Stuvende fuld biografsal grinede helt igennem til den glimrende ’The Banshees of Inisherin’

Martin McDonaghs første film siden ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ genforener Colin Farrell og Brendan Gleeson fra instruktørens debut ‘In Bruges’. Også denne gang er der masser af gode grin at hente, når skuespillerne får lov at slippe deres uforlignelige kemi løs.
Stuvende fuld biografsal grinede helt igennem til den glimrende ’The Banshees of Inisherin’
Colin Farrell og Brendan Gleeson i 'The Banshees of Inisherin'. (Foto: PR)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Martin McDonagh er en begavet manuskriptforfatter. Hans tidligere film som ’In Bruges’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, der begge indbragte ham Oscar-nomineringer for bedste manus, har leveret medrivende dialog og uforglemmelige karakterer.

Hans nye film ’The Banshees of Inisherin’ er ingen undtagelse. Dramaet med Colin Farrell og Brendan Gleeson, der genforenes for første gang siden ’In Bruges’, fik en af de længste klapsalver ved årets filmfestival i Venedig, da gallapremieren løb af stablen tidligere på ugen.

Det er en sød og gribende lille film om noget så simpelt som to venner, der pludselig ikke er venner længere.

Colin Farrell er brillant som den let enfoldige, irske bonde Pádraic, der en eftermiddag går op for at besøge sin bedsteven – den mere lærde Colm (Gleeson) – som han altid plejer at gøre. Men noget er anderledes på den lille ø uden for den irske kyst anno 1923. Colm ignorerer Pádraic fuldkommen.

Fra den ene dag til den anden har han barnagtigt besluttet, at Pádraic er for kedelig til at tilbringe tid med. Colm vil gerne bruge sine dage på noget af betydning – blandt andet at færdigskrive den vise, filmen tager sit navn fra.

Colin Farrell i ‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: PR)

Det lyder måske som et spinkelt skelet til en hel spillefilm og er det også i den første halvdel. Men gradvist vokser filmen sig stor til en fortælling om den menneskelige tilstand – hvordan vi håndterer sorg, hvordan vi bruger vores tid meningsfuldt, og hvordan vi forliger os med vores egen forgængelighed.

Den centrale konflikt om det afbrudte venskab stiller spørgsmålet: »Hvad gør livet værd at leve?«.

Pádraic er tilsyneladende tilfreds med at bruge sin tid på at passe sit æsel og fortælle sin bedsteven om husdyrenes afføring i timevis over en stor mørk øl på den lokale pub. Men Colm vil gerne bruge sin tid mere meningsfuldt – han vil huskes og sætte et aftryk på verden.

Som altid hos McDonagh veksles der veloplagt mellem sort humor og det alvorstunge drama. Blandt andet når Pádraics skønne, kække søster bemærker over for Colm, at han måske ikke skulle bo i en dødssyg lille irsk flække, hvis han ikke vil hensynke i kedsomhed. 

Den ene mere gennemførte verbale sviner efter den anden fyger om ørerne på karakterer. Der blev grinet godt igennem i den stuvende fulde sal i Venedig.

I starten er det nærmest absurd at se Pádraic forsøge at genetablere venskabet til Colm. Først tror han, at det bare var en aprilsnar, da Colm ignorerede ham. Senere tror han ikke på, at den store mand vil gøre alvor af sine trusler om at skære sine fingre af, hvis Pádraic bliver ved med at opsøge ham. Han skulle bare vide.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Banshees of Inisherin’ er efter min mening lige lovligt mager i sit udtryk. Det er en af mange film i årets hovedkonkurrence, der tydeligt er mærket af pandemien, som har stillet krav til færre locations og skuespillere. Man mærker tydeligt, at McDonagh her trækker på sin baggrund som teaterinstruktør mere end nogensinde før.

Men McDonagh formår samtidig effektivt at udvide verdenen. Fra den lille ø kan Pádraic se borgerkrigen, der raser i Irland, som han forsøger ikke at tænke på. Men selv i isolation fra omverdenen mærker karaktererne den brutale virkelighed trænge sig på. 

Selvom den stramme historie ikke er lige så stort anlagt som ’Three Billboards’, er den glimrende selskab fra start til slut. Farrell og Gleeson beviser endnu en gang, at de har en uforlignelig kemi – og også stortalenterne Barry Keoghan og Kerry Condon hører som det naturligste hjemme i McDonaghs særegne univers.

Man må tage hatten af for hans evne til at forene en melankolsk fortælling om at finde mening i meningsløshed med nogle af de indtil videre bedste grin på årets festival.

’The Banshees of Inisherin’ får dansk biografpremiere 26. januar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af