‘If These Walls Could Sing’: Noel Gallagher, Paul McCartney og Elton John leverer veloplagte Abbey Road-anekdoter i ny dokumentar
»Mit musikalske sprog og min frisure er begge født i dette lokale«
Således udtaler Noel Gallagher, da han sidder i Abbey Roads berømte Studio 2, hvor The Beatles lavede alle deres indspilninger. Et band, der om nogen har inspireret den britiske sangskriver – både som soloartist og i de berømte år med Oasis.
Gallagher er en af flere talking heads, som kommer med veloplagte anekdoter fra det velrenommerede studiekompleks med den verdensberømte fodgængerovergang i London-bydelen St. Johns Wood.
Det er Mary McCartney – Pauls datter – som står bag dokumentaren, og hendes personlige indgangsvinkel er med til at holde ‘If These Walls Could Sing’ vedkommende og undgå, at filmen slingrer fortaber sig i teknik og indspilningsgrej for nerds only. Hvilket bestemt var en mulighed med Abbey Roads mere end 90-årige historie og de teknologiske landvindinger taget i betragtning.
Fokus er på menneskene og de oplevelser, der har udviklet dem som kunstnere.Naturligvis ligger en del fokus på farmand Paul, som jo også må betegnes som studiets nok vigtigste kunde. Det lyser ud af den gamle eks-Beatle, hvor meget han føler sig hjemme i Abbey Road, og han genfortæller historien om, hvordan bandet for alvor udviklede sig, da de fordybede sig i pladeprocessen med ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ (1967).
Med et lydstudie, der er så forankret i den engelske musikhistorie, er det et velovervejet og sympatisk træk fra McCartneys side at rette fokus på, hvordan Abbey Road ligeledes åbnede sine døre for verdensmusikken.
Foruden optagelser med den nigerianske afropop-legende Fela Kuti, stifter vi ligeledes bekendtskab med den indiske musiker Suvi Raj Grubb. I øvrigt i en sekvens med split-screens af arketypiske symboler fra ‘merry old England’ såsom distingverede herrer iført bowlerhatte, dobbeltdækkerbusser og poloryttere.
Abbey Road er ikke blot et imødekommende rum for borgerne i det hedengangne Commonwealth. Det er også stedet for nogle yderst prominente klassiske indspilninger – og én af disse er sågar årsagen til, at studiet stadig eksisterer.
I 1979 dominerer punk den britiske musikscene, og selv hvis de forskellige bands havde haft likviderne, var der ikke prestige i at indspille i et studie associeret med fordums store rocknavne,
Ergo er der krise i Abbey Road, som er nødt til at sælge ud af diverse indspilningsudstyr for at holde skindet på næsen.
Men så beslutter filmkomponisten John Williams sig for, at det da kunne være en fin idé at indspille scoret til næste filmprojekt der, nu da han har hørt, at Studio 1 skulle egne sig fortrinligt til orkester-optagelser.
Således bliver lydsporet til ‘Raiders of the Lost Ark’ (1981) indspillet i Abbey Road, og mens den udødelige Indiana Jones-fanfare stadig gjalder, har George Lucas allerede booket studiet til indspilningen af musikken til ‘Return of the Jedi’ (1983).
Vi får også indsigt i et andet berømt filmscore, nemlig James Bond-filmen ‘Goldfinger’ (1964), hvor den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page medvirkede som teenager.
Han er ikke den eneste prominente ‘session player’, der havde sin læringstid i Abbey Road, før karrieren i eget navn fik luft under vingerne. Til den fyrstelige sum af 12 pund indspillede en 20-årig Elton John klaver på en single:
»Det var lugten af ærefrygt over at være her, der tvang mig til at være god og levere varen på tre timer«.
‘If These Walls Could Sing’ lever virkelig i nærværet af disse fortællinger, og om end der også er korte indslag med John Legend og Kanye West, kunne man godt have ønsket sig, at Mary McCartney have vægtet de senere år (og historier) i Abbey Road lidt mere. Nu hvor man får indtryk af, at studiet har fulgt med tiden og fortsat lægger lokaler til nye indspilninger.
Selvom det er hyggeligt at høre på Paul McCartney og Giles Martin (søn af The Beatles-producer George Martin), bringer deres fortællinger ikke nævneværdigt nyt til bordet.
Kort sagt:
Ny dokumentar om Abbey Road byder på et væld af veloplagte anekdoter, hovedsaligt fra det berømte pladestudies mest prominente kunder.