’Tusind timer’: Ny dansk hangout- og musikfilm er troværdig, hyggelig og kun lidt frustrerende
Man siger, at det tager 10.000 timer at blive god til noget. Så måske bandet i svenske Carl Mobergs danske debutfilm ‘Tusind timer’ bare skulle have øvet lidt længere.
Som en typisk millennial drømmer forsangeren Anna (Josefine Tvermoes) om at slå igennem i den kreative branche. Også selvom hun måske ikke har det helt store kunstneriske talent, som man som publikum i hvert fald aldrig bliver overbevist om.
»Du skal ikke give op«, siger hendes støttende far (Jesper Lohmann), der selv drikker bajere og ryger smøger som en ægte rock’n’roller.
Det gør hun heller ikke til at starte med. Men hvor længe skal man blive ved med at prøve at blive rockstjerne, når man nærmer sig de 30 og stadig ikke er slået igennem trods aften efter aften rundt omkring på de små københavnske spillesteder?
Pludselig ser indsatsen dog endelig ud til at give pote: En aften efter en koncert får bandet tilbudt et opvarmningsjob på turné med et større navn. Endnu mere pludseligt sker der dog det tragiske, at bandets trommeslager – som vi desværre slet ikke når at lære at kende – dør i et trafikuheld.
Bandet falder fra hinanden og opløses endeligt, da guitaristen Thomas (Niels Anders Manley) rejser på international turné med et andet band. En beslutning, der nok mest har at gøre med, at han er forelsket i Anna og ikke kan finde ud af at rykke på sine følelser, efter de har kysset en festlig aften.
Et år senere møder vi Anna i Berlin, hvor hun bor i et kunstnerkollektiv sammen med kæresten Robert (Kenneth M. Christensen). Han er producer, men vil ikke lave musik med Anna, hvilket går hende mere og mere på og får hende til at tvivle på sine evner. Hun siger til sig selv, at hun elsker at bo i Berlin, men tilbringer sine dage med at drive formålsløst rundt og deltage lidt halvhjertet i nogle musikalske workshops.
Først da Thomas kommer på uanmeldt besøg, bliver hun mindet om sin musikalske drøm – og romantiske længsel.
Udover at handle om at finde sig selv er filmen nemlig også et velfungerende kærlighedsdrama, hvor man hepper på, at Anna og søde, men undvigende Thomas finder hinanden. De har brandvarm kemi, men er begge to realistisk famlende og dårlige til at kommunikere.
Jeg er splittet mellem at finde Annas retningsløshed irriterende og relaterbar som portræt af en lidt forkælet generation, der har fået at vide, at the sky is the limit og vægrer sig ved at blive voksne og tage et fornuftigt arbejde.
Uanset hvad er ‘Tusind timer’ en hyggelig hangout-film, der føles ægte i sin halvimproviserede naturlige dialog (selvom det bliver lovlig meget talesprog, når Anna for 11. gang siger, at noget er nice), sine stemningsfulde montager af Annas færd i København og Berlin og de musikalske optrædener, der lyder som troværdige bud på up-and-coming musikerjam.
Filmens historie og Annas udvikling er dog på kanten til at være lovlig spinkel til en spillefilm, og især et vendepunkt i slutningen, hvor Alba August dukker op som en frelsende engel, virker ufortjent.
Kort sagt:
Dansk debutfilm om dilemmaet mellem at holde fast i eller opgive kunstnerdrømmen er et lige dele hyggeligt, troværdigt og lidt frustrerende retningsløst generationsportræt.