’Smile’: De effektive jumpscare-chok står i kø i uoriginal gyser
Det føles lidt tarveligt at give ’Smile’ to stjerner, for det er egentlig ikke en dårlig gyser. Det er bare en dårlig film. Det lyder måske paradoksalt, men lad mig forklare.
Hvis man er lidt reduktionistisk anlagt, kan man koge gysergenren ned til to subgenrer, der hver især har den samme læresætning: Udnyt det uvisse til at chokere eller ophidse.
På den ene side har man slow-burn-gyseren, der langsomt kryber ind under huden på en og fokuserer mere på atmosfære, allegori og følelsesmanipulation (’The Shining’, ’Nope’), og på den anden side har man jumpscare-slasher-gyset, hvis primære formål er at frembringe en målbar fysisk reaktion fra seeren så ofte som muligt (’Scream’, ’Friday the 13th’).
Det er typisk førstnævnte subgenre, der høster de største roser fra kritikerne, da der som regel ligger lidt mere tankekraft og refleksion (og produktionsværdi) bag, men man skal heller ikke kimse ad håndværket i sidstnævnte – vi er efterhånden så hærdede, at det kræver en del snilde at levere et uventet jumpscare. Problemet er bare, at resten af filmens elementer (karakterer, plot, troværdighed) næsten altid kommer i anden række.
Og nu når vi frem til min store anke ved ’Smile’: Den er så optaget af at være en effektiv gyser, at den ignorerer alt det, der også ville gøre den til en god film.
Selvom plottet er veloplagt til formålet, er det milevidt fra, hvad man kan kalde originalt. ’It Follows’, ’The Ring’, ’Antlers’, ’The Grudge’ – vi har set det en million gange før: En karakter bliver ramt af en form for smitsom forbandelse i første akt, skal finde frem til oprindelsen eller patient zero i andet akt og forsøger på en eller anden måde at bryde kæden i tredje akt.
I ’Smile’ er det dog ikke et spøgelse, men en »entitet« med en traumefetich, der forfølger vores uheldige hovedperson. Hvorfor man som en af de forbandede skal være tvangsindlagt til en hallucinationskavalkade af smilende mennesker, skal jeg ikke umiddelbart kunne sige, men en lidt søgt forklaring kunne være, at smilet skal symbolisere, hvordan en maske af glæde kan gemme på et enormt traume.
I virkeligheden tror jeg dog bare, at der ligger et effektfuldt gysergreb i at fremstille noget rart som foruroligende – se blot Jack Nicholson som Jack Torrance eller Jokeren.
Desværre er vores uheldige hovedperson ikke en synderligt sympatisk en af slagsen. Det er ikke, fordi hun er usympatisk, men hun er bare enormt svær at fornemme som person. Hun har en kat, som hun konsekvent nægter at hilse på, når hun kommer hjem, en forlovet, som hun ikke ligefrem virker smaskforelsket i, og en søster og en svoger, som hun tydeligvis ikke har meget til overs for.
Den samme mangel på dybde klæber også til samtlige bifigurer, hvilket resulterer i, at man ikke går synderligt meget op i, om de rent faktisk overlever – og det frarøver jo filmen et ekstra lag af uhygge.
’Smile’ lægger i stedet sit fokus på chokeffekterne. Og det skal den selvfølgelig være i sin gode ret til (særligt fordi den gør det med ret stor succes), men det betyder også bare, at den aldrig hæver sig selv op til ’Get Out’-niveauet, hvor der virkelig bliver kælet for detaljerne.
Vi får et jumpscare omtrent så ofte, som vi får dåselatter i ’Big Bang Theory’, hvilket gør ’Smile’ til den perfekte film, hvis man i humør til at tabe halvdelen af sine popcorn på gulvet. Simple tricks som at dreje kameraet på hovedet, lege med lydbilledet og foregribe vores forventninger er også med til at skrue op for uhyggen (om end der, igen, ikke ligefrem skrives Hollywood-historie her).
Og så formår filmen også at skabe en forbandelse, der skiller sig lige præcis nok ud i forhold til tidligere inkarnationer af samme formular, så man godt gad se en sequel eller en prequel, der dykkede længere ned i oprindelseshistorien. Og lur mig om det ikke også er i støbeskeen.
Kort sagt:
’Smile’ er en effektiv gyser, der leverer jumpscares en masse. Konceptet er dog langt fra originalt, og karaktererne er så svære at mærke, at den eneste, jeg reelt håbede ville overleve, var katten. Og så er filmen med sine små to timer alt, alt for lang.