’Se mig som jeg er’: Kærlig DR-aktuel dokumentar om en ung pige med autisme
Rima skal skrive en tale om sig selv. Hun har skrevet sit navn, og at hun er 18 år, og så går hun i stå. Hun er i tvivl om, hvad hun skal nævne som det næste: Hvor hun bor, ved Blågårdsgade, eller at hun har en autismediagnose.
Hun er hovedpersonen i Louise Leths dokumentar ’Se mig som jeg er’, der efter sin premiere på CPH:DOX nu vises på DR TV, og hun er et stærkt valg som centrum for en film: Charmerende, genert og ærligt viser hun frem, hvordan det ser ud, når man skal finde rundt i et snørklet uddannelsessystem, der hele tiden konfronterer dig med dine begrænsninger.
’Se mig som jeg er’ følger Rima over to år, fra omkring hendes 16-års fødselsdag, frem til hun er 18 år og skriver sin tale. Hun bor med sin mor og sine to søskende, der hver er på vej væk hjemmefra. Tidligt i dokumentaren er vi med til hendes storesøsters bryllup, og Rima kigger beundrende mod »skønhedsdronningen over alle skønhedsdronninger«, som hun kalder hende, og mod det voksenliv, som hun ikke har lyst til at træde for hurtigt ind i.
Omkring samme tid bliver Rima færdig med 9. klasse fra sin specialklasse, og i den første af filmens mange scener, hvor en voksen taler med Rima om hendes fremtid, bliver hun vejledt om sine muligheder: Hvor er det muligt for hende at søge hen?
Hun forsøger sig med en praktikplads i en børnehave, hvor en pædagog viser hende, hvordan hun tålmodigt skal læse en bog med børnene. Der går ikke længe, før hun igen sidder i en alvorlig samtale i et uddannelsescenter, og hun bliver fortalt, at hun er »for ung« til at arbejde i børnehaven.
Der er ikke tid til at give hende den opmærksomhed, som hun kræver. I stedet bliver det foreslået, at hun vender tilbage til folkeskolen og tager en 10. klasse. For Rima føles det som at blive slået tilbage til start.
Den slags blindgyder og snoninger møder Rima mange af, og ’Se mig som jeg er’ er en film om det system, unge med diagnoser mødes af, når de skal finde et sted, hvor de føler sig tilpas. For vi er ikke gode til at tale om, hvordan livet opleves med en diagnose, det bliver bare til noget med, at man er »anderledes« og »skiller sig ud«.
Selvom alle de fagpersoner, hun sidder over for i anonyme undervisningslokaler, gør alt, hvad de kan, er det næsten umuligt at undgå, at samtalen kommer til at handle om alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og med vores begrænsede ordforråd forstår man godt, hvordan Rimas oplevelser i uddannelsessystemet hurtigt kan blive opfattet som et udtryk for, hvad hun er værd.
Det er et vigtigt område, ’Se mig som jeg er’ sætter fokus på. Uddannelsespolitik er ikke det mest sexede emne, men med Rima som fikspunkt og en effektiv fortællestil, hvor to år er kogt ned til en spilletid på lidt over en time, bliver hendes udviklingshistorie og hendes skolevej to sider af den samme filtrede fortælling om at finde et trygt sted at være med sin diagnose.
Men det er først og fremmest et portræt af Rima, der i samfundets øjne er ved at blive voksen, men lever med en diagnose, der gør det svært at leve op til dets krav. Hun tænker ikke selv på sin autisme, siger hun, men i takt med at hun flytter fra specialklasse til det almene skolesystem, bliver hun klar over, at andre måske tænker over den.
’Se mig som jeg er’ har et varmt og bankende hjerte for den kærlighed, der er i Rimas familie, som Rima tager med sig og lader smitte af på alle omkring hende.
Der er politik i Louise Leths film, men der er også en stor hyldest til at kunne være lige så gavmild og åben som Rima.
Kort sagt:
Rima er en charmerende hovedperson i en kærlig dokumentar om at være en ung kvinde med autisme.