Robert Pattinson er vant til at skulle være i god form til sine roller, senest med ‘The Batman’, der krævede, at skuespilleren omlagde sin kost og trænede ekstraordinært meget for at opbygge en passende muskelmasse til karakteren.
Men det markante fokus på at være veltrænet har en pris, fortæller Pattinson i et interview med magasinet ES: »Selv hvis du holder øje med dit kalorieindtag, er det stadig utroligt vanedannende. Og man indser ikke helt, hvor skummelt det er, før det er for sent«, siger Pattinson.
Skuespilleren fortæller, at han aldrig har haft problemer med sit eget kropsbillede, men at han heller aldrig har haft mulighed for at have en konsistent vægt eller diæt.
»Engang spiste jeg intet andet end kartofler i to uger, som en form for detox. Bare kogte kartofler og pink Himalayasalt. Det er åbenbart en form for rensning. Man taber sig i hvert fald«, fortsætter han.
Han har også forsøgt andre diæter som keto, fortæller han: »Jeg tænkte: ‘Åh, er der en diæt, hvor man kun spiser charcuterieplatter og ost hele tiden?’ Men jeg indså ikke, at man ikke må drikke øl, fordi det fuldkommen undergraver formålet«.
Pattinson fortæller, at hans mål for 2023 er at forsøge sig med en regelmæssig diæt.
Skuespilleren vakte opsigt, da han i et interview med magasinet GQ op til premieren på ‘The Batman’, fortalte, at han faktisk stort set ikke trænede:
»Jeg tror, at hvis man træner hele tiden, så er man en del af problemet. Man sætter en præcedens. Ingen gjorde det i 70’erne. Ikke engang James Dean var særligt ripped. Jeg gør bogstavelig talt ikke særligt meget«, udtalte Pattinson.
Han trak senere i land med kommentaren, og fortalte, at han selvfølgelig var nødt til at træne for at kunne spille Batman.
Pattinson er aktuel næste gang i Bong Joon-hos ‘Mickey 17’, der er planlagt til premiere i 2024.