Får vi danske Oscar-nomineringer på tirsdag? Soundvenues filmredaktør vurderer chancerne

Det kræver held i sprøjten, hvis de danske film skal løbe afsted med Oscar-nomineringer i år.
Får vi danske Oscar-nomineringer på tirsdag? Soundvenues filmredaktør vurderer chancerne
Thomas Vinterberg vandt den seneste danske Oscar, for 'Druk' i 2021. (Foto: Chris Pizzello-Pool/Getty Images)

Tre danske film – og en halvdansk – er i spil, når årets Oscar-nomineringer annonceres tirsdag eftermiddag dansk tid.

Ali Abbasis persisksprogede seriemorderfilm ’Holy Spider’ er årets danske udspil i kategorien Bedste Internationale Film.

Simon Lereng Wilmonts ’A House Made of Splinters’ om et børnehjem i Østukraine kandiderer til Bedste Dokumentar, og det samme gør ’The Territory’ om skovhuggere og oprindelige folk i Brasilien, en film produceret af danske Sigrid Dyekjær.

Og endelig kandiderer Anders Walters ’Ivalu’ om en grønlandsk pige, der leder efter sin forsvundne storesøster, til kategorien Bedste liveaction-kortfilm.

Alle fire film er kommet igennem første nåleøje og er udvalgt til de shortlists på 15 film, som blev annonceret i december. Nu skal 10 film sies fra, så kun de fem nominerede står tilbage. Og hvad er så de danske chancer?

Jeg vurderer dem her kategori for kategori, mens vi naturligvis også skal heppe på den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen, der forrige år var nomineret for ’Sound of Metal’ og nu har en pæn chance for at gentage kunsten for sit arbejde på ’The Banshees of Inisherin’.

‘Holy Spider’. (Foto: Nadim Carlsen)

’Holy Spider’

Der har været international bevågenhed om ’Holy Spider’, siden den fik verdenspremiere på Cannes-festivalen i maj og her løb afsted med prisen for bedste kvindelige skuespiller til Zar Amir-Ebrahami, der spiller journalisten, som kommer på sporet af en morder, der går målrettet efter prostituerede.

Filmen blev ikke mindre aktuel, da kvindeoprøret i Iran tog fart i slutningen af året, og den har således en tematisk nerve, der sagtens kan bringe den langt i Oscar-sammenhæng.

Men … Desværre er der en række film, som umiddelbart står foran ’Holy Spider’, når feltet skal indsnævres til fem kandidater.

Netflix’ tyske krigsfilm ’All Quiet on the Western Front’ virker selvskreven (ikke mindst efter historiske 14 nomineringer ved den britiske BAFTA), og ’Argentina, 1985’ om en retssag mod landets militærregime virker til at have momentum, blandt andet med en Golden Globe-sejr i bagagen.

Derudover er der den anerkendte sydkoreanske instruktør Park Chan-wooks roste ’Decision to Leave’ og den følsomme belgiske coming of age-historie ’Close’, der begge virker til at ligge relativt lunt i svinget. Det levner én plads tilbage.

‘All Quiet on the Western Front’. (Foto: Reiner Bajo/Netflix)

Desværre er der også flere andre film med et påtrængende kandidatur. Alejandro Gonzalez Iñarritu har mødt en del modstand for sin lange selvbiografiske Netflix-film ’Bardo’, men han er alligevel et kæmpe navn, der kan få stemmer alene på den konto.

Frankrigs ’Saint Omer’ og den polske æselfilm ’Eo’ af veteranen Jerzy Skolimowski har stærke fortalere. Østrigs ’Corsage’ med Vicky Krieps og Irlands ’The Quiet Girl’ er farlige outsidere.

I den benhårde konkurrence har den fremragende ’Holy Spider’ to Oscar-forbundne akilleshæle. Dels er det en meget mørk og ubehagelig film, der blandt andet dvæler ved de prostitueredes dødsøjeblikke, hvilket utvivlsomt vil frastøde nogle akademimedlemmer. Dels er det en film, der vækker forargelse, men ellers ikke spiller på de store varme følelser.

Begge disse dimensioner kan sommetider overkommes netop i feltet for de ikke-amerikanske film, som er Akademiets mulighed for at vise, at de godt begriber den store kompromisløse filmkunst fra Europa og omegn. Samtidig er der kommet mange flere internationale medlemmer de seneste år, som nok godt kan kapere Abbasis samfundskritiske fortælling.

‘Decision to Leave’. (Foto: Camera Film)

Men ’Holy Spider’ er ikke en film, man nødvendigvis føler varm kærlighed for holdt op mod nogle af de andre kandidater, der sætter sig i hjertet på en anden måde. Der er da også meget få af de amerikanske Oscar-eksperter, der spår en nominering til den danske film.

Kategorien for Internationale Film er dog ofte garant for overraskelser, så chanceløs er filmen bestemt ikke. Akademimedlemmerne skal have set alle 15 film for at stemme i kategorien, og The Wraps Oscar-ekspert Steve Pond vurderer, at der sandsynligvis er under 1000 akademimedlemmer, der stemmer i kategorien.

Der skal altså ikke vildt mange stemmer til for at tippe vægtskålen i den ene eller anden retning.

Bliver den nomineret? Formentlig ikke.

‘A House Made of Splinters’. (Foto: CPH:DOX)

’A House Made of Splinters’ og ‘The Territory’

Ligesom Bedste Internationale Film hører dokumentarfeltet til et af de sværeste at forudsige. Akademiets præferencer viser sig ofte at ligge helt andre steder end kritikernes og eksperternes gæt.

Med sin rørende fortælling om børn på et børnehjem i Ukraine rammer ’A House Made of Splinters’ både en følelsesappel og en aktualitet, der kan bringe den langt. Det vil således ikke være helt sensationelt, hvis den kommer med blandt de nominerede – men samtidig kan vi lige så godt afstemme forventningerne og slå fast, at det bliver svært.

En længere række højprofilerede film byder sig nemlig til. ’All That Breathes’ om to brødre, der prøver at redde en sjælden fugl fra Delhis akutte forurening og kaos. ’Fire of Love’, en utrolig og smuk fortælling om to vulkanologers livsfarlige passion. Og ’All the Beauty and the Bloodshed’ om kunstneren Nan Goldings kamp mod et farmaceut-dynasti, der var medansvarlig for den amerikanske opoid-katastrofe – en film, der vandt Guldløven på Venedig.

‘The Territory’. (Foto: PR)

Jeg har svært ved at se, at akademiet kan komme uden om denne opsigtsvækkende trio. Og mon ikke også ’Navalny’ om den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj indlemmes – en utroligt medrivende og foruroligende film, der meget aktuelt handler om konsekvenserne af modstand mod Putin.

Så er der en plads tilbage, og her er både ’A House Made of Splinters’ og ’The Territory’ – også en aktuel film i lyset af begivenhederne i Brasilien den seneste tid – i spil. Det samme er dog den Obama-producerede ’Descendant’, Matthew Heinemans Afghanistan-film ’Retrograde’, Bowie-filmen ’Moonage Daydram’ og Leonard Cohen-filmen ’Hallelujah’. Særligt den første – om efterkommerne af slaver i Africatown, Alabama – er et stærkt kort.

‘Fire of Love’. (Foto: PR)

Det er de 648 medlemmer af akademiets dokumentarfløj, der stemmer om nomineringerne, og hvis de alle stemmer, skal der kun 108 stemmer til for at opnå en nominering. Der er vel 10-15 danske dokumentarfolk i akademiet, så det er jo allerede en god begyndelse!

En af USA’s førende Oscar-eksperter, Indiewires Anne Thompson, tror på, at ’A House Made of Splinters’ klarer cuttet, og lad mig da bare gå med på optimismen.

Bliver ’A House Made of Splinters’ nomineret? Med lidt held får den yderste mandat!

Og hvad så med ’The Territory’? Hvis ’Splinters’ kommer med, er løbet nok kørt for ’The Territory’.

‘Ivalu’. (Foto: M&M Productions)

’Ivalu’

’Ivalu’-instruktør Anders Walter har tidligere vundet en Oscar i kortfilmkategorien for ’Helium’, og producer Kim Magnusson har som ingen andre danskere en evne til at skubbe sine film ind i det fine selskab i netop den kategori. Han har vundet prisen to gange og været nomineret yderligere fem, senest sidste år med ’On My Mind’.

Det betyder ikke, at duoen er selvskreven til at gentage succesen i år med filmen om en pige, der følger efter en ravn gennem det barske landskab i sin bekymrede søgen efter sin forsvundne storesøster ud for en lille grønlandsk bygd. Omvendt ved de, hvad der skal til for at føre en god kampagne, og eftersom der ikke skal mere end 400 stemmer til for at få en nominering i hus, kan det bestemt gøre en forskel.

Jeg har ikke set de andre 14 shortlistede kortfilm, så jeg kan ikke afvise, at der er fem uomgængelige perler iblandt. Men ’Ivalu’, der er baseret på en tegneserie af Morten Dürr og Lars Horneman, lever højt på guddommelige billeder fra Grønland og en følelsesladet historie om tabt barndom og uskyld i lyset af Grønlands massive problemer blandt familier og unge. Tematikken er utroligt barsk, men formidlingen poetisk og emotionel, og den kombination kan meget vel gå rent ind hos akademiet.

Der er ikke mange af de amerikanske Oscar-eksperter, der spår en nominering til ’Ivalu’, men altså … i kortfilmkategorierne skal man ikke lægge alt for meget i den slags.

Jeg kan sagtens se for mig, at ’Ivalu’ hiver en nominering hjem.

Bliver den nomineret? Her er vores bedste danske Oscar-chance – jeg tror på det!

Bundlinjen

De seneste to Oscar-årgange regnede man med én eller flere nomineringer til henholdsvis ‘Druk’ og ‘Flugt’, ja, alt andet havde været en skuffelse.

Sådan er det ikke i år. Ingen af de danske film hører til blandt favoritterne, og vi skal derfor snarere se det som en positiv overraskelse, hvis vi får en eller flere nomineringer med hjem på tirsdag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af