ANBEFALING. Unge George Clooney med charmen skruet op på maks. Det halve ’Top Gun’-cast som stressede læger. William H. Macy som chef. En vrimmel af senere Hollywood-superstjerner, der lever og dør på briksen.
Og midt i kaosset af medicinske termer og små og store hverdagstragedier: Hygge.
Naturstridigt meget hygge for en fortælling, der bryster sig af serielands muligvis højeste body count til dato.
Velkommen til ’Skadestuen’, aka. ’ER’, skabt af ’Jurassic Park’-forfatteren Michael Crichton. Igennem 15 år en af de mest indflydelsesrige amerikanske serier på flow-tv, som de fleste nok kender til, men som de færreste yngre seere i dag formentlig har stiftet personligt bekendtskab med.
Herhjemme kan hele herligheden binges på HBO Max, og det er præcis, hvad jeg for nylig gjorde med sæson 1, inspireret af den geniale britiske hospitalsserie ’This Is Going to Hurt’, der gav mig en pludselig nostalgisk lyst til at genbesøge Clooney og co. på downton-skadestuen i Chicago.
Vel og mærke over 20 år efter jeg sidst så et afsnit.
Dengang i slut-90’erne, hvor TV3 sendte ’Skadestuen’ hver aften mandag til torsdag, var James Newton Howards karakteristiske kendingsmelodi ellers en del af soundtracket i min teenagehverdag. Sammen med ’Seinfeld’ og ’Friends’ havde serien i årevis været en af de mest sete i USA, hvor den troligt skovlede Emmy-statuetter sammen, og dog mindes jeg ikke at have set videre end til omkring årtusindeskiftet.
Ligesom det heller aldrig før nu faldt mig ind at opsøge den allerførste sæson, hvor det hele begyndte.
Big mistake.
Big.
Huge.
For lad mig bare sige det, som det er, mine skeptiske venner derude: ’Skadestuen’ sæson 1 er slet og ret et forrygende underholdende, til tider neglebidende realistisk seriemesterværk, der fremstår forbløffende friskt her næsten tre årtier efter premieren.
Ikke noget under, at ’This Is Going to Hurt’ ikke alene har genindspillet en nøglescene fra pilotafsnittet 1:1 (i den britiske udgave lægges den i finaleafsnittet), den har også løftet et af sine mest traumatiske fødselsplot fra et ’Skadestuen’-afsnit så ulideligt klaustrofobisk, at jeg dårligt trak vejret undervejs.
Ja, ’This Is Going to Hurt’ er mestendels baseret på serieskaberen Adam Kays egne oplevelser i det engelske sundhedsvæsen. Men jeg skal lige love for, at han har krydret de virkelige anekdoter med ikke så lidt stof fra moderen over alle hospitalsserier, der er så overraskende grafisk, at de færreste moderne serier uden for gysersegmentet kan følge med.
Stadig skeptisk? Så lad mig komme med et par gode argumenter mere:
George Clooney i topform
Move over, fremtidige Doctor McDreamy’er. George Clooneys børnelæge Doug Ross rammer den perfekte balance mellem kæk bedsteven til kollegaen Mark Greene (Anthony Edwards), godmodig børne-hvisker med et lægehjerte af guld, og uhelbredelig kvindebedårer.
Det er stærkt underholdende at se den senere Oscar-vinder boltre sig hjemmevant på hospitalets gange i en af karrierens bedste roller, og ganske imponerende, at han formåede at indspille både ’From Dusk till Dawn’, ’The Peacemaker’ (med ’Skadestuen’-instruktøren Mimi Leder), ’Out of Sight’ og, well, ’Batman & Robin’ sideløbende med serieoptagelserne.
Clooney takkede af efter femte sæson i 1999 for at dedikere sig fuldt ud til filmkarrieren, men som den good guy han er, vendte han i 2009 tilbage for at sige et varmt farvel i seriens finaleafsnit.
Troværdigt kaos
Der er sjældent et stille øjeblik på en storbyskadestue, og derfor er der det heller ikke i Crichtons serie.
Uanset hvad vores hovedpersoner foretager sig i forgrunden, er baggrunden altid i konstant bevægelse, med et hav af statister i fuld sving. Hospitalsvæsnets evige budgetnedskæringer er tydelige i de smuldrende lofter og lasede møbler i lægernes fællesstue, der står i skarp kontrast til overlægernes anderledes prangende privatkontorer på de højere etager.
Almindeligt dødelige vil ikke forstå en femtedel af de medicinske udtryk, der fyger igennem luften og ofte udgør al dialogen i hele scener, og de bliver ikke uddybet. Seeren er en flue på væggen i et hektisk miljø, og man må bare hænge på. Ligesom man heller ikke skal være alt for sart, idet ’Skadestuen’ byder på rigelige mængder virkelighedstro gore.
Afsnit 19: En historisk mavepuster
’This Is Going to Hurt’ har lånt med arme og ben fra et af ’Skadestuen’s mest omtalte afsnit: ’Love’s Labor Lost’, skrevet af lægen Lance Gentile (titlen er en reference til Shakespeare-stykket ’Love’s Labour’s Lost’, hvis komiske islæt dog ingenlunde går igen her).
Jo mindre afsløret om handlingsforløbet jo bedre, men kan man leve med et par manuskriptafstikkere til småplots fra tidligere afsnit, kan ’Love’s Labor Lost’ ses alene uden forudgående kendskab til serien. Og det vil jeg anbefale alle at gøre. Alle, der ikke står lige foran en fødsel, vel og mærke.
En gravid kvinde og hendes mand (Bradley Whitford fra ’The West Wing’) tjekker ind på skadestuen og tilses af lægen Mark. Kvinden har blærebetændelse, konkluderer Mark, og sender parret hjem igen. Lidt senere kommer de tilbage. Noget er lidt … off. Og selvom Marks vagt egentlig er ved at slutte, beslutter han sig for at blive en times tid mere.
Vi ved, at den er gal, da et ur på skærmen tidligt i forløbet begynder at vise tiden gå, og sikkert nok bliver det en lang, lang nat. ’Love’s Labor Lost’ vandt ikke færre end fem Emmy-statuetter, blandt andet for manuskript og instruktion (Mimi Leder), såvel som en Writers’ Guild of America-pris ligeledes for manuskriptet. Det er en mavepuster af et stykke seriehistorie.
Tarantino indtager hospitalet
George Clooney og Quentin Tarantino optog ’From Dusk till Dawn’ sammen i 1995, og det gav ’Skadestuen’-kanalen NBC en fiks ide. Tarantino blev inviteret til at instruere ’Skadestuen’s afsnit 24, og det resulterede i en unik stilistisk afstikker fra seriens øvrige tone, krydret med ’Pulp Fiction’-birolleskuespillerne Alexis Arquette, Kathy Griffin og Angela Jones.
Et øre skæres af, de kvindelige ansatte går rundt med cool solbriller indendørs, og en patient får hamret en kanyle med adrenalin i brystet – Tarantino-afsnittet er alt det, man kunne ønske sig fra det overraskende samarbejde.
’Top Gun’-læger
Hvis du nogensinde skulle have spekuleret over, hvad der monstro blev af ’Top Gun’s uheldige Goose, Icemans rapkæftede makker Slider og instruktøren Jester, så får du svaret i ’Skadestuen’: De blev simpelthen alle Chicago-læger under samme tag, hvor Goose aka. Anthony Edwards spiller en af de bærende hovedroller som Mark Greene, Jester aka. Michael Ironside er endnu engang hans bryske chef, og Slider aka. Rick Rossovich er George Clooneys konkurrent i kampen om sygeplejerske Carols affektioner (Julianne Marguiles fra ’The Good Wife’).
Øvrige kendte ansigter i sæsonen tæller William H. Macy som lettere excentrisk chefkirurg, Ving Rhames som Dr. Bentons svoger, og Adam Scott som patient på briksen, mens senere sæsoner byder på Kirsten Dunst, Shia LaBeouf, Lucy Liu, Zac Efron, Octavia Spencer, Chris Pine, Rooney Mara, Ewan McGregor og Thandiwe Newton. Og mange, mange andre.
’Friends’-forbindelsen
NBC skrev tv-historie da de i 1994 lancerede både ’Skadestuen’ og ’Friends’ – i samme uge. Begge serier blev som bekendt hurtigt gigantfænomener, og i 1995 affødte de fælles rødder en indforstået crossover med suveræn pr-effekt, da Rachel og Monica i afsnit 16 (’The One With the Two Parts’) går på date med to labre læger, spillet af George Clooney og Noah Wyle. Om end sidstnævnte ganske vist ikke hedder det samme som deres alter egoer i ’Skadestuen’.
Stærk diversitet – med et mén
Manglen på diversitet i prestigeserier diskuteres til dato heftigt i branchen, men ’Skadestuen’ skilte sig ud med et stort, racediversificeret cast fra første sæson, der spejlede Chicagos mange sociale lag. Men lige så tidssvarende dét aspekt af repræsentationen fremstår anno 2022, lige så ærgerligt er det, at ’Skadestuen’ i de tidlige år havde et åbenlyst blindspot, når det kom til LGBTQ-karakterer.
Helt grelt går det, da en transkønnet kvinde i sæson 1 kommer til behandling på hospitalet, og selvsamme dag ender med at begå selvmord som følge af den diskrimination, hun mødes med af navnlig en af de yngre, mandlige læger. Plottet er selvsagt tiltænkt som en moralsk lektie i medmenneskelighed, men i seriens iver efter at slå sin velmenende pointe fast bliver kvindens brutale død en træt trans-gimmick.
Så går det trods alt lidt bedre senere i sæsonen, da den sorte kirurgstjerne Peter Benton (Eriq La Salle) tager en hvid homoseksuel aids-patient i hånden og sidder med ham i de sidste timer i stedet for mandens forældre, der nægter at komme.
I 1994, hvor frygten for og fordommene omkring AIDS endnu rasede for fuldt blus, var det et stærkt og vigtigt billede, der gav genlyd i mainstreamkulturen.
’Skadestuen’ kan ses på HBO Max, hvor du også finder ’This Is Going to Hurt’.