’Esthers orkester’: Ny dansk film med Annika Aakjær sender blandede signaler
Med Annika Aakjær i hovedrollen og sin fjollede, rimende titel lyder ‘Esthers orkester’ som en komedie. Men faktisk er den nye danske film af Alexander Sagmo en ret alvorlig fortælling om at miste. De blandede signaler er kendetegnende for filmen, som ikke helt kan finde sine ben mellem socialrealistisk familiedrama og finurlig komedie.
Filmen følger i to parallelle spor den første og den sidste dag i tegneserieforfatteren Esther (Annika Aakjær) og illustratoren Thomas’ (Johannes Lilleøre) parforhold. I flashback-sporet er den excentriske og handlekraftige Esther til møde på et forlag med henblik på at udgive tegneserien ‘Esthers orkester’ – en mørk fortælling til børn om døden. På vej ud fra mødet udser hun sig spontant Thomas til at stå for tegningerne og beordrer ham til at komme hjem til sig om aftenen for at diskutere deres nye fælles projekt.
Thomas er en virkelig tør type, som det er svært at forstå Esthers attraktion til, både på et personligt og fagligt plan. Han stritter først imod, fordi han ikke kan overskue den insisterende, underlige kvinde, der forsøger at invadere hans liv. Men ender alligevel med at dukke op foran hendes dør med en flaske vin. Her bliver han imidlertid mødt med Esthers forældre (Ulf Pilgaard og Stina Ekblad), som han i et akavet optrin udgiver sig som blikkenslager overfor.
I dette spor er tonen quirky og fjollet, og handlingen giver meget lidt mening. Peter Gantzlers forlægger er unødigt pinlig og lummer. Scenerne er momentvis sjove på den hyggelige måde, men er for lange og har alt for lidt fremdrift i sine kejtede udvekslinger.
Annika Aakjær, der efter min mening er et af de sjoveste mennesker i Danmark, er også charmerende her, men har ikke meget at arbejde med. Vi får ikke udfoldet Esther som andet end en fantasifuld manic pixie dream girl med ben i næsen, der forløser den hæmmede Thomas. Og karaktermæssigt er det usammenhængende, at Esther opfører sig totalt uden hæmninger på forlaget, men ikke tør fortælle sine forældre, at Thomas er dukket op for at arbejde på hendes tegneserie, lader ham i stikken med sin løgn og derefter skælder ham ud.
Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor de to bliver gift.
Men det er de altså i nutidssporet, som heldigvis er meget bedre. Her følger vi Thomas, der gør sit bedste for at holde fortet oppe derhjemme med parrets to døtre, mens Esther er indlagt på hospitalet. Vi får aldrig at vide, hvad hun fejler, men man fornemmer, at det er noget psykisk.
Her rammer filmen en fin tragikomisk tone i alt det kaos, Thomas kæmper sig igennem, mens han sørger over sin kone: Den yngste datter Aprils (Holly Filipsen) krumspring for ikke at komme i børnehave og den mutte teenagedatter Tessas (Emma Pi) smækken med dørene. En hidsig, frustreret svigerfar, en bebrejdende, overpædagogisk børnehaveleder, et kikset arbejdsmøde og en afbrudt frisørtid.
Thomas’ forståelige afmagt, pigernes ulykkelighed og familiens sammenhold er trods alt ganske gribende.
Jeg havde ikke behøvet flashbacket med første møde for at forstå, at Esther er speciel, og at det er hårdt at miste sin kone og mor.
Kort sagt:
Finurligt og alvorligt komediedrama med Annika Aakjær har svært ved at finde balancen mellem komedie og tragedie.