Martin Scorsese fortæller, hvorfor han takkede nej til ‘The Godfather II’

Martin Scorsese fortæller, hvorfor han takkede nej til ‘The Godfather II’
'The Godfather part II'. (Foto: Paramount)

Martin Scorsese forklarer nu, hvorfor han ikke tog imod tilbudet om at instruere ‘The Godfather Part II’.

Francis Ford Coppola endte med at instruere gangstereposet, der vandt seks Oscar-statuetter, men Coppola, der som bekendt instruerede den første film og også havde skrevet manuskriptet til opfølgeren, havde først tilbudt Scorsese jobbet.

Til Deadline fortæller Scorsese om beslutningen:

»Jeg tror ikke, jeg kunne have lavet en film på det niveau på det tidspunkt i mit liv, og hvem jeg var på det tidspunkt. At lave en film så elegant og mesterlig og så historisk vigtig som ‘Godfather II’, tror jeg ikke … Nu ville jeg have lavet noget interessant, men hans modenhed var der allerede. Jeg var stadig lidt edgy. Den vilde knægt, der løber rundt«, siger han og fortsætter:

»Jeg var ikke så komfortabel med at afbillede underverdenens ledende figurer. Jeg var mere gadeplan. Der var ledende figurer på gadeplan. Det kunne jeg lave. Jeg gjorde det i ‘Goodfellas’ især. Det er der, jeg voksede op. Det, jeg så omkring mig, var ikke mænd i et bestyrelseslokale eller siddende omkring et stort bord og snakke. Det tog et andet artistisk niveau, som Francis havde på det tidspunkt. Han kom ikke fra den verden. Den verden jeg kom fra. Historien i ‘Godfather II’ er mere ligesom Thomas Malorys ‘Le Morte d’Arthur’. Det er vidunderlig kunst«.

Selvom Coppola endte med at lave en yderst succesfuld opfølger til den originale ‘Godfather’, virker idéen med Scorsese ved roret ikke helt dum.

Scorsese har selv bevæget sig i gangsteruniverser med store film som ‘The Departed’, ‘Goodfellas’ og ‘The Irishman’. De er dog alle lavet langt senere end ‘The Godfather Part II’, der kom ud i 1974.

På det tidspunkt var Scorsese 32 år gammel, og hans eneste gangsterfilm var ‘Mean Streets’ fra 1973.

Instruktørens nyeste projekt er den Cannes-aktuelle ‘Killers of the Flower Moon’ med Leonardo DiCaprio og Robert DeNiro.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af