Om et rustikt metalbord så slidt og hullet, at jeg næsten ikke kan nedfælde mine krøllede håndnoter, sidder den 21-årige, upcoming skuespiller Albert Rudbeck Lindhardt. Hvis man da overhovedet kan kalde ham upcoming længere.
Du kender ham måske ikke af navn, men du har helt sikkert set ham, for de største danske instruktører har rundhåndet kastet deres kærlighed på ham, og han har allerede delt lærredet med mange af de tunge drenge i klassen i ’Druk’ og ’Retfærdighedens ryttere’. Man har også kunnet opleve ham i alt fra dette års store ungdomsfilm ’Smuk’ til mindre roller i filmene ’Du som er i himlen’ og ’Kollision’ og bærende roller i serierne ’Chosen’ og ’Puls’.
Alligevel har han ikke helt fået sit helt brede gennembrud endnu, men måske kommer det med Thomas Vinterbergs store TV 2-serie ’Familier som vores’, som får premiere i 2024.
Det lå ellers ikke helt i kortene, at han skulle være skuespiller, for Albert er vokset op i Vedbæk i et rigtigt akademikerhjem med Kraftwerk på musikanlægget og spionfilm i kassen, fra ’Le Samouraï’ til James Bond, og det kreative var han ret alene om. Og så ville han i øvrigt også hellere være astronaut, genkalder han.
»Jeg husker ikke skuespillet som en pirrende drøm. Jeg ville gerne arbejde på NASA, så jeg skulle være god til matematik. Jeg prøvede at gå op i det, og jeg kunne også godt fordybe mig i stoffet, men jeg kunne aldrig rigtig finde ud af det«, siger han på caféen Flindt & Ørsted, et stamsted, hvor han kommer så ofte, når han læser manuskripter og forbereder sig på roller, at han sammen med den antikke genbrugssofa og de mørke træstole nærmest er en del af interiøret i det tilvoksede orangeri i Ørstedsparken i København.
Noget må skuespillet dog have betydet. For da hans forældre for ikke så længe siden flyttede ud af Alberts barndomshjem, hjalp han sin mor med at bære kasserne ud af det hus, der engang rummede hele hans liv. Her fandt han en lille, næsten utydelig note.
»Jeg kunne knap nok skrive, men der stod, at jeg gerne ville være skuespiller og optage film i hele verden«.
Droppede gymnasiet
Et familiemedlem arbejdede som tekniker og hev ham med til en stemmeprøve på en tegnefilm, da han var omkring ni år. Og dermed begyndte en lille snebold af talent at rulle, som i de kommende år måske vil udvikle sig til en lavine.
Hans forældre kørte ham siden til castings, og de har været støttende hele vejen igennem. Næsten da – for skuespillet måtte helst ikke gå ud over skolen, og da han proklamerede, at nu ville han altså droppe ud af 3.g på Nærum Gymnasium, måtte de lige tælle til ti en ekstra gang.
»De syntes, at det tog meget overhånd, men jeg forklarede dem, at det var det her, jeg gerne ville, og at det ikke bare var for sjov længere. Det var lidt svært og underligt for dem, men de accepterede det«.
Alberts karakterer dalede, og han lavede så mange film ved siden af gymnasiet de første to år, at ledelsen til sidst sagde, at hvis han tog endnu et projekt, ville han komme så meget bagud, at han ikke kunne fortsætte. »Okay, så skal jeg ikke være her«, svarede han, og siden har han ikke set sig tilbage.
»Jeg var lidt ærgerlig over ikke at færdiggøre det, for jeg synes, at det var sjovt, og jeg var så tæt på målstregen, lige ved og næsten, men jeg har ikke fortrudt det. Det var da lidt hårdt i den periode, hvor mine venner blev studenter, men jeg blev stadig inviteret med til deres fester og var også med på vognturen«.
Fra 7. klasse har han spillet skuespil næsten hvert år og været væk flere måneder ad gange. Skuespillet har forkortet hans ungdom, og på mange måder har han levet et dobbeltliv. Det har været nederen, som han siger, at hans venner har haft deres egne interne referencer, og han har skullet spørge ind til jokes, men samtidig har de støttet ham, og det er jo heller ikke ligefrem alle, der får mulighed for at optage en serie som ’Håbet’ på Island, mens nordlyset danser på nattehimlen.
»Jeg har ikke mistet venskaber på grund af det. Jeg er ikke blevet uvenner med folk, og de venner, jeg havde, har jeg stadig i dag. De forstår godt, at når jeg er på optagelse, så er jeg der, og det opsluger mig. Jeg prøver også at lade være med at tage til fester, når jeg er på optagelserne, fordi ens følelser bliver revet op«, siger han.
Efter DR-serien ’Limbo’ med storebror William på plakaten var Albert i lang tid bare kendt som »Williams lillebror«, og han har åbenbart også figureret på adskillige ’Limbo’-fansider.
»Min bror og jeg er meget støttende. Vi laver hvert vores lige nu. Jeg tror aldrig, at jeg har stået i skyggen af ham, det føler jeg ikke, men jeg er selvfølgelig tit blevet kaldt ’Williams lillebror’, men sådan tror jeg, at det er for de fleste yngre brødre eller søstre«.
De seneste år har Albert spillet alt fra en gammelklog hipsternørd i ’Retfærdighedens ryttere’, en lovende gymnasieelev i ’Kollision’, en ung mand, der er bange for at skuffe i ’Druk’ til player-type i ’Smuk’. Alle roller minder mere eller mindre om ham selv, for han trækker altid fra det, han kender – brudstykker fra sit eget liv.
»Der var nogle af mine venner, der så mig i ’Chosen’ på Netflix og sagde: ’Ej, det er bare så meget dig, når du er sur’. Og jeg blev sådan lidt: ’Synes I virkelig det?’«, siger han.
Svært at holde masken
Der er en særlig aura omkring Albert Rudbeck Lindhardt. Intense øjne. Klassisk klædt i grøn uldfrakke, højhalset strik, grå bukser og en North Face-kasket, der gør ham lidt mere drenget.
Det drengede kæmper han ellers med lige nu i rollen som Elias i ’Familier som vores’, Thomas Vinterbergs serie om en nær fremtid, hvor Danmark bliver oversvømmet, og karaktererne på hver deres måde kæmper for at skabe et nyt liv. Det er måske den rolle, der udfordrer ham mest til dato.
»Thomas Vinterberg kræver meget af mig. Elias er en karakter, jeg gerne vil kunne se mig selv i. Han er meget høj på strå og meget energisk, og det skal jeg lige finde frem til. Han er lidt yngre end mig. Jeg ved ikke, hvorfor den er så svær. Det er svært at udgive sig for at være noget andet. Jeg ved godt, at det er det, jeg laver, men nogle gange kommer jeg for meget op i mit eget hoved og tænker, at det er så farligt, og jeg er sø bange for, om man kan se, at jeg faker det. Jeg prøver at lægge følelsen fra mig«.
Når han tropper op på et set, vil han altid gerne gøre det godt og være en ’nice’ version af sig selv, men han er lidt genert, så han bliver let nervøs, fortæller han. Lige præcis hans generthed kunne han trække på i rollen som gymnasieelev med eksamensangst i ’Druk’.
»Thomas er jo virkelig vild. Han er en mester. Jeg skrev en analyse af ’Festen’ i gymnasiet. Han er jo skolemateriale. Han er en helt og efter ’Druk’ også de unges helt. Han er bare så fucking fed. Jeg havde en mindre rolle i ’Druk’ og få dage på settet, men jeg synes, at det var sindssygt, og jeg var nervøs, men i ’Familier som vores’ er jeg lidt mere med. I hvert fald er det tydeligt at mærke, at han er dygtig og bruger ekstremt meget tid på sine skuespillere«.
Det er noget helt andet at arbejde med Anders Thomas Jensen, som han gjorde det i ’Retfærdighedens ryttere’:
»Jeg tror aldrig, at jeg skal lave komedier igen. Jeg kan ikke holde masken. Det er også dumt, at jeg siger det nu, for selvfølgelig vil jeg gerne det, men jeg er virkelig en grinebider, årh, det er så åndssvagt«, udbryder han.
»Da Lars Brygmann skulle sige ’din oppustede primadonna’ til Nicolas Bro, kunne jeg slet ikke kigge på ham uden at grine. Jeg havde også en replik, lige efter han blev rigtigt sur på ham i drik-cola-på-hovedet-scenen, og jeg glemte den altid, for det er så sjovt, når han bygger den der vrede op«.
Det var også, med hans egne ord, »uhyggeligt« at lave den første scene med Mads Mikkelsen.
»Min karakter Sirius er virkelig irriterende, og da Mads på et tidspunkt i filmen kommer ind i huset, og jeg har lavet mad til ham, skal jeg give ham hånden og sige ’jeg beklager, jeg ved godt, at I har været udsat for meget, og det gør ikke noget, at du har slået mig’. Og jeg havde sådan lyst til at give ham hånden på en bestemt måde«, forklarer han, mens han nærmest krammer sine egne hænder for at illustrere.
»Jeg skulle lige tage mig sammen. Det er en meget lille ting, men jeg kunne mærke, at det var noget, Sirius ville gøre. Mads kunne ikke holde masken og var sådan: ’Hvad fanden er det, du laver?’ Man skal lige bryde muren, men det er svært at få tingene til at blomstre, hvis man ikke tør at prøve ting af«.
I underbukser på fortovet
Det overrasker sikkert nogle, hvor uprætentiøst livet som skuespiller i virkeligheden er, og hvor underligt et arbejde det kan være, også for Albert.
»Det er virkelig ikke ret glamourøst«, erklærer han og griner.
»Jeg kan ende en optagedag med at stå i underbukser på et fortov i København og skifte fra kostumet til mit eget tøj foran alle mulige. Og så er det lidt, som om man i virkeligheden bliver betalt for at vente – og ikke at spille skuespil. Der er så meget ventetid på sådan en dag«. Han spiller meget Wordfeud og Sudoku på mobilen og er blevet virkelig god til det, tilføjer han.
Nogle gange kan det hele også blive lidt usikkert, og han kan godt få den der ’måske skal jeg bare lave noget helt andet’-følelse. Men når han optager som nu, er alt glemt.
»Det er så usikkert, og når man siger ja til et projekt, ved man også, at man siger farvel til alt andet i en periode. Samtidig er tidsbegrænsningen faktisk også svær, for man når jo at komme tæt på andre folk og sin karakter. Det er meget følsomt på den måde. Når først jeg sætter mig ind i en historie, er det svært for mig at sige farvel igen. Det er lidt ligesom at sige ja til at være kærester med en, men det er kun lige i to måneder, at vi kan være sammen. Det er lidt hårdt«.
Når telefonen ikke ringer, reparerer han gamle 16 mm-småfilmsprojektorer og ser westernfilm fra 40’erne, som ingen andre bruger tid på at sætte sig ned og se.
»Jeg kan godt stå op om morgenen og være sådan: ’Godt, så skal jeg lave det her i dag og rense det her tandhjul’«.
Han er ikke blevet astronaut – endnu! – men i det store hele er hans drøm gået i opfyldelse, og nu vil han bare gerne blive ved og blive bedre til det. Han vil gerne udvide sit repertoire og måske lave noget teater. Det har han ikke prøvet endnu. Omvendt har han heller ikke gået på skuespillerskolen. Han er selfmade. Han har lært alt fra sine instruktører og medskuespillere.
»Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at søge ind på skuespillerskolen. Det er et evigt dilemma. Jeg ville have søgt ind i år, men nu er det for sent, og jeg har haft for travlt. Måske tager jeg et kursus eller finder en privat coach. Det er svært at lave teater, når man ikke har gået på skolen – og med rette. Når man går der, bliver man uddannet som teaterskuespiller, og jeg vil ikke påstå, at jeg kan stå på en scene, for det har jeg ikke berettigelse til, bare fordi jeg har været med i nogle film. Det er forskellige ting. Det er lidt en, jeg ’gemmer’«.
Han elsker sit liv, som det er, fastslår han, bunder kaffen, der efterhånden er blevet kold, og fremhæver, at han skal direkte videre til en afslutningsfest for ’Familier som vores’ på dansk jord. København er wrapped up, og lige om lidt rykker de videre til udlandet.
»Det er ligesom at have været på Roskilde Festival. Der er så mange indtryk«, siger han. Festen begynder snart. Hans i særdeleshed.
’Familier som vores’ får premiere på TV 2 i 2024. ’Smuk’ kan ses i biografen. ’Druk’ og ’Retfærdighedens ryttere’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.