lighed med sangeren. Det var med hiv og sving, at budgettet rakte til de ikoniske optagelser på Sicilien.
Og studiets marketingschef ville have Francis Ford Coppola til at klippe filmen ned til to timer, så den kunne spille flere gange på en dag.
Det er nogle af de for filmbuffs sjove historier, der udfolder sig i Paramount Plus’ serie ‘The Offer’ om den tumultariske produktion af en af verdens bedste film, ‘The Godfather’ fra 1972. Desværre er serien noget af en ørkenvandring at skulle igennem for de få gyldne øjeblikke. Den er alt for lang – 10 timer, der med fordel kunne være skåret ned til det halve – og for lang tid om at komme i gang: I første afsnit er forfatter Mario Puzo end ikke begyndt at skrive bogforlægget endnu, og producer Al Ruddy arbejder stadig som computerprogrammør. Altså, kom nu til sagen.
Serien er baseret på erindringerne af producer Albert S. Ruddy, der også er executive producer på serien. Måske derfor optræder han – i skikkelse af en af seriens andre executive producere, Miles Teller – som seriens store helt, der stort set egenhændigt er ansvarlig for ‘The Godfather’s tilblivelse og succes.
Vi følger Al, fra han uden nogen erfaring lykkes med at pitche sitcomen ‘Hogan’s Heroes’, men forlader serien, fordi han indser, at det er filmmediet og den kollektive biografoplevelse, han brænder for. »»«Tv er for begrænsende. Man kan ikke fortælle rigtige historier på tv«, siger han.
Man bliver i tvivl, om seriens skaber, Michael Tolkin, selv fanger ironien i at have forfladiget historien om et cinematisk storfilmmesterværk til en serie, der er symptom på alt det, der er galt med streamingalderen: At giganterne konkurrerer om abonnenterne ved at spytte den ene ligegyldige og oppustede serie ud efter den anden, der har et klart hook eller bygger på et velkendt brand.
Nå, men Al besnakker Paramounts studiechef Robert Evans (Matthew Goode i en af seriens få vellykkede, underholdende skuespilpræstationer) til at ansætte ham som producer og giver ham til opgave at producere ‘The Godfather’, som studiet har købt rettighederne til, men ikke regner for særligt vigtig, fordi gangsterfilm er yt.
Al ser dog staks potentialet i filmen. Bevæbnet med sin dedikerede og sassy assistent, Bettye McCartt (Juno Temple, der er charmerende, men ikke har lige så meget at rive i som i ‘Ted Lasso’) kæmper han for, at alle andre skal se det samme og sige ja til hans vision.
Men ak, alle er imod ham. Studiecheferne vil køre sikkert og kæmper imod både hans ansættelser af Mario Puzo som manuskriptforfatter og den besværlige kunstner Francis Ford Coppola som medforfatter og instruktør samt stort set alle skuespillere. Filmen er for dyr, for lang og for kedelig, mener pengemændene forudsigeligt helt frem til filmens premierebrag og Oscar-sejr for bedste film.
Derudover får Al mafiaen på nakken, fordi mafiaboss Joe Colombo (en meget lidt intimiderende Giovanni Ribisi) er gal over Puzos fremstilling af mafiaen i romanen. Det lykkes dog Al (efter aaal for meget spilletid) at gøre Colombo til allieret – ligesom alt andet lykkes for ham. Det ved vi jo.
Der er ingen spænding om, hvorvidt det lykkes at caste Pacino, eller Francis får sine optagedage på Sicilien. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at se serien til ende. For det er jo meget sjovt at se, hvordan produktionen kom i hus – også selvom fortællingen kun fortæller Ruddys version.
Historien om ‘The Godfather’ er sådan set spændende nok, men Al Ruddy er trods sin store rolle i tilblivelsen simpelthen ikke nogen spændende karakter, og Miles Teller gør ikke noget videre indtryk. Jeg havde hellere set historien fra kreativt visionære Coppolas synspunkt. Men så havde vi selvfølgelig misset Al Ruddys skilsmisse (fordi han er gift med sit arbejde) og hans videre arbejde med ‘The Longest Yard’ – essentielt for enhver ‘Godfather’-fan …
I det hele taget er store dele af skuespillet en katastrofe. Nogle skuespillere er ovre i parodien, andre spiller komedie, mens andre spiller seriøst drama. Værst er ‘Grey’s Anatomy’-stjernen Justin Chambers, der har fået den utaknemmelige rolle at spille Marlon Brando som Don Corleone. Han er for ung, blottet for karisma og lykkes ikke engang med en hæderlig imitation af Brando.
Det er desværre karakteristisk for hele ‘The Offer’, som jeg vil foreslå, at man takker nej til, med mindre man er virkelig interesseret i ‘Godfather’-trivia. Brug din tid på at se filmen i stedet.
Kort sagt:
Serien om produktionen af ‘The Godfather’ er alt det, Paramounts chefer frygtede, filmen skulle blive: Lang, kedelig og dårligt spillet.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.