’Three Thousand Years of Longing’: George Millers nye film er en virtuos u-vending fra ’Mad Max: Fury Road’

Det kan ved første øjekast virke aparte, at manden bag en af filmhistoriens bedste actionfilm, ’Mad Max: Fury Road’, skulle følge sin succes op med en øm metafortælling om kærlighed gennem årtusinderne fortalt af en naiv djinn til sin skeptiske tilfangetager.

Kender man til den idiosynkratiske instruktør George Millers oeuvre, vil den pludselige u-vending i stil og genre dog næppe overraske. Siden sin spæde start i slut-70’erne har Miller ageret kamæleon, når han er gået fra dødsræs down under i de originale ’Mad Max’-film over begsort satire med Jack Nicholson i ’The Witches of Eastwick’ til de miljøaktivistiske børnefilm ’Babe’ og ’Happy Feet’ samt deres mørke spejlbilleder ’Babe: Pig In the City’ og ’Happy Feet 2’.

Man er da heller ikke et sekund i tvivl om, at det er den australske galemand, som er på spil i ’Three Thousand Years of Longing’.

Miller har igen allieret sig med fotograf John Sears og klipper Margaret Sixel fra ’Fury Road’. Som i den film er kameraet en konstant aktiv spiller, der pingponger mellem melodisk stilstand og virtuos, adrenalinpumpende action, alt imens øjets fokus holdes ved at fastholde centrum mellem indstillinger og kamerabevægelser.

Metoden føles stadig som et ekstraordinært trylletrick, hvor man ikke ænser det enorme arbejde, som det må have krævet at skabe hvert eneste, blødende smukt billede, som ruller over skærmen. Det passer som fod i hose til en film, der eksplicit handler om historiefortælling, og hvordan vi fortæller og tolker dem.

Man kan nærmest høre skæbnens ironi kagle fra hjørnet, da Idris Elbas djinn efter århundreders fangenskab befries fra sit glasfængsel af Tilda Swintons narratolog Alithea, der bestemt ikke er interesseret i at modtage sine tre obligatoriske ønsker.

Hun har læst op på verdenshistoriens litteraturkanon og ved, at samtlige ønskehistorier er varsler for dårskab og grådighed. Det gamle mantra pas på, hvad du ønsker dig lurer tungt over de to, som roligt afmåler hinanden på et luksushotel i Istanbuls centrum iklædt slåbrokker, mens de mæsker sig i te og ernan-e nokhodchi-lækkerbidder. 

»Vi er forfatterne af denne historie og kan undgå faldgruberne«, insisterer djinn’en med sin silkebløde, majestætiske røst. For at overbevise Alithea om sin sag fortæller han tre hjerteskærende historier fra sin fortid, som alle finder sted bag Konstantinopels enorme paladsvægge.

Den første om en ung konkubine, der forelsker sig i rigets tronarving. Den næste om en uskyldig prins, der vokser op til at blive en ærgerrig, fordrukken krigsherre. Og den sidste om et kvindeligt kunstnergeni, som er buret inde af sin ældgamle husbond.

Det er disse flashbacks, der står for filmens mest æstetisk spændende øjeblikke. En vagts hoved forvandles til en vammel edderkop. En sultan mæsker sig med sit harem af enorme kvinder. Og en mand skriger i ekstase af en orgastisk lidenskab frembragt af djinn’en. 

Som en outreret drøm bliver ingen af de visuelle ideer gentaget, og de bliver heller ikke længe på skærmen. Det er et mageløst kalejdoskop leveret af en af mediets mest givende mestre, og det er svært ikke at ærgre sig over, at filmen giver slip på disse korthistorier i sin sidste halvdel til fordel for den spirende romance mellem Alithea og hendes djinn.

Men også her viser Miller sin fantasifulde fortællelyst og umættelige appetit for menneskers indre liv frem. De to enspændere på hotelværelset finder hinanden gennem historiernes alsidige universer og tragiske skæbner. ’Three Thousand Years of Longing’ er således mest universel, når den gransker den kærlighed og troskab, der ligger bag det at dele historier med andre.   

»Historier er som åndedrag. De skaber mening«, forklarer Alithea. Millers empatiske rejse gennem tid og rum med udgangspunkt i to nysgerrige sjæles krinkelkrogede grå masse er en fantastisk kærlighedserklæring til menneskets bedste attributter.

---

Kort sagt:
George Millers melodiøse rejse ind i Konstantinopels fantastiske historier er en vidunderlig kærlighedserklæring til menneskets mest fundamentale, kommunikative kundskaber, fremvist med enorm visuel iderigdom og ankret af to af tidens bedste skuespillere, Idris Elba og Tilda Swinton.