’Bamse’: Filmen om Flemming Bamse Jørgensen er føleri af høj kaliber
I en scene i Henrik Ruben Genz’ portrætfilm ‘Bamse’ er Flemming Bamse Jørgensen (Anders W. Berthelsen) kommet i unåde hos sin ellers umenneskeligt tålmodige kone, Käte (Johanne Louise Schmidt), fordi han ikke blev glad for hendes nyhed om, at hun er gravid med deres andet barn.
Han går ud og spiser en pølse, mens han får hjælp fra pølsemanden (Jacob Haugaard) til at skrive en sang til Käte på et pølsepapir. Sangen, som han indspiller samme nat, bliver til Melodi Grand Prix-vinderen ‘Altid tænker på dig’ fra 1980: En rørende, umiddelbar sang om, hvor svært det er for ham at være så meget væk hjemmefra.
Som produceren i studiet siger, da Bamse usikkert spørger, om det bare er noget »føleri«. »Det er noget føleri. Men det er noget godt føleri«.
Det samme kan man sige om ‘Bamse’. Ligesom musikken maler den lovligt meget med den brede pensel til min smag og trykker kalkuleret på alle de sentimentale knapper. Men det virker. Bamses historie er overraskende gribende, og jeg fik både øjnene op for dybderne i hans sangskrivning og i hans dæmonplagede liv.
Filmens fokus er Flemming Bamse Jørgensens kamp for at gøre sig fri fra omverdenens forventninger. Både dem fra sin far, der er permanent skuffet over, at sønnen har valgt et cirkusliv frem for at overtage hans gummifabrik i Viby. Og dem fra hans fans, der efterspørger munter dansemusik fra Bamses Venner og tror, at Flemming Bamse Jørgensen kun er en godmodig bamse.
Gennem filmen kæmper han stilfærdigt mod sin stereotypt pengegriske, men ret underholdende manager John Madsen (Lars Ranthe) for at bryde med sit joviale image og synge mere personlige, dybfølte sange – at være mere Flemming Jørgensen og mindre Bamse.
At Flemming Bamse Jørgensen bærer på en stor smerte, klargør filmen fra første scene, der i sort/hvidt flashback fortæller, hvordan syvårige Flemming finder ud af, at han er adopteret. Da hans strenge far (Johannes Nymark i flashbacks, Henrik Birch som ældre) fanger ham med en (gisp!) trompet, kører han sønnen ud og viser ham det børnehjem, forældrene hentede ham på som spæd.
Bagefter kører de ind til Randers, hvor faren sender drengen ind til sin ressourcesvage biologiske familie for at finde ud af, hvor han helst vil bo. Da Flemming forståeligt gerne vil med hjem, får han læst og påskrevet, at han bare har at være taknemmelig og blive dygtig til matematik, så han kan blive direktør.
Skuffelsen over, at Flemming vælger sin egen vej, varer ved, selv da han er blevet folkeeje som Bamse. Så da vi ser faren alligevel knibe en tåre over at se sin søn repræsentere Danmark ved Det Europæiske Melodi Grand Prix i Holland, var der heller ikke et øje tørt hos undertegnede.
At den optræden til gengæld blev starten på en nedtur for Bamses Venner, fordi de sluttede i bunden af feltet, vidste jeg ikke. Og i det hele taget er ‘Bamse’ en fin indføring i et stykke dansk kulturhistorie, der med veloplagte koncertbidder viser Bamses Venners folkelige appel og går bag tilblivelsen af hits som ‘Hvorfor går Louise til bal’.
Tidsbilledet af 80’ernes Aarhus, hvor musikerne går rundt med deres halvlange hår og lurvede skjorter og ryger smøger, drikker håndbajere og spiser rejemadder hjemme i Kätes køkken, er sjovt og nostalgisk uden at ligne en karikatur.
Lars Ranthe balancerer som John Madsen på kanten af folkekomedie, men det er sjovt, når han namedropper (ofte fejlagtigt) andre århusianske musikere som Poul Krebs og Thomas Helmig, og når han nok engang bliver så ophidset, at han må hive en smøg ud af alle omkring sig, selvom han lige er stoppet.
Johanne Louise Schmidt er gæv og følsom som Käte, der altid står parat med håndmadder og gode råd, men også sætter foden ned, når Flemming har brug for et spark.
Men filmen tilhører først og fremmest Anders W. Berthelsen, der spiller Bamse med lige dele lune, humor og alvor – og synger overbevisende.
Filmen bliver lovlig sentimental mod enden og har næsten lige så mange tårevædede slutninger som ‘Ringenes Herre’. Men da rulleteksterne rullede hen over optagelserne af den virkelige Flemming Bamse Jørgensen, der synger den smertelige ‘Jeg følger mit hjerte’, forfattet af Michael Falch, fik jeg lyst til at gå hjem og høre mere Bamse.
Kort sagt:
Henrik Ruben Genz’ portræt af Flemming Bamse Jørgensen med Anders W. Berthelsen i titelrollen viser den folkekære musiker fra en mere alvorlig side, og resultatet er føleri af høj kaliber.