‘The Souvenir: Part II’: Efterfølger til coming-of-age-mesterværk slægter ’The Godfather: Part II’ på
Det begynder med døden. Den unge filmstuderende Julie (Honor Swinton Byrne) mistede sin manipulerende eks Anthony – sin første store kærlighed – i de sidste minutter af Joanna Hoggs fænomenale autofiktive drama ’The Souvenir’, da han begik selvmord.
Desperat prøver hun i opfølgeren først at finde en forklaring på, hvorfor den intelligente mand, der umiddelbart havde en lovende karriere inden for Udenrigsministeriet, valgte at lade livet slippe mellem fingrene. Hendes mor svarer tilnærmelsesvist undskyldende, at hun elskede ham, fordi Julie gjorde det. Alt imens hans egen far indrømmer, at han ikke kunne genkende ham, da hans lig skulle identificeres.
Livet er som sagt for de levende, og fra første indstilling er det tydeligt, at Hogg ikke har tænkt sig at svælge i døden. Blomster og saftige hindbær er i fuldt flor ude i de velhavende forældres billedskønne Norfolk-have. Julies elsker går ned på hende og kysser hende med en blodig mund fra hendes eget menstruationsblod.
’The Souvenir: Part II’, som nu kan streames, er ligesom første del fortalt i fragmenter, filmet med et komplet unikt, nidkært blik for de små detaljer i hverdagens trummerum. Knitrende indstillinger af Julies spartanske Knightsbridge toetagers lejlighed og travle filmsets fylder billedsiden, mens dialogen på en og samme tid fremføres lyrisk smuk og letbenet improviseret af skuespillere, som lægger hele sjælen i deres karakterer. Fra Richard Ayoades fantastisk frustrerende og flamboyante auteur in spe, Patrick, der sammenligner sig selv med Orson Welles, til Tilda Swintons toppræstation som Julies sammenbidte, men nænsomme mor.
Højdepunktet er dog endnu en gang Swintons egen datter Honor, som gør Julies sky, nysgerrige væsen vedkommende og inciterende. Alene måden, hvorpå hun fremviser lyst og begær med et enkelt stjålent blik, drager straks ens opmærksomhed. Og fremfor den tilbageholdte Julie, vi mødte i første del, er det forfriskende at se hende åbne op og udforske sit eget kreative talent.
»Jeg vil ikke vise livet, som det udspiller sig, men hvordan jeg forestiller mig det«, forklarer Julie drømmende, da hendes rigide filmprofessorer igen-igen er på nakken af hende over hendes manuskript. Efter Anthonys død har hun skiftet dimissionsprojekt fra en socialrealistisk dokumentar om de fattige arbejderes kår i Sunderland til en autofiktiv kortfilm om deres tumultane kærlighedsforhold.
Skuespillerne, der skal spille Julie og Anthony, forstår heller ikke hendes vision. Hovedpersonen virker frustrerende passiv, beklager de sig. Hvorfor vælger hun ikke bare at sige fra? »Det var sådan, jeg oplevede det«, må Julie pinagtigt indrømme.
Metalegen om en film-i-en-film er et velkendt greb. Mia Løve-Hansen brugte en lignende fortællestruktur i sit storroste drama ’Bergman Island’. I ’The Souvenir: Part II’ bruges grebet morsomt til at svare på kritikken, som blev rettet mod ’The Souvenir’: At Julie og Anthonys forhold var urealistisk, fordi det – ironisk nok – ikke passede ind i vores forestilling om romantiske forhold.
Med ’The Souvenir’ funderede Hogg over, at virkeligheden sjældent er så spændende og ligetil, som den er, når den vises gennem projektorens lysrefleksion. Men i ’Part II’ tillader hun sig alligevel at drømme sig ind i filmverdenens smukke og fantastiske universer bestående af utrolige scenarier og belejlige afrundinger i de overraskende eventyrlige sidste scener.
Generelt er tonen i ’Part II’ mere humoristisk og jovial end den første del, hvilket gør den lettere at sluge. Samtidig giver efterfølgeren en fornyet forståelse af ’The Souvenir’ igennem sin metaleg. Hvis den første del i sig selv gav et ærligt indblik i et toksisk forhold, er ’The Souvenir’ i sine to dele nu en mageløs fortælling om én persons svære vej til at finde sig selv og forstå den souvenir, hendes eks efterlod hende.
Det slægter filmen på med én af historiens mest legendariske efterfølgere. Da ’The Godfather: Part II’ udkom, føltes Francis Ford Coppolas originale mesterværk pludselig ukomplet, selvom den i første omgang stod fint som et selvstændigt værk. ’The Souvenir: Part II’ begår det samme utrolige trylletrick.
»Undgik du fristelsen til at være åbenlys?« spørger Patrick Julie i en af filmens afgørende scener. Hvis det prætentiøse spørgsmål rettes mod skaberen bag kameraet, kan det besvares med et rungende ja.
Kort sagt:
Joanna Hogg færdiggør sit autofiktive livsværk om en spirende filmskaber med humor og vedkommenhed. Ikke siden Coppolas ’The Godfather: Part II’ har en efterfølger føltes så afgørende for forståelsen af forgængeren.