’Babylon’: Cokeinduceret Hollywood-ekstravaganza med Margot Robbie og Brad Pitt er både rablende og rørende

’Babylon’: Cokeinduceret Hollywood-ekstravaganza med Margot Robbie og Brad Pitt er både rablende og rørende
'Babylon'. (Foto: Paramount Pictures)

Alle Damien Chazelles film handler om de personlige omkostninger af jagten på kunstnerisk storhed. Fra den fandenivoldske debut ’Whiplash’ over ’La La Land’ frem til ’First Man’ og nu det hedonistiske storværk ’Babylon’.

Hvor ’La La Land’ var en utilsløret romantisk hyldest til filmkunsten af 50’erne og 60’erne, udspiller ’Babylon’ sig som en formørket tvillingefilm med sin elegi over filmmediets død og genfødsel i overgangen fra stumfilm til talkies i sidste halvdel af 1920’ernes Hollywood.

I ’La La Land’ måtte karaktererne sætte hinanden over styr for at udleve deres drømme, for i sidste øjeblik – med en uforglemmelig blikudveksling – at genleve, hvad der kunne have været.

Modsat kommer langt de fleste af personerne i ’Babylon’ nærmest snublende til succes i en tåge af euforiserende stoffer og alkohol. Tømmermændene er dog hårdere end nogensinde før i Chazelles film, når alle de lykkejægere, der aldrig blev til noget, hele tiden spøger i baggrunden.

Gennembrudstalentet Diego Calva spiller den unge Manny Torres, der drømmer om en plads i det uhæmmede Hollywood. Han længes efter at være en del af noget større, at skabe noget af vedvarende betydning.

Og da han til en ekstravagant fest støder på den alkoholiserede skuespilleraspirant Nellie LaRoy (en funklende Margot Robbie), der håber på et gennembrud, og stumfilmsstjernen Jack Conrad (Brad Pitt), som har brug for Mannys hjælp, har han og LaRoy pludselig kurs mod drømmefabrikkens stjernehimmel.

‘Babylon’. (Foto: Paramount Pictures)

Det er en klassisk rise and fall-fortælling, der matcher ’The Wolf Wall of Street’ i både fortælletempo, humor, narkoindtag, kapitalkritik og spilletid (over tre timer!).

Her med skildringen af en tid, hvor de rigide Hollywood-hierarkier opløses, når først alkoholen flyder. Her kan man gå fra rendestenen til at være den nye it-girl i løbet af én aften, hvis bare man vil det nok, som LaRoy naivt siger. Men højt at flyve, dybt at falde.

De første godt og vel 40 minutter af det (over)ambitiøse epos – skudt på 35mm i blændende Cinemascope af virtuose Linus Sandgren – er dedikeret til den galskab, instruktøren påstår, at datidens Hollywood var rundet af.

Chazelle strør om sig med referencer til datidens stjerner, skandaler og filmkunst, og flere af filmens figurer er da også løst baseret på virkelige personer: Fra Brad Pitts Douglas Fairbanks- og John Gilbert-inspirerede leading man til Margot Robbies Clara Bow-baserede sexsymbol.

Der er ikke sparet på bræk, lort og pis, som står i stride strømme krydret med grafiske bunkepul, pruttehumor og morbid gore, når en fotograf dør af hedeslag, og en statist bliver spiddet af en lidt for livagtig rekvisit.

Det er alt for meget af det gode, men heldigvis toner filmen ned for den latrinære og kun glimtvist sjove tone, da Torres og LaRoy hver især finder fodfæste i Hollywood. Indtil tæppet bliver revet væk under dem med lydens komme i 1927, der indledte en kompliceret overgangsperiode i det spirende filmmekka i Los Angeles, hvor de færreste stjerner havde erfaring med at levere replikker, og de tekniske landvindinger til en start gjorde filmsproget tungt og klodset.

Babelstårnet styrtede i grus, og den hedonistiske Hollywood-boble bristede til fordel for politisk korrekthed og censur.

‘Babylon’. (Foto: Paramount Pictures)

Chazelle går en imponerende balancegang mellem kaotisk Hollywood-kritik og dybfølt hyldest til en svunden filmæra i skildringen af den abrupte overgang fra excentrisk gøglershow til organiseret milliardindustri.

Under den umiddelbare sensationalisme og dekadence ligger en rørende historie om filmmediet som en forevigelsesmaskine, der på magisk vis binder folk sammen og fortryller hverdagen. Kærligheden til celluloid er næsten på højde med ’La La Land’ – filmen skaber endda en klar forbindelse til forgængeren gennem Justin Hurwitz’ overlegne musik, der flere gange citerer ’La La Land’-sangene med et melankolsk twist.

’Babylon’ er en fortælling om celebritykulturens tidlige år, hvor verdenskendte skuespillere bliver ophøjet til spøgelsesagtige fantomer, der vil leve videre på lærredet længe efter deres død. Formet i Hollywoods magiske billede, der dog også har en afgrundsdyb skyggeside, som filmen insisterende dykker hovedkulds ned i.

Her er særligt meta-castingen af Brad Pitt genial. Man mærker virkelig, hvordan Conrad-karakteren overlapper med Pitts egne erfaringer fra et kuldsejlet privatliv i berømmelsens søgelys. Udødelig og dødelig på samme tid. Og Margot Robbie er umulig at tage øjnene fra som en energibombe, der brænder sit lys i begge ender i jagten på berømmelse.

‘Babylon’. (Foto: Paramount Pictures)

’Babylon’ er samtidig en klar kritik af Hollywood-maskineriets systematiske udnyttelse af arbejdskraft – særligt sorte. Chazelle sidestiller morsomt filmproducere med rablende gangstere (Tobey Maguire i en vanvittig cameo), som vil gøre alt for at tjene penge og altid har en god ide til noget endnu mere freaky, man kan udstille for masserne.

Det er let at udpege alt det, der ikke fungerer i filmen. De melodramatiske scener, de skøre (ofte overflødige) digressioner og den ikke helt velsmurte romance mellem Robbie og Calva. Til tider føles filmen som instruktørens tre timer lange coke-rant om Hollywoods storhed og fald til en efterfest, der for længst burde være slut. Men det er en del af charmen, at formen matcher periodens overdrev.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og som en slags moderne ’Heaven’s Gate’ er det ikke utænkeligt, at filmen med årene vil vokse til klassikerstatus, selvom den er floppet noget så grumt ved billetlugerne i USA.

Det er på en måde også en pointe, som ekkoer filmen: I den ekstatiske slutning, der er en slags omvendt spejling af ’La La Land’-slutningen, viser Chazelle, hvordan filmmediet – trods mange årtier med spådomme om undergang – altid har rejst sig fra asken som en Fugl Føniks.


Kort sagt:
Damien Chazelle har lavet sin hidtil mest ambitiøse film med den lige dele rablende og rørende ’Babylon’ om overgangen fra stumfilm til talkies i 1920’ernes Hollywood. Et overflødighedshorn af pis, lort, bræk og massevis af stoffer, men også en dybtfølt hyldest til filmmediets magi.

’Babylon’. Spillefilm. Instruktion: Damien Chazelle. Medvirkende: Diego Calva, Margot Robbie, Brad Pitt, Jean Smart, Jovan Adepo, Li Jun Li, Spike Jonze, Tobey Maguire. Spilletid: 189 min. Premiere: I biograferne 19. januar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af