’Villeneuve Pironi’: Man mister næsten pusten i film om historiens mest intense Formel 1-rivalisering
CPH:DOX. Findes der kun én måde at fortælle om Formel 1 på film? Den om den skruppelløse, nærmest barnagtige rivalisering mellem to store modsætninger og deres kørsel i evig karambolage med døden?
I Ron Howards ’Rush’ hed det Niki Lauda vs. James Hunt. I Asif Kapadias ‘Senna’ var det den brasilianske titelperson mod franske Alain Prost.
I ’Villeneuve Pironi’ følger vi ligeledes de to rivaliserende kørere Gilles Villeneuve og Didier Pironi, der, som titlen antyder, ligger side om side på den ædle motorsports historiske tidslinje. Men hvor dokumentaristen Torquil Jones umiddelbart kører sig selv op i et lidt for velkendt hjørne, tager han tidligt en forfriskende drejning: Jones lader kvinderne i de to køreres liv farve fortællingen.
Det er således Villeneuves kone Joan, der indledningsvist spænder den dramatiske bue i en voiceover, som fortæller, at »dette er en historie om et meget stort forræderi«. Forræderiet kommer, men først efter at vi gennem en velkomponeret og tempofyldt behandling af arkivmateriale får tegnet kontrasten mellem Villeneuve og Pironi op.
Kontrasten mellem den passionerede, folkekære canadier, der hoppede fra snescooteren og ind i Ferraris Formel 1-bil i slutningen af 1970’erne, og den parisiske rigmandssøn og womanizer med det blonde blåøjede ydre og det kynisk stålsatte indre.
En kontrast, der til alles overraskelse ikke bremser for de to køreres gode relation, da gamle Enzo Ferrari vælger at sætte dem sammen i 1981. Det bliver aldrig nævnt i dokumentaren, men Villeneuve og Pironi bliver til Kain og Abel. Villeneuve omtales som »Enzos spirituelle søn«. Og så kører han hurtigst. Til gengæld er Pironi mere snu og forstår det politiske spil uden for banen.
En skæbnesvanger dag i 1982 kommer Kainsmærket til kende på Pironi. Imod alfader Ferraris formaninger vælger Pironi at udfordre og overhale Villeneuve, da resten af feltet er sakket bagud, og sidstnævnte står til at vinde racet.
Herfra accelerer konflikten og dokumentaren til et nyt, infernalsk tempo. Næsten for stærkt. Blot 45 minutter inde vidste jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme i mål af ren spænding. Men uden at afsløre for meget om de historiske hændelser går der ikke lang tid, før dokumentarens dynamik og fokus desværre splintres i uforløste stykker.
Pludselig handler det ikke om forræderi, men om familierelationer. Om kvinderne, der har valgt at leve med de Ikaros-overmodige mænd. Om de svigtede børn, som var en hæmsko for livet som determineret fartdjævel. Hvis bare den ville dykke mere ned i disse tematikker i stedet for at præsentere dem som efterskrab.
På samme vis stiller dokumentaren flere interessante spørgsmål – blandt andet om hvorfor det nostalgiske skær over Gilles Villeneuve i dag skinner langt stærkere end over Didier Pironi – uden at forfølge dem til måls.
Med de mange vinkler former Torquil Jones et mere nuanceret portræt af datidens rockstjernelignende racerkørere, end vi så i ’Senna’. Man savner dog det stringente greb om historien og den totale indlevelse imod det tragiske swung og mytestatussen, Kapadia havde i sin dokumentar.
I den fine, fine ‘Bobby Robson: More Than a Manager’ om fodboldverdenens måske sidste gentleman havde Jones et klart referencepunkt i den karismatiske manager, som her bliver lidt mere diffust, måske i forsøget på at udvide den klassiske formel for Formel 1-fortællinger.
Når det er sagt, fremstår ’Villeneuve Pironi’ det meste af vejen som en velkørende historisk gengivelse med flere dramatiske gear. Og så er den ikke mindre hård for nerverne end andre film om Formel 1’ens fatale fortid. »Døden var mere accepteret i Formel 1«, som det bliver sagt.
Skal man fremhæve en kerne i historien om Gilles Villeneuve og Didier Pironi, er det ikke »forræderi«. Snarere en maskulin dødsdrift.
Kort sagt:
Torquil Jones prøver at tilføje nye nuancer til den velkendte fortælleformel om Formel 1-rivaliseringer, men hans dokumentar er mest mindeværdig i den korte historiske periode, da Gilles Villeneuve og Didier Pironi træder speederen i bund for deres gensidige had.