‘Red Rose’: Psykologisk gyserserie på Netflix burde anmeldes i to dele
’Red Rose’ er en serie, som burde anmeldes i to dele.
I de første to afsnit blev jeg rørt, skræmt og solgt. Præmissen minder om mit måske yndlingsafsnit af ’Black Mirror’, ’Shut Up And Dance’ fra sæson 3. En ond vilje får adgang til al data på en teenagers telefon og bruger det til at afpresse dem i et foruroligende cyberhorrormareridt.
Serien er skabt af Michael og Paul Clarkson, som var er medforfattere på ’The Haunting of Bly Manor’. I ’Red Rose’downloader Rochelle (Isis Hainsworth) appen Red Rose, der lover hende at være en ven. Den spørger: Hvordan har du det? Og opfordrer hende til at afgive tre ønsker.
Rochelle og hendes slæng, som i troværdig teenage-stil kalder sig for Dickheads, er fra Nordenglands arbejderklasse, og særligt Rochelle er vant til at tage voksenansvar derhjemme, hvor hun passer sine små søskende, mens hendes enlige far er på arbejde. De klarer sig altid lige akkurat, eller lige knap, og Rochelle skammer sig så meget over hjemmet, at hun ikke engang vil have sin bedste veninde Wren på besøg.
Da slænget har overstået de afsluttende eksaminer i highschool, føles det ikke ligefrem, som om verden ligger åben – men snarere som at deres verden begynder at lukke sig om dem. Så da Red Rose sørger for, at der hænger en smuk, ny glimmerkjole på tørresnoren til Rochelle, er det let for hende at give sin hen til ideen om en anonym skytsengel.
Og så er hun i kløerne på den dæmoniske app. Gennem de to første afsnit følger vi Rochelles drastiske adfærdsændring indtil hendes – tilsyneladende – selvmord. Det går hamrende stærkt og sætter vigtige refleksioner i gang om socialklasse som noget, der allerede har afgjort din skæbne fra fødslen, og psykisk sygdom og vold som klasseproblemer. Rochelle skildres stærkt og dynamisk i en kraftpræstation af dygtige Isis Hainsworth, kendt fra blandt andet ’Catherine Called Birdy’.
Vigtigst af alt får man et oprigtigt uhyggeligt psykologisk gys, der tapper ind i den moralske panik, der har omgivet internetfænomener såsom Blue Whale Challenge i 2016 og Momo Challenge i 2019. Selvom Red Rose ikke er den første serie til at gøre det, er det stadig uhyrligt spændende, for panikken over diabolsk datamisbrug bunder i en ret dyb, reel frygt, fordi vi alle jo rent faktisk bliver manipulerede af vores telefoner. Hele tiden. Algoritmen kender vores dybeste ønsker og hemmeligheder. What’s not to fear?
Men Rochelles historie er egentlig bare en slags udvidet prolog. I de følgende seks afsnit forsøger de efterladte Dickheads, i samarbejde med den socialt udstødte koder Jaya (Ashna Rabheru), at opklare mysteriet om Red Rose og dens ofre. ’Selvmordene’ blandt appens brugere ser mistænkelige ud, og Jaya finder hurtigt ud af, at koden ikke opfører sig almindeligt.
Fra afsnit tre bliver der skruet væsentligt ned for tempoet, og det psykologiske gys bliver erstattet af en mere konventionel krimispænding, som tager brodden af uhyggen.
Rochelle erstattes som hovedperson af Wren (Amelia Clarkson), der ikke er en nær så interessant karakter. Og fordi hun kun downloader Red Rose for at få svar på, hvad der i virkeligheden skete med Rochelle, får den ikke ægte lov at stige hende – eller seeren – til hovedet.
Det bliver også fastslået, at ingen af Red Roses ofre reelt har begået selvmord, men at de er blevet myrdet af onde bagmænd. Og det er jo ikke, fordi det ikke er skræmmende at blive jagtet af morderiske galninge. Det er bare ikke nær så slemt som erkendelsen af, at du ethvert øjeblik kan miste kontrollen over dig selv.
Der er stunder undervejs i vennernes efterforskning, hvor ilden bliver tændt igen. For eksempel udfolder der sig en stærk sidehistorie om forholdet mellem Wren, hendes mor og hendes far, som er tidligere straffet for vold med døden til følge.
Og der er sjove highschool-dynamikker, som at lederne af de rige plageånder tygger tyggegummi og bliver omtalt »de to Jennas«. Så det er ikke, fordi resten af serien er forfærdelig. Det er bare en langt mere flad fornemmelse, end man lagde ud med.
Kort sagt:
’Red Rose’ lægger bomstærkt ud, men skuffer med en alt for lang og detaljeret udredning af sandheden bag den dæmoniske app.