CPH:DOX. ’It’s Always Been Me’ – eller ’Forvandlingen’, som den danske titel lyder – træder ind i et aktuelt og omdiskuteret emne: Kønsidentitet, transkønnethed og hormonbehandling til børn.
Filmen følger Max og Bastian. Max er født som en pige, men er sprunget ud som transkønnet dreng. Bastian er født som en dreng, men føler sig mere som en pige.
De to børns konfliktfyldte forhold til deres biologi bliver sat på spidsen i valget om, hvorvidt de skal starte på hormonbehandling, der vil stoppe den naturlige pubertet.
’Forvandlingen’ følger dem på vej ind i deres teenagetid og går tæt på deres tvivl og store overvejelser. Den sætter et empatisk blik på den ofte ophedede debat om kønsidentitet.
Bag filmen står Julie Bezerra Madsen, der er uddannet fra Den Danske Filmskole og debuterede sidste år med den roste ’Mod de blindes verden’ om en ung dreng på vej til at miste synet.
Her forklarer hun om sine tanker bag filmen.
Hvordan fandt du frem til Bastian og Max?
»Det var faktisk Max og Bastians forældre, der så vores opslag, hvor vi søgte transkønnede børn til et filmprojekt. Så de ringede til mig og min producer, og så mødtes jeg med dem og deres familier«.
»Allerede ved første møde brainstormede jeg med dem over, hvilken slags film der kunne være fed at lave. Det var tydeligt, at de havde meget på hjerte, og hver især håbede de på, at folk ville kunne forstå dem lidt bedre, hvis de var med i en film«.
Hvad overbeviste dig om, at der lå en film i deres historie?
»Da jeg begyndte at filme med Bastian og Max, var de begge 12 år og transkønnede, men deres tilgang til at udforske deres kønsidentitet var meget forskellig fra hinanden, og det så jeg som en styrke for en filmisk fortælling«.
»Bastian var i tvivl, om han var en dreng eller en pige eller noget midt imellem, og han overvejede at stoppe sin pubertet med hormonbehandling. Max havde ingen tvivl. Han var helt sikker på, at hans fremtids lykke afhang af at blive til den dreng, som han vidste, at han var, på trods af at hans biologiske køn er pige. Jeg var nysgerrig på, om de ville ende med at stoppe deres pubertet med hormonbehandling eller ej, for hvordan finder man ud af, hvem man er, når alt er i konstant forandring?«
»Jeg havde ingen idé om, hvor historien er på vej hen, og det er altid et godt udgangspunkt for en dokumentarfilm. Jeg vidste, at jeg havde en film, fordi jeg blev jeg ved med at blive helt vildt rørt over den omsorg og kærlighed, der er i de to ellers vidt forskellige hjem. Der var ingen skam, kun omsorg fra forældrenes side, og den slags fortællinger mener jeg, at der er brug for«.
»Max og Bastian var og er stolte af at være dem, de er, og det har de også kun grund til at være. Jeg ville ønske, at jeg selv havde været bare halvt så modig, da jeg var 12 år«.
Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring at gå så tæt på børn, der måske vil se anderledes på filmen, når de bliver voksne, end de er i stand til i dag?
»Jeg ville aldrig kunne have lavet denne film, hvis det ikke var for de fantastiske forældre, som både Max og Bastian har. Forældrene guidede mig igennem hele filmens proces til at mærke, hvilken slags film deres børn ville være stolte af, også om fem, ti og tyve år«.
»Undervejs i optagelserne brugte vi også tid på at forestille os forskellige scenarier ude i fremtiden. For eksempel: Hvordan ville det være, når man en dag fik et arbejde, og de nye kolleger måske kendte til ens ret personlige fortid? Spørgsmål som dem hjalp mig til at mærke, at der også var ting, der ikke skulle med i filmen, for det vigtigste for mig som filmskaber er, at mine medvirkende også vil være stolte af filmen mange år ude i fremtiden«.
»Vi talte også undervejs i processen om muligheden for at opleve hadefulde beskeder, men her var begge familier igen så seje. De sagde, at ’haters vil der altid være, men de skal ikke stoppe os fra at fortælle vores historie’«.
Hvilke tanker gjorde du dig omkring potentielt at bringe dem ind i en debat, som er meget sprængfarlig i disse år?
»Man kunne sagtens have lavet en skarp systemkritisk film, for behandlingen af transkønnede børn og voksne i Danmark er under stærk kritik fra mange af de mennesker, der er igennem udredningsprocessen hos Sexologisk Klinik«.
»Men Max og Bastian var alt for unge til at blive trukket ind i en politisk systemkritisk film, og det kunne i princippet også have påvirket deres udredningsproces. Som filmskaber er jeg heller ikke optaget af at kritisere systemer. Jeg blev mest af alt draget af at følge to unge menneskers vej til at finde det rette fællesskab, hvor man kan være sig selv«.
»Jeg har haft mange snakke med både Max og Bastian og forældrene om, hvordan man skal håndtere pressen, og vi har en kompetent presserådgiver på også, og de er faktisk glade for at kunne få lov til at deltage i debatten med den viden og de oplevelser, som de har på området«.
Havde du selv en grundfæstet holdning til hele debatten om transkønnede børn, hormonhandling osv., før du begyndte at arbejde med filmen?
»Jeg vidste ikke, før jeg mødte Max og Bastian, at der var noget, der hed stophormoner, så alt det her med, at man faktisk kan udsætte sin pubertet, kendte jeg slet ikke til. Der var meget, jeg skulle lære og sætte mig ind i, og alt det her med stophormoner og krydshormoner er et virkelig komplekst emne«.
»Men filmen skulle ikke handle om biologi. Den skulle handle om undersøgelsen af, hvem er jeg, og hvor hører jeg til. Det er min holdning, at hvert menneske er unikt, så det nytter ikke noget at skære alle over én kam. Debatten er sprængfarlig i disse år, fordi der er meget frygt og uvidenhed til stede. Folk er bekymrede på børnenes vegne, og det er forståeligt nok, for det er jo en alvorlig ting med hormonbehandling«.
»Mit bidrag til debatten om børns ret til at vælge deres kønsidentitet er at lave en film, som skildrer nødvendigheden i at tale med børnene med respekt, selv når det kommer til noget så angstprovokerende som at ville skifte køn«.
»For nogen er det en fase, for andre er det ikke. Lige meget hvad skal det behandles med kærlig nysgerrighed – ligesom Max og Bastians familier gør. Det er dybt inspirerende«.
Hvad gjorde du for, at de skulle føle sig trygge, mens du fulgte dem?
»Vi holdt altid samtalen om, hvad filmen skulle handle om, kørende, og på den måde tror jeg, at de kunne mærke, at jeg lyttede til dem og deres ønsker om, hvad der skulle med, og hvad der ikke skulle med«.
»Det er et tæt samarbejde at lave den her slags dokumentarfilm, og jeg tror, at når man spiller med åbne kort og aldrig skjuler en agenda, så kan de medvirkende mærke det, og så bliver det trygt for alle. Jeg tror, at deres kærlighed til deres børn smittede af på mit blik på Max og Bastian, og samtalerne med forældrene hjalp mig til at mærke, hvor grænsen gik for, hvor tæt på jeg kunne gå med mit kamera. Samarbejdet med forældrene var enormt vigtigt, da børn ikke på samme måde som voksne siger fra og til«.
Hvad har været den største udfordring i processen med at lave filmen?
»At følge med i deres udvikling! Jeg var hele tiden bagud og var så bange for, at jeg ikke kunne fange alt det, de gennemgik. Hver gang jeg kom på besøg, tænkte jeg: Oh Shit! Hvordan kom vi lige hertil? Stemme og udseende var ændret, håret var farvet, og holdninger og følelser i forhold til deres kønsidentitet var skiftet. Sådan er det nok at gå fra barn til teenager. Det går hurtigt!«
Hvad overraskede dig undervejs, efterhånden som du lærte Bastian og Max at kende?
»At man som transkønnet godt kan have en flydende kønsidentitet. Det er helt dumt, at jeg var så ignorant at tro, at når man er transkønnet, så er man enten bare maskulin eller feminin. Men Max og Bastian var klogere end mig, og de vidste mig, at man selvfølgelig sagtens kan føle sig som begge køn og have non-binære perioder. Især Bastian, der var så ærlig omkring sin tvivl på, hvem han var, overraskede mig også, men det blev til en vigtig del af fortællingen«.
Hvad håber du, at publikum tager med fra filmen?
»Jeg håber, at kærligheden i Max og Bastians familier vil puste blidt til den frygt, mange mennesker har, når det kommer til emnet transkønnede børn. Jeg håber, at publikum mærker vigtigheden af at vise omsorg og nysgerrighed til et barn/teenager, der i gang med at undersøge sin kønsidentitet«.
»Selvom filmen primært er set fra børnenes perspektiv, så tror jeg, at man vil mærke, hvor inspirerende det er at være en forælder, der lytter med kærlighed frem for frygt for det ukendte«.
’It’s Always Been Me’ (dansk titel: ’Forvandlingen’) kan ses på CPH:DOX 17., 19., 24. og 25. marts.