’Black Panther: Wakanda Forever’: USA-kritisk toer er et gribende farvel til T’Challa og Chadwick Boseman

’Black Panther: Wakanda Forever’: USA-kritisk toer er et gribende farvel til T’Challa og Chadwick Boseman
Letitia Wright i 'Black Panther: Wakanda Forever'. (Foto: Marvel Studios)

Det har ikke været nemt at skulle efterfølge ’Black Panther’ fra 2018. Den første film blev et popkulturelt fænomen, og den betragtes af mange som et af de bedste indslag i Marvels filmunivers.

Efter Chadwick Bosemans død var Disney og Marvel hurtige til at melde ud, at de ikke ville finde en ny skuespiller til rollen som Kong T’challa aka The Black Panther. Det virkede som det rigtige valg. Men hvad så?

Ryan Cooglers job har været at lave en toer, der ikke ligger under forgængeren i action og kompleksitet, introducerer en skurk, som matcher Michael B. Jordans Killmonger, forklarer hovedkarakteren T’Challas exit fra historien, præsenterer en ny Black Panther, og som samtidig fungerer som en respektfuld afsked med Boseman.

Over hele linjen klarer han det forbløffende godt. Især den første halvdel er stærk. Efter Kong T’Challas død af en mystisk sygdom er der et magtvakuum i Wakanda og på verdensscenen. Andre nationer øjner mulighed for at få fat i Wakandas vibranium, nu hvor The Black Panther ikke er der til at beskytte landet og dets ressourcer længere.

Lillesøster Shuri (Letitia Wright) er i sorg over sin brors død. Hun kæmper med at styre sin vrede og skuffelse, og hun bebrejder sig selv, at hun med sin fantastiske teknologi ikke var i stand til at redde ham.

Desperationen efter at få fat i vibranium fører til, at andre nationer leder dybt på havets bund efter rester fra det meteornedslag, der i sin tid bragte metallet til Jorden.

Denne søgen vækker en undersøisk civilisations vrede. De er efterkommere af overlevende fra aztekerrigets fald efter de spanske conquistadores indtog i Mellemamerika. Disse blå havmænd har også nydt godt af vibraniummets kræfter, og de har levet skjult i århundreder. Ligesom Wakanda. Deres leder er Namor (Tenoch Huerta), også kendt som the Sub-Mariner.

‘Black Panther: Wakanda Forever’.

Da de to civilisationer – med så meget til fælles – går i clinch med hinanden, er filmen i fare for at minde om ’Captain America: Civil War’. Det var filmen, hvor de mange Avengers skulle kæmpe mod hinanden, men hvor de samtidig – og på akavet facon – skulle minde os om, at de ikke kæmpede rigtigt, for de var jo dybest set venner.

Men når man slås for sjov, er der heller ikke så meget på spil, og det led filmen under. I ’Wakanda Forever’ opstår det akavede i, at skurken er meget lidt skurkagtig. Han vil beskytte sit folk og har kun set omverdenen i form af kolonister og grådige forbrugere af verdens ressourcer. Man forstår ham, og det er både en fordel og en ulempe.

Namor er et nobelt forsøg på at skabe endnu en kompleks modstander til The Black Panther. Den første film blev hyldet, ikke mindst fordi antagonisten har en moralsk pointe. Killmonger ville åbne Wakanda op og bruge teknologien og styrken fra vibranium til at hjælpe afrikanske folk, som i århundreder har lidt under kolonisters styre og kontrol med naturressourcer. Det var og er et ganske ædelt og forståeligt mål.

Derfor var det plotmæssigt nødvendigt at gøre Killmonger blændet af vrede og hævntørst, sådan at hans morderiske adfærd i sidste ende får os til at acceptere ham som skurk. Hvis han ikke havde myrdet sig til magten og beordret, at den hjerteformede blomst skulle destrueres – den der giver the Black Panther sine overnaturlige kræfter – så ville det være nærliggende at acceptere Killmonger som den retmæssige besidder af tronen i Wakanda, eftersom han vinder duellen mod T’Challa på fair vis.

‘Black Panther: Wakanda Forever’. (Foto: Marvel Studios)

Men Killmongers metoder var ikke ædle, og derfor var T’Challa den rigtige Black Panther. Namors hensigter er også ædle, og derfor er han også – pludselig – nødt til at blive morderisk, så han fungerer som skurk. Desværre er der stadig en fornemmelse af, at det ville give mere mening for alle parter at lave håndslag på en alliance fra starten.

De plotmæssige krumspring, der bliver gjort for at skabe undskyldninger for drama og store kampscener, er irriterende. Det virker, som om de slås for sjov, indtil de – endelig, forhåbentlig – fatter det, som publikum har vidst i størstedelen af filmens over to en halv timers spilletid.

Det bedste, man kan sige om det, er, at filmen lægger kimen til, at Wakandas rolle på den politiske verdensscene bliver omdrejningspunktet for fremtidige film i franchisen.

I den forbindelse er det værd at nævne, at jeg blev overrasket over, hvordan USA portrætteres i filmen. MCU har altid haft internationalt udsyn, og vi er langt fra tidligere tiders honnørfilm og historier om amerikansk exceptionalisme.

Alligevel er det slående, at en Disneyfilm til mainstream-publikummet stort set kun nævner USA i negative vendinger. Som repræsentant for USA’s interesser ser vi Valentina Allegra de Fontaine (Julia Louis-Dreyfus), en ubehagelig person, som vil have fat i vibranium for enhver pris, og som bestemt ikke kan lide, at et afrikansk land har overtaget pladsen som verdens mest magtfulde nation.

‘Black Panther: Wakanda Forever’. (Foto: Annette Brown/Marvel)

Noget, som fungerer godt i ’Wakanda Forever’, er det gribende farvel til figuren T’Challa, den første films Black Panther, som samtidig er et farvel til skuespilleren Chadwick Boseman, der døde af kræft i 2020.

Der bliver spillet på ligheden i, at både den fiktive og virkelige karakter dør af en sygdom, som selv den mest avancerede teknologi ikke kan gøre noget ved. Det kunne nemt blive klægt og usmageligt, men det kammer ikke helt over.

Der er tydeligvis lagt hjerte og kræfter i at håndtere situationen på den rigtige måde, og det bliver respektfuldt udnyttet til at give filmen følelsesmæssig tyngde.


Kort sagt:
Tragiske omstændigheder udnyttes til et imponerende resultat, nemlig en værdig efterfølger til ’Black Panther’.  

’Black Panther: Wakanda Forever’. Spillefilm. Instruktion: Ryan Coogler. Medvirkende: Letitia Wright, Lupita Nyong’o, Danai Gurira, Winston Duke, Tenoch Huerta, Martin Freeman, Angela Bassett, Dominique Thorne. Spilletid: 153 min. Premiere: I biografen 9. november
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af