’From’: Denne serie minder så meget om ’Lost’, at det halve kunne være nok

’From’: Denne serie minder så meget om ’Lost’, at det halve kunne være nok
'From'. (Foto: Epix Entertainment)

I den første scene af ’From’ møder vi sheriffen Boyd Stevens (Harold Perrineau), da han forlader et posthus med en klokke i hånden. Der hænger en tavle på husets facade, hvor der står: »96 dage uden utilsigtede hændelser«.

Sheriffen ringer med klokken, mens han konstaterer til de forbipasserende, at det er ved at blive mørkt. Beboerne i byen tager alle hjem, sikrer deres vinduer og trækker gardinerne for.

En lille pige ved navn Meagan er oppe på sit værelse, da hun hører noget ved vinduet kalde på hende. Hun trækker gardinerne fra, og et overnaturligt væsen i form af en grålig ældre kvinde træder frem og insisterer på at blive lukket indenfor.

Klip til Megans mor, der befinder sig nedenunder i huset, da hun hører Megans rædselsskrig. Hun løber op til sin datter, og de ender med at lide samme skæbne: De bliver bogstaveligt flået op af kvinden og andre grå sjæle, der har fundet vej ind ad det åbne vindue.

‘From’. (Foto: Chris Reardon/Epix Entertainment)

Dagen efter viskes tavlen på posthuset ren.

I nærheden af spøgelsesbyen stifter vi bekendtskab med familien Matthews, som kører på landevejen i en autocamper, indtil de må stoppe på grund af et stort væltet træ, der spærrer vejen. En hær af krager flokkes over familien, mens de beundrer det faldne træ.

Forældrene Tabitha Matthews (Catalina Sandino) og Jim Matthews (Eion Bailey) får kommanderet deres børn ind i autocamperen igen, og så kan det kun gå for langsomt med at komme væk.  

Familien kører gennem spøgelsesbyen, der ligner en kulisse fra 1930’erne, om og om igen. Tabitha og Jim kigger hinanden i øjnene og spørger, om de har mistet forstanden. Det har de ikke. Der er nemlig intet ’To’, når du befinder dig i serien ’From’.

‘From’. (Foto: Epix Entertainment)

’From’ deler påfaldende mange ligheder med klassikeren ’Lost’. Serierne har begge en dramatisk titel med en enkelt stavelse. Harold Perrineau, der spillede Michael Dawson i ’Lost’, optræder som den handlekraftige sherif Boyd Stevens. Og ’Lost’-producerne Jack Bender og Jeff Pinkner har været med inde over produktionen.

Derudover handler begge serier selvfølgelig om en gruppe mennesker, der ikke kan komme væk fra det sted, de befinder sig. I ’Lost’ strandede en gruppe flypassagerer på en øde ø. I ’From’ er det bilisternes tur til at sidde fast i en spøgelsesby.

Til at begynde med er ’From’ inciterende mystisk og ængstelig som forgængeren. Spørgsmålet om, hvor karaktererne mon befinder sig, og om de kan komme væk, er spændende nok til, at man vil se videre.

‘From’. (Foto: Epix Entertainment)

Men jo længere man kommer ind i første sæson, jo mere preller følelserne af. Enhver mulighed for et gore-moment udnyttes, og man ender med at blive immun over for de halve hjerner og flåede torsoer. Det er lige før, man tror, man er i gang med at se ’The Walking Dead’.

Midt i ambitionen om at få os til at føle os ubehageligt til mode, har man desuden glemt at give karaktererne liv. De er skrevet ud fra deres funktion for fortællingens fremdrift fremfor hvilken følelse, de kunne bidrage med til serien.

Det er ærgerligt, da skuespillerne faktisk gør et glimrende forsøg på at løfte de endimensionelle roller. Særligt spiller Harold Perrineau så levende, at selv den sølle baggrundshistorie, manuskriptforfatterne har foræret ham, fremstår troværdig.


Kort sagt:

’From’ er nem, seværdig og generisk efterårsunderholdning.

’From’. Serie. Hovedforfatter: John Griffin. Medvirkende: Harold Perrineau, Scott McCord, Catalina Sandino Moreno, Eion Bailey, David Alpay, Elizabeth Saunders, Chloe Van Landschoot, Pegah Ghafoori, Corteon Moore, Hannah Cheramy, Simon Webster. Spilletid: 10 afsnit á cirka 45-55 varighed. Premiere: Kan ses på C More.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af