’Ticket to Paradise’: Romcom med George Clooney og Julia Roberts er tilbageskuende og navlepillende
George Clooney og Julia Roberts fortalte for nylig i et interview, at deres karakterer i ’Ticket to Paradise’ oprindeligt hed Georgia og Julian.
Det er jo egentlig meget forståeligt:
Når du har to af de smukkeste, mest succesfulde og mest ikoniske skuespillere på plakaten, som har været toneangivende og for Roberts’ vedkommende været med til at definere den romantiske komedie, som er kendte for deres venskab og kemi på skærmen, og som for mange nok minder om simplere tider for film og for verden i det hele taget, hvorfor så fiktionalisere så meget som et bogstav?
‘Ticket to Paradise’ er ét langt throwback: Til de to skuespilleres filmmæssige storhedstid, hvor gnisterne imellem dem gav brændstof til ’Ocean’s’-filmene. Til en tid, hvor andre end superhelte fik folk i biograferne. Og til dengang, hvor ingen krævede, at romcoms rummede andet end drømmen om et hvidt, hetero middelklasseliv.
Men »it’s the way it goes, stuff happens«, som Clooneys karakter, der er endt med at hedde David, eftertænksomt siger til sin datter på en bådtur ved Bali. Det stuff, bedre romcoms er gjort af, det er, hvad der er sket.
Fra første scene er det Clooney og Roberts’ spydige back and forth, der er i centrum. De to spiller ekspartnere, hvis ægteskab fløj højt og faldt dybt, og på trods af den åbenlyse kemi og venskabelighed, der er til stede i deres charmerende spydigheder, hader de altså hinanden så inderligt, at kun deres datters dimission kan få dem i samme rum.
Det er et pudsigt valg, at udgangspunktet er, at de er uvenner, når man tydeligvis ikke har kunnet dedikere sig til at efterlade deres ubetalelige venskab bag kameraet. Enten har man tænkt, man kunne koge en time og 45 minutters suppe på det drilleri, der er charmerende og sjovt i cirka 20 minutter.
Eller også er det endnu et nostalgisk tilbageblik til dengang, hvor det stadig var umuligt at forestille sig en kærlighedsfilm, der handler om andet end en will they/won’t they-dynamik og hellig ægteskabelig kærlighed, til døden os skiller.
Det fører os videre til filmens præmis, nemlig at deres datter skal giftes. Efter sin dimission tager Lily (Kaitlyn Dever) med veninden Wren direkte til Bali, hvor hun, fortabt til havs, samles op af tangopdrætteren Gede (fransk-indonesiske Maxime Bouttier) og forelsker sig i ham og i det idylliske landskab.
Gede lærer hende om havguden og om at leve i pagt med naturen (Bouttier fortæller i filmens pressemateriale, at han forberedte sig til rollen med et lynkursus i tang og en masse ’Planet Earth’), og 37 dage senere er Lilys forældre inviteret til brylluppet.
Men hendes forældre flyver ikke til Bali for at bakke hende op. I stedet slår de sig sammen om at forhindre hende i at begå den fejl, de selv gik, nemlig at kaste sig hovedkulds ind i et ægteskab.
En klassisk romcom-konflikt, der egentlig er ret modbydelig, men som bliver gjort fuldstændig ufarlig, fordi ingen af problemerne udvikler sig til reelle konfrontationer eller er særlig overraskende.
Nu er det nok heller ikke flertallet, der ser en romantisk komedie med en forventning om følelsesmæssig oprigtighed, og det er helt klart en tanke, instruktør Ol Parker her har taget til sig: Clooney og Roberts sælger, stort set som de er, så der bliver ikke gjort meget ud af historien omkring dem.
Selv Clooney kan ikke charmere sig fra den nedladende onkelhumor, han møder sin indonesiske svigerfamilie og de ansatte på luksusresortet med, som var det et afsnit af ’The White Lotus’ uden selvindsigten og sarkasmen.
Og det er generelt den opførsel, familien Cotton (de hedder seriøst Cotton til efternavn) præsenterer. De er rige, hvide mennesker, der ankommer til en magisk paradis-ø, men i den her drømmeverden falder øens beboere altså for dem, og man kan bo i strandkanten uden at bekymre sig om, at ø-samfundene er nogle af dem, der er allermest truet af klimakrisen.
Jeg hader at se Clooney og Roberts vælge så fantasiløs og tilbageskuende en film til deres genforening. ’Ticket to Paradise’ er ublu nostalgisk, navlepillende og fuldstændig uinteresseret i den verden, den eksisterer i.
Kort sagt:
‘Ticket to Paradise’ er på alle måder en rejse tilbage i tiden.