Snart kan det være slut med at blive blæst bagover af høj musik, fordi du har skruet lyden på dit tv i vejret for at kunne høre din favoritseries utydelige dialog.
Amazon ruller nemlig et nyt værktøj ud på deres platform Prime Video, der selv skal regulere på deres indholds lydniveauer, så de talende stemmer bliver fremhævet på de rigtige tidspunkter.
Det skriver Aboutamazon om funktionen Dialogue Boost, som allerede er tilgængelig på nogle af streamerens egne produktioner.
Således kan teknologien nu afprøves på blandt andet ‘Beautiful Boy’, ‘The Big Sick’ og ‘Jack Ryan’, mens det forventes at blive tilgængeligt på flere og flere af platformens film og serier.
Værktøjet, som man selv kan tænde, slukke og justere, fungerer ved, at en kunstig intelligens kan styrke lyden af dialog i relation til musik og baggrundseffekter.
Lignende funktioner findes allerede på visse smart TV’er og biografer, men Amazon er de første til at implementere det på en streamingplatform.