’Den store stilhed’: Dansk debutfilm er en urovækkende og rørende klosterthriller
Uroen ulmer allerede fra anslaget i en krydsklipning mellem søster Almas stille aftenbøn ved sin seng og en bil, der bumler afsted på en grusvej, gennem en mørk skov kun oplyst af de hidsige billygter.
I bønnen beder søster Alma for en mand, men hun beder samtidig for, at han skal holde sig væk.
’Den store stilhed’ er Katrine Brocks’ spillefilmdebut, og inspirationen til fortællingen er hentet fra hendes egen opvækst i et kristent bofællesskab. Filmen udspiller sig i et moderne katolsk kloster, hvor vi følger søster Alma, som snart skal aflægge sit evige løfte og dermed vie resten af sit liv til Gud.
I klosteret, Søstrene af det evige lys, fører søster Alma et stille liv hengivet til bøn og omsorg for sine medmennesker. Nonnerne lever i en forudsigelig og fredelig rytme, der dog sættes på prøve af larmende håndværkere, som arbejder på en stor vandskade i klostrets kapel.
I den ellers insisterende stilhed under fællesbønnen i kapellet falder dråber fra det vandskadede loft ned i de næsten fyldte plastikspande. Vandskaderne har dannet plamager i loftet, som ligner betændte sår, der kan åbne sig når som helst.
Midt i besindelsesdagene, som er dedikeret til ro og eftertænksomhed, dukker Almas bror Erik uanmeldt op i ugen op til løfteafgivelsen. Den milde søster Miriam giver ham lov til at overnatte i klosteret, eftersom han er søster Almas eneste familie. Men Alma er anspændt og afvisende.
Søster Miriam har øje på det uforløste forhold mellem de to søskende, og hun opfordrer søster Alma til at komme Erik i møde. Deres far er død og har ikke efterladt en øre til Erik, men har derimod testamenteret alt til søsteren. Erik er kommet for at få sin andel af arven, men søster Alma har doneret den til klosteret, så vandskaden kan blive udbedret.
Erik har forsøgt at opsøge sin søster, men hun har med sin indtræden i klosteret fået nyt navn og givet afkald på sine ejendele. Det er en ny start – en genfødsel.
Mens hun med troen har lagt afstand til livet før klosteret, er Erik mærket og tynget af deres fælles familiære fortid. Med sit tidligere alkoholmisbrug ligner Erik den fortabte søn ved siden af sin fromme søster. Men med brorens ankomst vokser en bitter ængstelighed i søster Alma, og hendes tro udfordres op til det endelige løfte.
Erik vil tale om fortiden, og søsterens forsøg på at imødekomme ham er klodset og krampagtigt. For at bevise sin støtte til Erik fortæller søster Alma, at hun har bedt for ham. En form for støtte, som Erik ikke har særlig meget tilovers for.
Langsomt løftes sløret for, hvad der går forud for Almas indestængte og afvisende karakter og Eriks misbrug. Selvom filmen bygger spændingen op omkring afsløringen af, hvad der har skabt de uforsonlige følelser i familien, så er den mindst lige så interesseret i den følelsesmæssige rejse for søster Alma – i hendes indre kamp mellem blodsbånd og ånd, skyld og tilgivelse, fortabthed og mening.
Gennem hvilende indstillinger af de stillestående omgivelser, som den grønne gård, klosterets tomme gange og Jesus, som øjet på væggen, fremhæves klosterlivets ro og kontrol. Men i de dvælende billeders stilstand lurer konstant en uro, og som dramaet tager til, bliver klostrets virkelighed mere forvrænget for søster Alma.
Med sin behandling af temaer som skyld, fejlbarlighed og anger undersøger filmen, hvor tilgivelse skal komme fra. Den diskuterer den kristne tros løfte om frelse, og håbet om at finde meningen med de uforståelige og tragiske hændelser i livet gennem troen. Uden at prædike eller fordømme berører den både troens begrænsninger og potentialer i søster Almas kamp med sig selv, sin bror og sin tro.
Kristine Kujath Thorp rammer med stor overbevisning de modstridende følelser i rollen som den fromme, men indestængte søster Alma, Elliot Crosset Hove er rørende som den fortabte bror, og Karen-Lise Mynster udstråler almoderlig varme som søster Miriam.
Med en velkomponeret billedside, indfølende skuespilpræstationer og en fortælling om det fejlbarlige i mennesket har Katrine Brocks begået en mere end overbevisende debut.
Kort sagt:
Katrine Brocks spillefilmdebut er både en urovækkende thriller og en rørende fortælling om tro, skyld og tilgivelse.