Frederikke Dahl Hansen om hovedrollen i ’Den, der lever stille’: »Jeg har slet ikke beskæftiget mig med den rigtige Leonora«

Frederikke Dahl Hansen spiller ofte kvinder med følelserne uden på tøjet, men i rollen som Leonora Christina Skov i ’Den, der lever stille’ skulle hun gøre det modsatte: spille et menneske domineret af frygt og undertrykt vrede. Det var en udfordring, der forplantede sig i det 28-årige stortalent, også når kameraet var slukket. I hvert fald indtil hun stod over for en vaskeægte ulv.
Frederikke Dahl Hansen om hovedrollen i ’Den, der lever stille’: »Jeg har slet ikke beskæftiget mig med den rigtige Leonora«
'Den, der lever stille'. (Foto: Nordisk Film)

Det er en fredag eftermiddag i begyndelsen af marts.

Frederikke Dahl Hansen kommer mig daskende og smilende i møde med sit mørke hår samlet i en uglet knold og vagtsom varme i de brune øjne. 

Ugen forinden har jeg oplevet hende på det store lærred i nærkontakt med en ulv i Puk Grastens ventede filmatisering af Leonora Christina Skovs selvbiografiske bestsellerroman ‘Den der lever stille’.

Medspilleren var en stor, vaskeægte ulv, afslører den 28-årige, Bodil-vindende skuespiller, da vi har sat os på en café i hendes nabolag på ydre Nørrebro.

»Vi filmede på et tidspunkt, hvor ulven kom helt op i mit ansigt, og Puk sagde ‘tak’, fordi hun tænkte, det var ubehageligt. Men for mig var det enormt forløsende endelig at kunne have kontakt til en følelse eller et andet væsen – at der var noget, der føltes mere ‘nært’«.

»I hele det her univers er der aldrig plads til, at Leonora kan trække vejret. Jeg tror egentlig ikke, at hun på noget tidspunkt mærker sig selv i filmen. Der er aldrig kontakt, der er aldrig følelser, der er ligesom bare frygt, der viser sig ved, at hun er frosset. Alt andet er ligesom sat på pause«.

I ‘Den der lever stille’ spiller Frederikke Dahl Hansen den altoverskyggende hovedrolle som forfatter, feminist og debattør Leonora Christina Skov, der i et landsdækkende tv-program finder ud af, at hendes mor er indlagt på hospice med uhelbredelig brystkræft, og at forældrene bebrejder hende morens sygdom.

Leonoras forældre er begge fra utrygge barndomshjem, hvor de har dækket over deres families misbrug og psykisk sygdom for at leve op til samfundets opfattelse af normalitet. Sammen har forældrene derfor skabt en normal familie: Hr og Fru Skov og datteren.

Men mor er psykisk syg, hvilket far dækker over ved at holde hende i hjemmet, så treenigheden ikke bliver brudt. Leonora vokser op i et hjem drevet af angst og mental terror med en mor, der ikke formår at elske hende. 

Undertrykt vrede

Som 22-årig flytter Leonora væk fra hjemmet. Forældrene vil have deres datter med hjem, men det nægter hun, hun vil leve sit eget liv. Forældrene siger, at hun er psykisk syg og afskriver deres datter.

10 år senere er mor døende af kræft og ligger på hospice, og far kalder Leonora hjem til den skæbne, der altid har været tiltænkt hende. Leonora skal være den nye ’Fru Skov’ i fars treenighed: Hr og Fru Skov og Datteren – den normale familie, der lever op til samfundets normer.

»Det, der har interesseret mig mest på den her film, er alt det, der er mellem os, de systemer vi indgår i – i det her tilfælde familiestrukturer. Hvordan Leonora for eksempel kan give krop til morens undertrykte vrede og være lynafleder for noget, som en eller anden person i det her system ikke har til rådighed eller har lukket ned for af for eksempel skyld og skam«, siger Frederikke Dahl Hansen.

»Puk (Grasten, red.) snakkede meget om græske tragedier, og hvordan man ikke kan undslippe sin egen skæbne. Leonora er en del af den her struktur, om hun vil det eller ej, og forsøger både bevidst og ubevidst at arbejde imod det ved at gå kontra og gøre oprør. Hun prøver at frigøre sig, men jeg tror i det her tilfælde, at systemet er afhængigt af at have et problem, for fordi hun er problemet, er moren og faren ligesom frisatte for skylden og skammen«.

‘Den der lever stille’. (Foto: Andreas Bastiansen/Nordisk Film)

»Jeg har tænkt rigtigt meget over kvindelig vrede og kvindelig undertrykt vrede, og hvordan der ikke rigtigt findes udtryk for det, i hvert fald ikke et udtryk, der er anderkendt som nødvendigt eller vigtigt nok til at få plads«.

»Hvad sker der med vreden, når vi ikke anderkender den og møder den, men affejer den ved for eksempel at kalde det hysteri? Den skal ud på en eller anden måde, og det tror jeg skaber de her mikroaggressioner og udskamninger og psykisk vold hos moren i filmen«. 

Hun tager et sip af sin flat white med havremælk og fortsætter energisk, mens hænderne rastløst kribler fra kaffekop til mobil til diktafon og tilbage igen:

»Leonora vokser op i et miljø, hvor der har været nul plads til vrede, hendes grænser og hendes følelser generelt. Hun har skullet være en sød pige, og så har hun på en eller anden måde villet tage den her vrede tilbage, men hun har ingen erfaring med at mærke sig selv. Det bliver sådan: ‘Jeg prøver at være et menneske, der står ved min vrede’, men når hun kommer tilbage i det her system, hvor hun er Christina, ryger hun tilbage i noget, som aldrig har fået et sprog«.

»Der er rimelig dødt indeni hende, i hvert fald stillestående. Leonora gør ting, der ligner vrede, som at tage rød læbestift på, træde i karakter og tage sig selv tilbage, men når hun endelig kommer i kontakt med vreden, er den for meget for hende selv, hun har ikke lært at møde alt det, der er i hende. Også fordi den vrede jo ikke bare er vrede. Den er desperation, fucking meget lidelse og stor, stor sorg«. 

Ikke til stede

Hvor meget kendte du til Leonora Christina Skov, inden du fik rollen?
»Jeg kender til hende på samme måde, som jeg tror, mange gør i Danmark. Jeg kan huske hende fra min barndom og sådan noget Temalørdag på DR2. På en eller anden måde har hun vel repræsenteret et eller andet, som har været vigtigt for mig som barn, siden jeg kan huske hende. Også hele historien om hendes mor har gjort mega stort indtryk på mig. Jeg har ikke dissekeret hende på nogen måde, men der har været et eller andet i hende, som jeg genkendte«.

Hvad tror du, du kunne genkende? 
»Det smukke ved det er, at jeg ikke ved, hvad hun rørte i mig, men hun har været repræsentant for et eller andet, som der ikke var særlig meget sprog for i mig eller i samfundet. Jeg ved ikke, om det har haft noget med seksualitet at gøre, eller hvad det har handlet om, men det har jo lige netop handlet om noget, der var udefinerbart«.

»Som skuespiller er jeg generelt interesseret i at ramme noget, der føles som noget, men som jeg ikke nødvendigvis forstår. Det er det, jeg selv får ud af at se mennesker i verden. Altså, at de kan ramme noget. Spejle, starte eller minde mig om noget i mig selv, uden at jeg forstår, hvad det er«. 

‘Den der lever stille’. (Foto: Andreas Bastiansen/Nordisk Film)

Hvordan har det været at portrættere en nulevende person?
»Jeg tror, Puk og jeg var ret enige om fra starten af, at jeg ikke skulle være hende. Jeg har slet ikke beskæftiget mig med den rigtige Leonora. Jeg har forholdt mig meget til historien. Jeg læste manuskriptet, og så fandt jeg ud af, hvad jeg syntes var spændende, og hvad jeg genkendte, og ud fra det skabte jeg en karakter«.

»Jeg var ret interesseret i at undersøge et menneske, som ikke var til stede, og som var i et system, hvor der ikke var plads. At hun er usynlig for sig selv og ikke tør mærke sig selv og så forsøge at løse det ved at gøre sig selv hyper synlig«.

»Jeg synes, det er interessant, hvordan den lidelse, det er ikke at kunne møde sig selv, ser ud. Hvis nogen græder, er det jo nemt at have empati med dem, for det kan vi godt aflæse. Og det tør vi godt mærke. Men når nogen går rundt og ser sammenbidte ud, og vi ikke kan mærke dem, fordi de ikke rigtigt kan mærke sig selv, er det svært at forstå, er det faktisk er der, vi måske skal tænde for vores empati. Måske er det dem, der er allermest traumatiserede, og som har allermest brug for et kram og for at blive mødt«.

Vrede – om den er undertrykt eller ej – er der af en årsag og er en del af at være menneske, og måske er det noget, vi ku være nyserrige på i stedet for at lukke ned for«.

‘Den der lever stille’. (Foto: Andreas Bastiansen/Nordisk Film)

»Jeg ville gerne give den undertrykte vrede et ansigt, og jeg er ret forbavset over, hvordan det ansigt er endt, for jeg kan ikke mærke det. Det er ikke nødvendigvis en hovedkarakter, hvor jeg mærker en masse og tænker: ’Wow, du er bare et landskab af ting og sager’, for hun er måske bare ikke særlig udviklet«.

»Hvis det havde været en klassisk biopic, havde det været vildt spændende at gå ind og få en klar fornemmelse af hende og hendes krop, men det, som konceptuelt gav bedst mening her, var faktisk at sige: Jeg aner ikke, hvad Leonora har for en krop, for hun har måske ikke nogen krop. Hun har måske bare det her tøj på, der lige holder hende oppe’«. 

Det er vel også en karakter, der hele tiden er i konflikt med sig selv, fordi hun føler skam over at have de følelser, fordi hun har lært at undertrykke dem?
»Hun er en karakter, der hele tiden forsøger at gå kontra på sin skam, maskere den. Så jo mere skam der rammer hende, jo mere fucking ligeglad er hun også uden på. Hun prøver jo at holde fast i sig selv, men jeg ville ønske for hende, at hun gik ind i den der skam og kunne klaske helt sammen og græde i fem år og så rejse sig stille og roligt«.

Længtes efter at reagere

Har du brugt noget af dig selv i dit arbejde med rollen? 
»Det har ligesom bare været at læse manus. Hvad genkender jeg på et mere eller mindre nært plan? Ja, jeg har taget ting fra mit eget liv, men det er lidt svært at snakke om. Men der er jo helt sikkert en grund til, at jeg interesserer mig for, hvordan vrede ser ud. Der er en grund til, at jeg interesserer mig for undertrykkelse og alle de her ting«.

Går du teknisk eller sanseligt til værks som skuespiller, eller hvordan angriber du typisk en rolle?
»Jeg sanser meget. Det gør vi jo alle sammen, men … Det er i virkeligheden bare at have en bevidsthed om det her apparat, jeg har. Så kan man jo skrue på det imens og måske registrere: Hov, jeg kan ikke mærke min krop. Det er spændende. Så lukker jeg lidt mere af og svæver lidt længere væk. Det er meget intuitivt. Så mærker jeg lige, hvad der sker i min mave eller i min læg. Det er også noget med rytme, eller arytmik i det her tilfælde. Det er svært at forklare, fordi det ændrer sig vildt meget, alt efter hvad jeg laver«.

»I denne her sammenhæng havde jeg en følelse af, at karakteren satte sig så meget i mig. Det var nogle meget hurtige dage, hvor jeg kom hjem på det der hotel og var sådan: Jeg kan ikke mærke min krop. Det var vel bare karakteren, der overtog lidt. Det var ikke sådan method-agtigt, men der er jo kun én krop, og Frederikke skulle dele krop med Leonora, så det blev blandet sammen«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det må have været hårdt at være i den tilstand så længe?
»Når der var plads til, at hun kunne mærke sig selv, havde jeg det i hvert fald sådan: Gud, hvor rart! Der var hun, men nu skal hun forsvinde igen, fordi det tillader det her system ikke. Det var enormt bekræftende at mærke, at der faktisk var indhold«.

»Jeg kan også huske den dag, hvor vi lavede den scene, hvor hendes mor er død, og Leonora lægger sig op i sengen til hende. Jeg græd bare lige pludselig, hvilket kom meget bag på mig. Det var enormt rart, når der kom noget ud. Det var bekræftende, og jeg tænkte: Gud, et eller andet sker der, der er ikke helt frosset til, for nogle dage kunne jeg godt tænke: Hvad fuck laver jeg? Jeg skulle lige beroliges af nogle af de andre, som kunne sige: Det er bare karakteren«.

Fordi du også kunne komme til at føle dig tom som skuespiller?
»Ja ja, for der var jo ikke nogen følelser, der skulle mærkes rigtigt. Det var ikke tilgængeligt for karakteren, men min krop længtes efter at reagere«.

Hvad synes Leonora Christina Skov om filmen? 
»Jeg tror, hun synes, den er god. Jeg talte med hende inden optagelserne, men det var ikke sådan et nært samarbejde mellem hende og mig. Men jeg tror, hun har det fint med det. Jeg tror også, det har været rart for hende, at jeg ikke skulle lave et skarpt portræt af hende«. 

’Den, der lever stille’ har biografpremiere 30. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af