’Notre-Dame i flammer’: Notre-Dame-branden er imponerende rekonstrueret i spændende ny film

’Notre-Dame i flammer’: Notre-Dame-branden er imponerende rekonstrueret i spændende ny film
'Notre-Dame i flammer'. (Foto: Rialto Film)

Man skal være lavet af det samme materiale som gargoylerne på Notre-Dames tagkonstruktion, hvis det ikke rev i hjertet, da den berømte katedral stod i lodrette flammer 15. april 2019.

Branden lammede Frankrig, resten af verden og ikke mindst de sagesløse indbyggere i Paris, som blot kunne se til, mens den cirka 850 år gamle bygning blev slugt af flammer.

Flammerne blussede i omkring 15 timer, og var det ikke for de heltemodige brandfolk, som utrætteligt kæmpede mod, var bygningen styrtet sammen og gået tabt for evigt.

Faktisk har det siden vist sig, at bygningen var et mulehår fra ikke at kunne reddes. Det var et mirakel, at Notre-Dame og de mange uvurderlige relikvier, som katedralen huser, overlevede.

I Jean Jacques Annauds storladne film ’Notre-Dame i flammer’ følger vi først og fremmest de brandfolk, der kæmpede en indædt kamp mod tiden om at få slukket flammerne, mens også Emmanuel Macron og desperate kuratorer og gejstlige måtte se målløst til fra sidelinjen.

‘Notre-Dame i flammer’. (Foto: Rialto Film)

Annaud, manden bag film som ’The Bear’ og ’Enemy at the Gates’, har med ’Notre-Dame i flammer’ skåret en intens og svulstig katastrofefilm, og selvom vi kender udfaldet af begivenhederne, vil man fange sig selv i at glide gradvist længere ud på sit sæde, efterhånden som historien skrider fremad.

Den garvede instruktør kender nemlig sit håndværk.

Både når han lader murbrokker og flydende bly vælte ned fra katedralen, hvor brandfolk må flygte for livet, og når han fint får inkorporeret autentiske optagelser af den virkelige brand, politibetjente og parisere. Brugen af virkelige optagelser kunne nemt have virket malplaceret, men i denne sammenhæng er de veludførte og bidrager til den stærke produktionsværdi.

Annaud behandler flammerne som en mægtig modstander, hvilket er særdeles effektivt, om end branden ikke er filmens eneste skurk. Alt fra misinformation, Notre-Dames snørklede og ældgamle indretning og håbløse trafikpropper havde nær sat en stopper for redningsaktionen.

Der er også plads til en smule overraskende humor i filmen, hvilket bedst illustreres i en scene, hvor chefkuratoren Laurent Prades må kæmpe sig vej gennem Paris’ menneskefyldte gader på den ene totalskadede lejecykel efter den anden. Alt sammen i håb om at nå frem til Notre-Dame for at redde diverse religiøse artefakter – herunder den krone af torne, som Jesus bar inden sin korsfæstelse.

‘Notre-Dame i flammer’. (Foto: Rialto Film)

’Notre-Dame i flammer’ skæmmes af en kluntet dialog og lidt diffus tone. Pludselig trækkes vi bort fra den intense ildkamp for at blive placeret midt i et hverdagsdilemma, hvor en ældre kvindes kat har forvildet sig op på et tag.

I en anden scene bliver der taget en afstikker til Donald Trump i Det Hvide Hus, som skal til at sætte tænderne i en saftig burger, da han impulsivt tweeter et godt råd om brandslukning.

Scenerne er formentlig tænkt som sjove og absurde indspark i en grotesk situation, men filmen havde været bedre tjent med at holde fokus på brandfolkene og de øvrige helte.

Når alt kommer til alt, er ’Notre-Dame i flammer’ dog en spændende og bombastisk film, der understreger katedralens store betydning for det franske folk – især i en tid, hvor landet er splittet til bristepunktet.


Kort sagt:
Branden, der nær havde gjort en ende på en af Europas største kulturskatte, og de brandfolk, der heroisk kæmpede for at redde den, bliver rekonstrueret på imponerende vis i veteranen Jean-Jacques Annauds patriotiske og velproducerede katastrofefilm.

‘Notre-Dame i flammer’. Spillefilm. Instruktion: Jean-Jacques Annaud. Medvirkende: Samuel Labarthe, Jean-Paul Bordes, Mikaël Chirinian, Jérémie Laheurte, Maximilien Seweryn, Dimitri Storoge, Xavier Maly, Chloé Jouannet. Spilletid: 110 minutter. Premiere: I biografen 1. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af