Taylor Swift er i fuld gang med sin Oscar-kampagne for kortfilmen ‘All Too Well’ med Sadie Sink, der spås gode chancer i kategorien for bedste live action-kortfilm.
Men nu træder Swift også ind på den helt store scene som instruktør.
Ifølge Variety arbejder Swift på sin spillefilmsdebut som instruktør hos det prestigiøse produktionsselskab Searchlight Pictures, der tidligere har vundet Oscars med film som ‘Nomadland’ og ‘The Shape of Water’.
Filmen er baseret på et manuskript, Swift selv har skrevet, men der er endnu ingen forlydender om hverken handling eller cast. Så projektet må forventes at ligge en del år ude i fremtiden – Swift skal jo også bruge det meste af næste år på en særdeles omfattende nordamerikansk turné.
Swift har længe instrueret sine egne musikvideoer, hvoraf den 14 minutter lange kortfilm ‘All Too Well’ var blandt de mest ambitiøse.
Hun har også medvirket foran kameraet i en række højprofilerede Hollywood-film, senest David O. Russells ‘Amsterdam‘.
I år udgav hun det roste album ‘Midnights’, der har slået en række rekorder og som vi kårede som et af årets bedste udenlandske album.