’You People’: Eddie Murphy og Julia Louis-Dreyfus stjæler spotlyset i ny Netflix-komedie
»Du er en hvid jøde fra det vestlige L.A. Hvad ved du om kultur?«, lyder det småhånligt fra den kvindelige date, som Ezra (Jonah Hill) sidder over for på en mindre romantisk jødisk deli.
Ezra, der både er tatoveret og har (af)bleget hår, en stor affektion for sneakers og et jammerligt job i finansverdenen, har nemlig et hjerte, der banker for sin podcast ’Mo And E-Z Show’, hvor han sammen med en god ven diskuterer kultur. Men det kan man ikke leve af, mener daten i hvert fald.
Hendes reaktion tynger ham, skønt daten mest var en gestus for at tilfredsstille sin jødiske familie. For finder han mon nogensinde det, han søger: En kvinde, der forstår ham? Og vil han hele sit liv blive sat i bås som »hvid jøde«?
’You People’ er en pladderromantisk Netflix-film, og plottet er bestemt ikke originalt: Mand leder efter kærligheden og finder den i en kvinde, der tilhører en anden kultur og klasse, hvilket samfundet har svært ved at acceptere. En smule banalt.
Til gengæld er filmen – Jonah Hills førsteelskerdebut – overraskende vittig, til tider skarp og med nogle fine tanker om skæringspunktet mellem to kulturer.
Et af nøglepunkterne er mødet med filmens flamme. Ezra kaster sig ind i en bilført af en sort kvinde (Lauren London) i antagelsen af, at det er hans Uber. Det er det ikke. I stedet tilhører bilen Amira, en trodsig ung kvinde, der arbejder som kostumedesigner. Efter lidt håndgemæng ender de to på date. Hun har præcis samme problemer som Ezra. Et liv sat i bås. Og ja, seks måneder efter skal de giftes. Et lettere klodset filmisk spring, men tid spilder filmen ikke til at begynde med.
Det er i sekvenserne nær brylluppet, at filmen fungerer bedst. Her lader sitcom-instruktøren Kenya Barris (’Black-ish’), der også har skrevet manuskriptet sammen med Jonah Hill, sit fremragende cast løbe løbsk, så karakterernes kulturelle forskelle bliver taget så langt over grænsen, at tæerne krummer.
Blandt andet når faren til Amira, spillet af Eddie Murphy – en slags pendant til Robert De Niro i ’Meet the Parents’ – vil gøre Ezras livet så besværligt som muligt. Det gør han blandt andet ved at invitere sig selv med til Las Vegas på polterabend, hvor Ezra pludseligt befinder sig i en situation, hvor han rystende som et espeløv skal forklare, hvorfor han ikke har skidt i bukserne af for meget kokain, da han sidst var i Las Vegas. Det lyder jo som en sand Frank Hvam-situation.
Mest pinlig er moren til Ezra, spillet af Julia Louis-Dreyfus, der rammer rollen som hvid, overinteresseret og overforstående over for sortes problemer lige i røven. Det er uden tvivl de to garvede skuespillere, der stjæler spotlyset.
Et af filmens højdepunkter er, da Ezra inviterer Amira hjem for at møde sine forældre for første gang. Ezras mor bliver ved med at komplimentere Amira for hendes afrikanske træk, taler om politibrutalitet over for sorte, og om hvordan alle, og ikke kun atleter, bør knæle under nationalsangen. »Jeg skal have sorte børnebørn!«, jubler hun.
Ezras far, spillet af en afslappet, klaverspillende David Duchovny, er heller ikke til megen hjælp. »Jeg kan godt lide dine fletninger«, siger han og fortsætter: ”Xzibit havde fletninger. Kan du huske showet ‘Pimp My Ride?’ Det var et fantastisk show«, siger han for at lette stemningen. Det virker sjovt nok ikke.
På mange måder er ’You People’ et nyt take på filmen ’Guess Who’s Coming to Dinner’ fra 1967, hvor en ung hvid kvinde (Katharine Hepburn) kommer tilbage fra en tur til Hawaii med en ældre sort mand (Sidney Poitier). Det filmkoncept blev også fortolket i 2005 med filmen ’Guess Who’, dog var det her kvindebedåreren Aston Kutcher, der kom hjem til en sort amerikansk svigerfamilie med en meget skeptisk svigerfar.
’You People’ kombinerer de to elementer. Her ser man begge dele af familien i en velklippet kombination af ’Meet the Parents’ og ’Meet the Fockers’, og særligt de morsomme dialoger gør filmen seværdig.
Udover de banale handlingstråde lider filmen dog af mange filmtekniske sygdomme som ujævne klip, tvivlsom brug af greenscreen (særligt i scener med Eddie Murphy – måske kunne han ikke lige den dag, de filmede) og den såkaldte blue/orange color grading, som kan få selv de bedste film til at ligne en billig sitcom.
Efter 80 minutter begynder fortællingen at træde vande, og replikkerne bliver mere forcerede og irriterende. Vi er væsentligt tættere på Kutcher end Hepburn. Man efterlades med en jævnt underholdende, men hurtigt glemt filmoplevelse.
Kort sagt:
’You People’ er en udmærket og underholdende komedie, der fungerer bedst i dialogen og takket være dens fremragende cast ført an af Julia Louis-Dreyfus og Eddie Murphy. Men den er også banal – og hurtigt glemt.