De seks mest vellykkede Stephen King-filmatiseringer – med ren perfektion på toppen

Han er kendt som King of Horror. Men Stephen King er langt mere end gys og jumpscares, og har man som instruktør forstået netop det, er der guld at hente, når en King-bog skal adapteres. Her er seks glimrende eksempler i anledning af den biografaktuelle ’The Boogeyman’.
De seks mest vellykkede Stephen King-filmatiseringer – med ren perfektion på toppen
'It'. (Foto: HBO Max)

Stephen King har solgt mere end 400 millioner bøger på verdensplan. Og i skrivende stund står han noteret som forfatter til mere end 350 titler på IMDb.

Dermed er han blandt de mest filmatiserede forfattere nogensinde. Resultaterne er landet i begge ender af kvalitetsskalaen.

King har en uovertruffen evne til at afsøge menneskesindets mørkeste afkroge. Han skaber interessante og vedkommende karakterer og opbygger ofte et realistisk univers, der som udgangspunkt kan være hvor som helst.

Men langsomt sniger uhyggen sig ind på læseren. Måske i form af deciderede monstre. Måske i form af helt almindelige mennesker, hvis underbevidsthed rummer et mørke, der overgår de vildeste fantasier.

King mestrer med andre ord den flydende overgang mellem det realistiske og det overnaturlige. Skildringen af det gode og det onde er aldrig sort-hvid, altid i gråzoner.

I anledning af premieren på ’The Boogeyman’ 1. juni fremhæver jeg her de adaptioner, der er mest tro mod Stephen Kings forlæg. Det er film- og serieudgaver, der har det til fælles, at de har respekt for historiens overordnede præmis og samtidig har forstået, at Stephen King er langt mere end gys, horror og jumpscares. 

‘Salem’s Lot’. (Foto: PR)

6. ’Salem’s Lot’ (1979)

Kings anden roman, ’Salem’s Lot’ (’De dødes by’) fra 1975, følger forfatteren Ben Mears, der vender tilbage til sin barndomsby Jerusalem’s Lot (en fiktiv by i Maine), hvor han til sin skræk opdager, at indbyggerne langsomt er ved at forvandle sig til vampyrer, efter den mystiske Kurt Barlow er ankommet til byen.

’Salem’s Lot’ er blandt Kings mest uhyggelige fortællinger og en tydelig indikator for, hvad der efterfølgende gjorde ham verdensberømt.

Selvom instruktør Tobe Hooper med sin filmatisering ikke rammer plet i samme grad som de fem andre på listen, lykkes det ham at indfange det essentielle i fortællingen.

I bogen blander King klassiske vampyrklicheer (de skal inviteres ind, krucifiks mm.) med realisme så elegant, at man som læser ikke kan undgå at lade sig forføre af historiens mange rædsler. 

Kombineret med Tobe Hoopers sans for horror, som han også har vist i ’Texas Chainsaw Massacre’ og ’Poltergeist’, giver det en af de bedste klassiske vampyrfortællinger i nyere tid.

‘Salem’s Lot’. (Foto: PR)

Når Hoopers adaption er bedst, fanger han Kings fusion mellem det uhyggelige og karakterernes personlige tab. Som når den blot 12-årige Ralph bliver Barlows første offer og efterfølgende skal begraves. Her genopliver Hooper eksemplarisk Kings hjerteskærende beskrivelse af, hvordan Ralphs far i vanvittig sorg kaster sig over kisten med sin døde søn.

Ligesom det var hos King, er det Hoopers første fortælling, hvor et større persongalleri skal sammenflettes. En opgave, instruktøren løser glimrende ved præcis at vide, hvad genren kan – og kun i det omfang, det er nødvendigt, bruger han uhyggen og gør blandt andet svævende børnevampyrer visuelt imponerende og virkelig skræmmende.

Ligesom King holder Hooper også kortene tæt på hånden i fortællingen om den mystiske Barlow. Første gang vi ser ham som vampyr, springer han frem i en hyldest til tysk ekspressionisme og den ikoniske horror-stumfilm ’Dr. Caligaris Kabinet’ fra 1920.

King og Hooper er et match made in hell.

‘It’. (Foto: HBO Max)

5. ’It’ (2017) & ’It: Chapter Two’ (2019)

Med sine godt tusind sider er min favorit Stephen King-fortælling ’It’ en stor mundfuld.

Alligevel formåede Andy Muschietti at lave første del af sin filmatisering til noget, der måske mere end noget andet er Stephen King.

’It’ har nemlig alt det, en klassisk King-fortælling skal have. Samtlige store karakterer bliver introduceret, forklaret og helstøbt. Det velskrevne manuskript og perfekte cast hele vejen rundt gør det nemt at relatere til mindst et par af dem.

Og bedst som karaktererne har vundet vores hjerter, sker det, der kendetegner en ægte King-klassiker: Vi tages med helt ind i børnenes uskyldige sind, hvor de udsættes for så modbydelig psykisk og fysisk vold, at det til tider er uudholdeligt.

Kings litterære hovedværk handler om coming-of-age, sammenhold, venskab, vold og forældre, hvis handlinger har enorme konsekvenser for børnene. Oven i alt det har vi Kings nok mest ikoniske karakter, Pennywise, The Dancing Clown, der mæsker sig i, hvad de stakkels børn frygter allermest. Morbidt, genialt og glimrende filmatiseret i første del.

Det er en næsten umulig opgave at lave en perfekt adaption af ’It’. Der springes konstant mellem fortid og nutid i bogen, og vi tages hele tiden tilbage til barndommen for at forstå de valg, de voksne tager, og hvorfor de rædsler, de præsenteres for, stadig overrumpler og forfærder dem efter 27 år.

‘It: Chapter Two’. (Foto: HBO Max)

Det kunne være løst mere elegant, end Muschiettis anden del gør det. En stor del af historiens styrke er kontrasten mellem barn og voksen. Børns forestillingsevne er deres værste fjende. Og mens voksnes fornægtelse af det onde og urealistiske redder dem, gør det samtidig, at de ikke kan hjælpe børnene.

Med sine næsten tre timer burde Muschietti have prioriteret de ekstremt vigtige opkald, de seks venner får fra Mike – den eneste, som er blevet i Derry. Fem minutter til hver karakter er ikke nok til at fortælle alt det, der i bogen får mellem 15 og 20 sider. Det er her, vi i bogen virkelig mærker, hvordan rædslerne overrumpler de voksne hovedkarakterer. Uden det fokus mister historien en stor del af troværdigheden. Det modbydelige, de som børn har været udsat for, bagatelliseres.

’It: Chapter Two’ indhenter dog det tabte, og i løbet af de tre timer kommer den tilbage på sporet af bogen. Flere af de afgørende og modbydelige elementer etableres, så de to film ender som en solid King-oplevelse, der afsluttes nogenlunde troværdigt i forhold til bogen og den mildest talt katastrofale afslutning fra 90’er- miniserien, der ganske vist har en noget mere skræmmende Pennywise i form af en formidabel Tim Curry.

‘Carrie’. (Foto: PR)

4. ’Carrie’ (1976)

Kings debutroman fra 1974 om den unge Carrie med telekinetiske kræfter er på papiret ikke den mest sindsoprivende historie. Kombineres denne overnaturlige evne med en forskruet mor, der elsker Gud højere end sin egen datter – en hormonforstyrret teenager over for mobbende klassekammerater – bryder helvede løs.

Mesterinstruktøren Brian De Palma sammenfatter alt dette i sin gyserklassiker, der er blandt de bedste King-filmatiseringer. Manuskriptet står knivskarpt, så ’Carrie’ med sine blot 90 minutter rammer plet på alle de afgørende elementer fra bogforlægget.

Mens sympatien for Carrie elegant etableres, kommer uhyggen snigende. Hendes overnaturlige evner tager langsomt over for til sidst at eskalere i en scene, der for længst er gået over i filmhistorien.

‘Carrie’. (Foto: PR)

Vi må selvfølgelig ikke glemme at nævne de to mindeværdige pragtpræstationer fra Piper Laurie og Sissy Spacek som mor og datter. Præstationer, der indbragte dem Oscar-nomineringer for henholdsvis bedste bi- og hovedrolle. Samspillet mellem de to skaber en hårrejsende præcis skildring, der er historiens absolutte drivkraft.

Som første King-filmatisering ramte ’Carrie’ hovedet på sømmet og lagde et fundament for alt det, der kendetegner de mest trofaste adaptioner af mesterens værker.

Det er kun få detaljer, De Palma misser – hvilket dog er nok til, at en anden film overhaler inden om og nupper tredjepladsen:

‘The Shawshank Redemption’ (Foto: PR)

3. ’The Shawshank Redemption’

Med sine blot 130 sider er ’Rita Heywoth and the Shawshank Redemption’ blandt Stephen Kings kortere bøger. Den er også blandt de King-bøger, der skiller sig mest ud fra forfatterens tidligere nævnte trademarks. For her er det ikke uhyggen, der kommer snigende. Det er håbet, der konstant ligger og simrer under overfladen.

Frank Darabonts berømte filmatisering har Tim Robbins og Morgan Freeman i de to hovedroller som Andy Dufresne og Red, der møder hinanden, da Dufresne bliver idømt fængsel på livstid, uskyldigt dømt for drabet på sin kone og hendes elsker. 

Har man, som jeg, set filmen, før man læser bogen, er det umuligt ikke at høre Morgan Freemans karismatiske fortællerstemme for sig. Er det omvendte tilfældet, må det være svært ikke at være imponeret over den præcision, Darabont rammer med.

Kronologisk adskiller filmen sig fra bogen. Hvilket giver mening, da bogen fortælles gennem en jeg-fortæller. Det gør filmen ganske vist også, men den viser samtidig Andys perspektiv.

‘The Shawshank Redemption’ (Foto: PR)

Ellers er handlingerne stort set identiske, og i alle de afgørende øjeblikke genfortæller Darabont Kings historie lydefrit. Som når det går op for fængselsinspektør Norton, at Andy er flygtet og har skjult et kæmpe hul i væggen bag en plakat med Linda Ronstadt (i filmen Raquel Welch). Eller når Andy forsøger at overbevise Norton om sin uskyld, da det går op for ham, at en af de andre indsatte kender til sandheden om de drab, Andy er dømt for.

Her er tale om en nærmest perfekt filmatisering af en historie, der handler om aldrig at miste troen på livet, selvom alt har forandret sig i løbet af en halv menneskealder bag tremmer. Om at sætte sig mål, selvom de virker uopnåelige.

Der, hvor filmen adskiller sig mest nævneværdigt fra bogen, er i fortællingen om, hvordan Andy afslører den korruption, der fører til Nortons selvmord. Det er faktisk slet ikke en del af Stephen Kings roman. Heldigvis er det ikke en afgørende del af historien, men giver til gengæld filmen den Hollywood-afslutning, der gør, at vi sidder med en følelse af retfærdighed.

Ben Mendelsohn og Cynthia Erivo i ‘The Outsider’.

2. ’The Outsider’

Med ‘The Outsider’ fra 2018 viste Stephen King, at han 40 år inde i sin imponerende karriere stadig kan overrumple og overraske med sin knivskarpe fortællerevne.

HBO-serien ’The Outsider’ fra 2020 begynder som en krimi i en lille by i Georgia, hvor en dreng findes brutalt myrdet. Da alle spor peger på, at den vellidte baseballtræner Terry Maitland (Jason Bateman) er gerningsmanden, lader det til at blive en ukompliceret opklaring.

Men pludselig viser det sig, at Maitlands alibi er lige så holdbart som beviserne for, at han er skyldig.

Seriens første afsnit følger nærmest én-til-én bogen, og i begge tilfælde sidder man med en splittet fornemmelse mellem afsky og sympati for både Maitland og det lokale politi under ledelse af Ralph Anderson (Ben Mendelsohn), der uden tøven anholder Maitland for drabet under en baseballkamp til frit skue i den lille by, hvor alle kender alle.

Sideløbende med Andersons opklaringsarbejde præsenteres vi langsomt for historiens virkelige skurk, el Cuco, der er et monster, som lever af kød og blod fra børn, og efterfølgende kan skifte ansigt med en anden person gennem fysisk kontakt, inden den går efter sit næste offer. 

Ben Mendelsohn i ‘The Outsider’.

Denne grænse mellem realistisk krimi og horror forløses eminent, fordi seriens showrunner Richard Price tager sig tid til at etablere bogens sympatiske karakterer og det lokalsamfund, de lever i, og ikke mindst insisterer på at fastholde historiens slowburner-effekt.

Da jeg læste bogen anden gang og sideløbende så serien, blev jeg imponeret over, hvor præcist serieudgaven følger bogen, både hvad angår præmis, karakterarbejde og historiens udvikling.

Hele castet i ’The Outsider’ leverer deres ypperste, og med underspillet overlegenhed tilføjer de deres karakter en ro, der står i skærende kontrast til den tvivl, sagen indprenter i dem.

Særligt Ben Mendelsohn er perfekt i rollen som den skeptiske Anderson, der som efterforsker er tvunget til at forholde sig til håndgribelige beviser, men til sidst må lægge sin fornuft til side og overgive sig til det uforklarlige.

Andersons karakter en manifestation af det typiske King-tema om, at det onde og overnaturlige eksisterer, fordi vi konsekvent benægter det og dermed ikke kan bekæmpe det.

‘Misery’. (Foto: PR)

1. ’Misery’

Rob Reiners psykologiske kammerspil fra 1990 med James Caan og Kathy Bates i de altoverskyggende hovedroller er blandt mine absolutte King-favoritter, både på bog og film. Den er et bevis på, at selv den mest simple historie kan gøres interessant, hvis persongalleriet bare er fængende nok.

Den Oscar-vindende manuskriptforfatter William Goldwin (’All the Presidents Men’, ’Butch Cassidy and the Kid’) fanger perfekt essensen af Kings geniale roman.

Som ’Carrie’ er ’Misery’ drevet af gnistrende samspil mellem de to hovedrolleindehavere. Bates stjæler mange steder billedet med sin ikoniske skildring af psykopatiske Annie Wilkes, en præstation, der fortjent indbragte hende en Oscar og gjorde ’Misery’ til den hidtil eneste King-film, der har vundet en af slagsen.

‘Misery’. (Foto: PR)

Bates nailer Kings psykologiske karakterbeskrivelse, så man selv i hendes mange vanvittige udbrud sidder med en lille følelse af medlidenhed over for en ensom kvinde, der er blandt de King-karakterer med det mørkeste sind. Hvilket ikke siger så lidt. Der er ikke noget at sige til, at det er Bates præstation, mange husker ’Misery’ for.

Alligevel er det Paul Sheldons udvikling, der for alvor gør ’Misery’ interessant, og som både i bog og film er historiens drivkraft. 

James Caan gestalter sublimt Sheldons udvikling fra at være en arrogant forfatter, der netop har afsluttet en roman og efterfølgende kører galt, reddes og ’passes på’ af en umiddelbart hensynsfuld kvinde – blot for at indse, at rædslerne først lige er begyndt.

Herfra tager Stockholmsyndromet over. Langsomt går Sheldons afhængighed af Wilkes fra at være fysisk til at være psykisk. Og skildringen af den transformation er én af hovedårsagerne til, at ’Misery’ indtager førstepladsen på denne liste.

At forklare denne psykiske udvikling uden at overfortælle kræver en indsats udover det sædvanlige fra instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere. Og alt spiller i dette gysermesterværk, der er er lige dele effektivt og dybt ubehageligt.

’The Boogeyman’ har biografpremiere 1. juni.    

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af