’Lockwood & Co.’: Hjemsøgt bestseller-serie har gys, action, mystik og humor i overflod
En af de unge læseres yndlingsforfattere, Jonathan Stroud, har endelig fået en serieoverhaling.
Desværre må fans af Bartimaeus-trilogien samt ’The Outlaws Scarlett and Browne’ væbne sig med lidt mere tålmodighed (begge serieudgaver står som ’in development’ på IMDb, så der er håb forude), men lad os nu ikke være utaknemlige.
Godt nok kan jeg ikke personligt kommentere lige præcis Lockwood-bøgernes kvalitet, men Strouds andre værker (og lige knap 1.500 Amazon-anmeldere) var blåstempling nok til, at jeg var meget interesseret i den nye Netflix-serie. Og nu, otte afsnit senere, kan jeg heldigvis slå fast, at den ikke skuffer.
’Lockwood & Co.’ henvender sig til det brede YA-segment, hvor det ikke skal være for højtravende eller selvhøjtideligt, men quirky, sjovt og lige præcis farligt nok til, at man en gang imellem læner sig frem på kanten af stolen.
Vi befinder os i en alternativ udgave af nutidens London. For 50 år siden blev verden ramt af en katastrofe, man i dag kalder ’The Problem’. Hvad, hvordan og hvorfor er uklart (og angiveligt et mysterium, der vil blive udforsket nærmere i senere sæsoner, hvis de skulle materialisere sig), men det korte af det lange er, at der nu findes en ny profession: spøgelsesjægere.
For onde ånder, der dræber ved berøring, hærger gaderne, og kun nogle få heldige (eller uheldige, afhængigt af hvordan man ser på det) unge mennesker har det påkrævede talent til at se og høre dem. Derfor er de her junior ghostbusters i ret høj kurs.
Lucy, George og Anthony, der sammen udgør den lille spøgelsesjagende startup Lockwood & Co., er desperate efter den næste store opgave, så de kan undgå en falliterklæring og et liv som hjemløse – men der går ikke længe, før de formår at vikle sig ind i sager, der er langt farligere end et par knotne gespenster, og med tråde, der fører helt tilbage til begyndelsen af The Problem.
Elsker man en god krimi, men har altid syntes, at der manglede spøgelser, jernlænker, kårder og saltbomber, så er man kommet til det rette sted.
’Lockwood & Co.’ er en Conan Doyle’sk whodunnit-thriller blandet med et generøst stænk paranormalt actiongys, og det er svært ikke at være enormt underholdt undervejs (sæsonen er en kombination af de første to bøger).
Mysterierne, vores hovedpersoner skal løse, ville nok ikke tage sig så godt ud sammenlignet med et Chandler eller Le Carré-værk, men man føler sig ikke desto mindre godt fænget af historien, universet og de mange skjulte hemmeligheder.
Som det dog ofte er med detektivgenren, selv den paranormale af slagsen, er der nogle faldgruber, serien ikke helt lykkes med at manøvrere udenom. Karakterudviklingen virker til at have været en andenprioritet – enten karikeret, forsømt eller forhastet – og det går særligt ud over Lucy, når vi med lysets hast suser igennem hendes oprindelseshistorie og dybe venskab til kollegaen Norrie.
Visse vendepunkter i plottet kommer for uorganisk og belejligt, som var det en kavalkade af nøje opstillede dominobrikker. En tveægget kliché inden for genren, for man gider jo ikke trawle igennem adskillige afsnit fyldt med blindgyder og kolde spor. Men nogle gange ville det bare også være rart, hvis hovedpersonerne ikke snublede over tre forskellige spor, der tilfældigvis kunne følges op på henholdsvis klokken 20, 22 og 23.30 samme aften.
Og så er der den forbandede kårde, som jeg efterhånden udviklede et love-hate-forhold til. Det er da fedt, at vores helte render rundt på Londons gader som De Tre Musketerer, og jeg forstår godt, at metallet fungerer som et spøgelsesuddrivende værktøj … men det slår vel alt andet lige ikke en pistol, når man er i kamp mod andre mennesker … Fægtesekvenserne er flotte, men man skal ikke tænke for længe over dem.
Kort sagt:
’Lockwood & Co.’ er en underholdende filmatisering af bogserien af samme navn. Lidt for forudsigelig og belejlig i plotkoderne, men der er både gys, action, mystik og humor til overflod.