’Guru’ sæson 2: Finn Nørbygaard er en åbenbaring som gigantisk røvhul i Simon Kvamms DR-serie
Du oplever Simon Kvamm overalt i ’Guru’. I hovedrollen, i musikken og som idéperson bag serien. Alligevel er det Finn Nørbygaard, der i sæson 2 gør det mest uudslettelige indtryk.
Ja, den Finn, som sammen med Jacob Haugaard blev verdenskendt i Danmark med komiske landeplager på fuldfedt jysk i 80’erne og 90’erne, der i 00’erne mistede sin formue takket være en vis Stein Bagger, og som i dag optræder som en form for guru i erhvervslivet og i 2022 blev kåret til intet mindre end Årets Optimist.
I sæson 2 af ’Guru’ er Finn Nørbygaard dog hverken guru eller særlig optimistisk. Heldigvis. For alle de andre selvindbildske og selvoptagede karakterer presser sig på for at fremstå som den ultimative guru.
Den hjemvendte Silkeborg-søn Anders Mertz (Simon Kvamm) fortsætter ufortrødent med at udbrede sin floskelfyldte livslære. I sidste sæson handlede det om at ’gå selv’. Men lige så let det var for Mertz at skifte navn fra Andreas til Anders, lige så let er det også at ændre grundlaget i sin prædiken.
Nu vil Mertz med den ubehjælpelige Lille My-manbun have os til at »gå sammen«. Den nyfundne inspiration kommer fra årets leder 2021, fodboldlandsholdets Kasper Hjulmand. Sigende for Mertz’ tvivlsomme dømmekraft var det især Christian Eriksens dødsøjeblik under EM i 2021, som fik ham til at se potentialet i fællesskabsfølelsen.
En følelse, som skal forplante sig gennem Let’s Go Academy og i endnu et anglofilt nonsensmotto i ’TEAM – together everyone achieves more’. Ud over hos Hjulmand finder Mertz stadig farlig motivation og fuld plade i business-bullshit-bingo hos sin egen guru Master Fenn, spillet af Frederik Cilius.
Hvor de løsrevne scener mellem de to i første sæson ofte tog meget fokus, optræder de her som forfriskende intermezzoer. Det skyldes ikke mindst Cilius. Hans spøjst sønderjyskklingende og selvfede, larger-than-life-vismand har været et smut i buddhistisk kloster og er nu selverklæret Bodhisattva med Stig Tøftings ’No Regrets’ på boghylden.
Scenerne med Cilius synes mistænkeligt irrelevante for den øvrige handling, men det er ligegyldigt, når Cilius med skråsikker komisk timing slynger det ene guldkorn ud efter det andet. Som når karakterens førsteverdenstilgang til karmaloven træder frem (»fattige i Indien har været dumme svin«), eller talen falder på Mertz’ sexliv, og Master Fenn beskylder ham for at være »en stille mus, der bare er glad for at være med«, mens han selv stolt fortæller om, hvordan han har tendens til at bryde ud i at synge salmen ’Den store mester’ eller Andreas Odbjergs ’Hjem fra fabrikken’ i kampens hede.
Mindreværdet hos Anders Mertz kan stadig spottes på flere kilometers afstand. Lokalreportere skal ikke spørge meget ind til akademiets finansielle fundament, før de anklages for at være ’Operation X’. Ligeledes kan Mertz ikke klare, at yogalæren Sune (Alexander Clement) stjæler rampelyset med sin mere føle-føle, men lige så luftige coaching.
Mertz finder dog igen støtte hos barndomsvennen Ralf (Brian Lykke). Jævne Ralf burde ellers være skredet for længst med tanke på det manipulerende nummer, Mertz i første sæson trak ham igennem for at få bekræftet sin egen selvrealiserende, midtlivskriselærdom, og som kostede Ralf ægteskabet.
Men Ralf står der igen som outdoorinstruktør på akademiet. Det samme gør den uduelige forretningspartner Alan ’Aladin’ Dinesen (herligt laissez fair-spillet af Kasper Nielsen). Kirsten Lehfeldt er også tilbage i sin muse/mor-funktion, hvis sociliate optræden i det lokale erhvervsliv igen kommer Mertz til gode.
Eller det tror han. Men så træder Finn Nørbygaard ind i billedet som Mertz’ far. Eller Erik, som sønnen kalder ham, så Freud piber i ørerne. Da en lokal finanskvinde står klar til at spytte en million ind i akademiet, kommer faren bogstavelig talt ind fra højre, torpederer investorens bil og får kaldt hende »møgkusse« en hel del gange på vejen.
I far Erik inkarnerer Finn Nørbygaard et rødvinspimpende, rullekravebærende røvhul til perfektion. Skurken. Tyranen. Modstanden i Anders Mertz’ liv, som han ikke kan være foruden.
»Kender du det begreb inden for fysikken, der hedder varm luft«, fnyser Erik sarkastisk af sin søns valg af levevej. Uden yderligere sammenligning er han som bror Chuck i ’Better Call Saul’ den eneste person, der kan skære igennem hovedkarakterens folkeforførende fiduser.
Det ulykkelige far-søn-forhold har vi set utallige gange før. Her undgår det at blive trivielt i kraft af Kvamm og Nørbygaards spil, og fordi deres relation skaber en gennemgående dynamik i den ellers noget løse plotstruktur.
Med en diabetes 2-diagnose erklærer den selvmedlidende far sig færdig og vil have sønnen til at tage hans liv. Far Erik er byens store stjernearkitekt, og i hans arv ligger umiddelbart den eneste redning for akademiet. Et både vanvittigt og kulsort dilemma, som er sigende for seriens tonale ubestemmelighed.
Anden sæson af ’Guru’ vinder ved at have mindre travlt med at drive ren satire over den moderne livstilscoach, der i egen usikkerhed trynede alle omkring sig. Stemningsmæssigt og moralsk har serien bevæget sig i en mere grumset retning – på en interessant måde, fordi lag af latterlig farce, nøgent og forkrampet følelsesdrama og psykologisk alvorsmørke ligger over hinanden.
Hvor Anders Mertz i første sæson var umulig at elske, er det med den store modstand fra omverdenen i anden sæson svært ikke at have bare lidt sympati for Kvamms karakter. Også selvom han stadig grænser til et sociopatisk Travis Bickle- eller Rupert Pupkin-niveau.
Dertil vinder anden sæson altså ved at have Finn Nørbygaard med. Efter et år ledet af spændende unge skuespillere i danske serier, hvem havde så troet, at 70-årige Finn Nørbygaard ville blive en af de helt store åbenbaringer som grand cru narrøv.
Kort sagt:
Anden sæson af Simon Kvamms DR-serie er atter fyldt til randen med aparte og akavede øjeblikke af ulidelig, egocentreret livsrådgivning. Når den fremstår bedre end første udspil, hænger det sammen med, at man har tilføjet tiltrængt modspil til hovedkarakteren og hans medsammensvornes selvbedrageriske ståhej. Tak, Finn Nørbygaard, for din gennemførte røvhulspræstation.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.