KOMMENTAR. Er hovedrolleskuespillerne i Marvels superheltefilm rigtige filmstjerner?
Det er (igen) diskussionen på Filmtwitter og omegn, efter en relativt uskyldig udtalelse fra Quentin Tarantino trak overskrifter verden rundt og fik en af disse Marvel-stjerner (?) til at skyde tilbage.
For at tage den fra begyndelsen:
I podcasten ’2 Bears, 1 Cave’ var Tarantino forleden gæst, og her faldt snakken på Marvel, som instruktøren bekendtgjorde, at han ikke decideret har noget imod, men som han er ærgerlig over fylder så meget i filmkulturen – »at det er det eneste, der laves, og det eneste, der skaber rigtig begejstring hos fans og hos studierne, der laver dem«, som han sagde.
Han udbyggede sin analyse af Marvels verdensherredømme med pointen om, at superheltefilmene ikke gør deres skuespillere til stjerner.
»Skuespillerne (i Marvel-filmene, red.) er berømte. Men de er ikke filmstjerner. Captain America er stjernen. Jeg er ikke den første til at sige det, det er blevet sagt en trilliard gange«, sagde han og uddybede:
»Hvis en skuespiller i 2005 eller bare i 2009 var med i en film, der gjorde det så godt (ved billetlugerne, red.), som en Marvel-film gør det, ville den skuespiller være en ny stjerne (…) Hvilket betyder, at folk gerne vil se ham eller hende i noget andet bagefter. Sandra Bullock er med i ’Speed’, og alle synes, hun er fantastisk, og selvom hun laver nogle middelmådige film bagefter, ’The Net’ og sådan noget, vil folk se hende i de film også. Men sådan er det ikke i dag. Vi vil kun se den fyr spille … Wolverine eller whatever«.
Én af disse superhelteskuespillere er Simu Liu, der havde hovedrollen i en af de mindre succesfulde Marvel-film, ’Shang-Chi and the Legends of the Ten Rings’.
»Hvis de eneste gatekeepers til stjernestatus kom fra Tarantino og Scorsese, ville jeg aldrig have haft muligheden for at have hovedrollen i en film til over 400 millioner dollars«, tweetede han blandt andet.
Og fortsatte: »Jeg elskede også The Golden Age. Men den var hvid som bare pokker«.
Malplaceret
Det er en fair pointe, at det gamle Hollywoods stjernefabrik var bygget op om kridhvide skuespillere – et regime og paradigme, hvor homoseksualitet skulle holdes i skabet, og farvede skuespillere med få undtagelser var reduceret til biroller eller statister. Martin Scorsese, der er kendt som inkarneret Marvel-skeptiker, har rigtignok aldrig haft en sort hovedrolle i sine film.
Men derfra er Lius kritik underligt malplaceret.
For Tarantino har jo ret. Det har været en soleklar udvikling i Hollywood de seneste år, at det ikke længere er filmstjernerne, der med deres blotte navn trækker publikum i biografen, hvilket utvivlsomt spiller sammen med det store fokus på franchises de seneste årtier. Folk ser Marvel-film på grund af brandet og forhåndskendskabet til karaktererne, ikke fordi de vil se en bestemt skuespiller i aktion.
I Marvel-regi er Chris Hemsworth og Chris Evans store navne, men i det brede Hollywood-billede uden for superhelteuniverset er de dårligt nok a-listers. Ingen flokkes nødvendigvis for at se de film, de ellers medvirker i, og studierne ville aldrig bygge en stor dyr original film op om dem som hovedpersoner. Når en reel filmstjerne som Scarlett Johansson går ind i Marvel, er brandet stadig langt, langt større end hendes navn.
I den nuværende Hollywood-æra er det IP – Intellectual Property – der er stjernen. Harry Potter, Star Wars, D.C. Og det er slået fast mange gange, at filmstjernens æra er slut. Man har kaldt Leonardo DiCaprio den sidste filmstjerne – et unikum af en skuespiller, hvis film mange rent faktisk går ind og ser, bare fordi han er med. Fordi man ved, at han vælger sine film med så stor omhu, at det er noget særligt hver gang.
Der er selvfølgelig også andre store filmstjerner. Brad Pitt, Tom Cruise, Meryl Streep. Stjerner, der ikke altid på deres alene kan trække store mængder mennesker i biografen, men hvis navn på plakaten utvivlsomt hjælper på sagen.
Skuespillerne – også dem, der er mest kendt fra Marvel – har naturligvis stadig magt, i den forstand at de skaber genkendelighed, hjælper med at få finansiering på plads og kan være det ekstra skub, der får film med andre tiltrækkende kvaliteter endeligt ud over rampen.
Men generelt er det efterhånden sjældent, at det er skuespilleren, der har den største magt i filmens økosystem, når det kommer til at sælge biografbilletter. Det er Marvel et rigtigt godt eksempel på.
Filmstjernens comeback?
Derudover er Simu Lius lovprisning af Marvels bestræbelser på mangfoldighedsområdet også lovlig letkøbt. Det tog 10 år og 18 film, før der kom en Marvel-film med en sort superhelt i centrum. Det tog 19 år og 21 film, før der kom én med en kvindelig superhelt i centrum.
Siden er de kommet efter det, men at gøre Marvel til bannerfører for idealistisk fremhævelse af farvede skuespillere er alligevel på grænsen til det historieforvanskende. Ikke mindst fordi deres nuværende diversificering kommer i tråd med en lignende udvikling i resten af Hollywood.
Og hvorfor overhovedet blande race og mangfoldighed ind i en pointe fra Tarantino, som handlede om alt andet – og som nok mere end Liu var møntet på hvide skuespillere som førnævnte Evans og Hemsworth?
Man kan i øvrigt indskyde, at Quentin Tarantino havde sorte hovedroller i både sin anden og tredje film, ’Pulp Fiction’ og ’Jackie Brown’ i midt-90’erne. Så selvom både han og hans film sagtens kan diskuteres i forhold til blandt andet race og vold, er det måske heller ikke helt rimeligt at tage ham til indtægt for Hollywoods historiske hvidhed.
Til gengæld er det interessant, om filmstjernen som fænomen er ved at gøre comeback. I samspillet med skuespillernes sociale medier-personaer er der i hvert fald opstået en ny magt, som filmbranchen er akut opmærksom på. I dag bliver castings indimellem afgjort ud fra størrelsen på skuespillernes Instagram-following, og skuespillere som Timothée Chalamet og Zendaya virker mere som nye stjerner af den gamle skole, end vi har set de seneste årtier.
Når en absolut gennemsnitlig film som ’Uncharted’ for eksempel klarede sig godt box office-mæssigt, må årsagen ikke mindst tilskrives Tom Holland og hans eksplosive kombination af ’Spider-Man-’-berømmelse og charmerende mediepersona. Til gengæld har Chalamet-filmen ’Bones and All’ fået en sløv billetstart efter premieren i USA forleden, om end det kan skyldes mange forskellige ting.
Mens den generelle Marvel-stjerne er falmet en smule i deres (tiltagende smådesperate?) jagt på at udvide multiverset, er vi måske klar til en ny epoke, hvor man kan igen bygge film og kampagner mere op om skuespillerne end franchisen.
Men måske er det bare ønsketænkning, der også ville afstedkomme flere af de originale Hollywood-storproduktioner, som Tarantino med rette efterlyser.