’Wreck’: DR-aktuel ungdomskomediegyser er uhyggeligt mislykket

’Wreck’: DR-aktuel ungdomskomediegyser er uhyggeligt mislykket
'Wreck'. (Foto: DR)

Quentin Tarantino sagde engang, at kunstneriske genier stjæler. Et udsagn, han havde stjålet fra Picasso.

Er det ensbetydende med, at al kunstnerisk tyveri er genialt? Nej. Det beviser den uoriginale britiske queer-slasher og gyserkomedie ’Wreck’.

I forsøget på at opklare sin søsters angivelige selvmord har den 19-årige Jamie fusket sig til et arbejde på det luksuriøse krydstogtskib Sacramentum. For hvad skete der egentlig? Med det spørgsmål indleder han og flere fra det unge Sacramentum-crew detektivjagten, hvor de blandt andet finder ud af, at skibets og hierarkiets nederste dæk betaler den tårnhøje pris for den ene procents dyre og sadistiske vaner.

‘Wreck’. (Foto: DR)

Serien kaster sig ud i det samfundsrevsende farvand, hvor der sprøjtes omkring sig med blod, tungeslaskere og dårlige skrivebordsreplikker.

Således placerer ’Wreck’ sig i et underligt kryds(togt)felt mellem ’Triangle of Sadness’ og ’Squid Game’, men på ’Centervagt’-niveau. For serien er gennemsyret af manglende kunstnerisk tæft, dilettantiske skuespilpræstationer og en rædderlig instruktion. Og så virker det meste af den brugt, udtrådt, stjålet.

Det gælder tematikkerne, lokationen, de fortærskede ’Beverly Hills’-lignende karakterer og de overtænkte ’Titanic’-referencer. Og nårh ja, så pynter serien sig også med Marvel-figuren Howard the Ducks lånte fjer ved at lade en look-a-like være Sacramentums creepy maskot.

Eller pynter og pynter, det er lidt uvist, hvad den dumme and skal. Den hypes ellers til at spille en mystisk og morderisk hovedrolle, men bliver glemt på halvvejen. Måske skulle andedragten bare til rens efter det første af seriens i alt seks afsnit? Eller også skal Quacky – ja, det hedder anden altså – blot optræde som et slags symbol og en fjerklædt bebuder af seriens kerne?

For kender man sin Howard the Duck, ved man, at hans tagline er Trapped in a world he never made, der ofte bruges som en science fiction-hentydning om en fremmed eller alternativ virkelighed. Men seriens unge karakterer er havnet i en genkendelig virkelighed med MeToo på arbejdspladsen, uretfærdige klasseskel, ulykkelige teenagedrab og en stram og irriterende Karen med en lige så stram og irriterende frisure.

‘Wreck’. (Foto: DR)

Dog er denne virkelighed og verden, som taglinen lyder, ikke skabt af de unge selv, men af ældre genrationers grænseoverskridende magtsyge institutioner og disses Karen-typer. En udmærket pointe, som ligeledes forsøges billedliggjort gennem det dybt begrænsende ved at være fanget på et sejlende skib.

Forsøget mislykkes dog totalt. For serien lugter ikke af klaustrofobisk saltvand, men klodset greenscreen. Det er pinligt tydeligt, at ’Wreck’ ikke er blevet optaget i nærheden af et hav eller et skib, og jeg orker næsten ikke nævne, hvor ualmindeligt tydeligt det er, at hvad der viser sig at være en udslagsgivende fisketatovering er påtegnet med kuglepen fra Netto.

Et af ’Wreck’s største problemer er dog, at man aldrig når at knytte sig til karaktererne. Den springer alt for hurtigt og overfladisk rundt mellem seriens mange fund – hvad end det er ubehagelige sandheder om systemet eller brugte kondomer under de pastelfarvebetrukne kahytsenge.

Skibet er nemlig ikke bare en legeplads og en champagne-ekspres for de rige, men også lidt af et frat-lignende horehus for den unge kåde besætning, der på kryds og tværs går om bord i hinanden – so to speak.

Et af de eneste vellykkede og tenderende til originale elementer ved serien, er netop, at disse sexkapader ikke kun indbefatter den evindelige mand/kvinde-parring. Der tegnes i stedet et nuanceret portræt af ungdommens seksualitets- og kønsforståelse, ligesom serien også har en bred etnisk repræsentation.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Set i lyset af den storaktuelle debat vedrørende manglende repræsentation af minoriteter i film- og tv-produktioner er ’Wreck’ et samtidigt, forfriskende og anderledes pust til den hvide og heteroseksuelle fortælling. Serien kan altså sætte et flueben ud for den politiske boks, men er uhyggeligt langt fra at kunne sætte et ud for den kunstneriske.

Men det mest u-hyg-ge-lige ved denne selvbetitlede gyserkomedie, hvor både latter og gys udebliver, er, at den allerede har stjålet finanser og publikum til en sæson 2.

Et godt bud er, at hverken jeg, Tarantino eller Picasso kommer til at se med.


Kort sagt:
Trods et bredt og mangfoldigt portræt af samtidens farverige ungdom er komediegyseren ’Wreck’ dybt uoriginal og uhyggeligt mislykket.  

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af