Michael J. Fox blev med sitcom’en ’Family Ties’ og selvfølgelig først og fremmest ’Tilbage til fremtiden’-filmene en af 80’ernes allerstørste skuespilstjerner.
Som ganske ung fik han imidlertid konstateret Parkinson’s, og selvom han holdt karrieren kørende i årevis med sygdommen som følgesvend, har det selvsagt gjort det umuligt for ham at fortsætte skuespiltilværelsen med samme momentum som de kolleger, han voksede op i Hollywood med.
Af den grund er Fox måske i risiko for at blive en anelse overset af nye generationer, men det hjælper Davis Guggenheims fremragende, Apple TV+-aktuelle dokumentarfilm, ’Still: A Michael J. Fox Movie’, med at lave om på.
Her får vi et fantastisk vue ud over Fox’ liv og karriere, sprudlende fortalt gennem et overflødighedshorn af klip fra hans mange film og serier. Tilsat, selvfølgelig, nutidige interviews med skuespilleren selv, der trods sin sygdoms tydelige præg indgyder håb og optimisme i seeren.
I anledning af dokumentaren anbefaler vi de film og serier, som bedst demonstrerer Michael J. Fox’ sjældne talent – og i flere tilfælde reflekterer den dramatiske udvikling, den unge stjernes liv tog i alt for tidlig alder.
7. Milo i ’Atlantis’
Michael J. Fox er meget mere end sin Parkinson-diagnose, men et par af titlerne på denne liste går praktisk talt hånd i hånd med hans sygdomsforløb, så det ville være en larmende stilhed, hvis vi ikke italesatte det bare en lille smule.
I 1991, i en alder af 29 år, fik Fox at vide, at han havde en uhelbredelig hjernesygdom. Han fik også at vide, at de hidtil milde symptomer – mangel på kontrol over kroppens bevægelser – ville blive gradvist værre.
Han havde, måske, ti år tilbage af sin karriere, som på lige præcis det tidspunkt var på sit allerhøjeste. ’Back to the Future Part III’ var udkommet året før, buddy-cop-komedien ’The Hard Way’ med James Woods blev vist i biograferne verden rundt, og romcom’en ’Doc Hollywood’ var lige rundt om hjørnet. 80’er-ikonet var i opstartsfasen til 90’er-ikon.
Heldigvis fik Nostradamus-lægen kun halvt ret i sin spådom. For ganske vist var det næsten præcis ti år senere, at Fox måtte bukke under for de nu markant mere problematiske symptomer og tage afsked med sine ’Spin City’-kollegaer, men der skulle gå yderligere tyve år, før skuespilleren ville læne sig tilbage på sine velfortjente laurbær.
I 2001 udkom Disney-klassikeren ’Atlantis – Det forsvundne rige’ med Michael J. Fox i hovedrollen som den ranglede, ukuelige lingvist, Milo Thatch. Det var ikke hans første gig som stemmeskuespiller (både ’Stuart Little’, ’Den fantastiske hjemrejse’ og ’Den fantastiske hjemrejse 2’ kom den i forkøbet), men det var det første, der blev produceret, efter han havde offentliggjort sin sygdom, og dermed også en film, der blev en form for pejlemærke for, eller transition til, hans nye karriere.
’Atlantis’ er ikke den bedste Disney-film, der nogensinde er blevet lavet, men den er, efter min mening, svært undervurderet. Instruktørerne Gary Trousdale og Kirk Wise, hvis to seneste film var ’Skønheden og udyret’ og ’Klokkeren fra Notre Dame’, følte, at Disney trængte til noget nyt – noget, der for en gangs skyld ikke var en musical – og med dette Jules Verne-inspirerede action-eventyr må man sige, at de lykkedes.
Michael J. Fox leverer en formidabel præstation, lige dele nervøs og blåøjet, heroisk og sympatisk. Hvis ikke det var, fordi han havde et ansigt som skabt til tv, ville jeg sige, at han havde en stemme som skabt til radio.
6. Louis Canning i ’The Good Wife’
‘The Good Wife’ var en fremragende advokatserie, der kørte på CBS fra 2010 til 2016 (og som lige nu kan ses på Viaplay). Julianna Margulies spillede hovedrollen, Alicia Florrick, der pludselig skal tilbage på arbejdsmarkedet, efter hendes skandaleramte mand ryger i fængsel. Heldigvis er hendes juridiske talent ikke falmet i de små tyve år, hun har passet hjem og børn, så der går ikke længe, før hun træder i karakter i advokatfirmaet – og herefter følger syv sæsoners bundsolid tv-underholdning.
Men i sæson to, afsnit seks, ’Poisoned Pill’, møder Alicia en modstander, hun har svært ved at få skovlen under: den udspekulerede advokat, Louis Canning, spillet af, hvem ellers, Michael J. Fox.
Cirka ti år tidligere så vi Fox indtage scenen som stjernegæsteskuespiller i ’Scrubs’, hvor han i en to-episoders ark spillede røven ud af bukserne som den neurotiske Kevin, der, blandt andet, hjalp JD med at tage vare på sig selv og Elliot med at gå på toilettet (man skal nok se det for at forstå det), men i ’The Good Wife’ får han samlet set 22 fantastiske episoder til at stråle.
Man kan ikke påstå, at Michael J. Fox altid har været god til at tage pis på sig selv (ifølge ham selv havde han godt og grundigt besteget den høje hest i sine unge skuespillerdage), men som Louis Canning i ’The Good Wife’ bliver hans Parkinsons-sygdom brugt på umanerlig underholdende og selvironisk vis, da han benytter det som et redskab i kampen om at få juryen og dommeren over på sin side.
Med sin patenterede drengede charme bevæger han sig ustyrligt rundt i retssalen og overbeviser alle, med undtagelse af Alicia, om, at han er den søde, sympatiske, tragiske advokat i den gode sags tjeneste.
Har man ikke tid eller overskud til at kaste sig over hele serien, kan jeg på det kraftigste anbefale at gå på Youtube og søge på »Michael J Fox The Good Wife«. Det er en ren og skær fornøjelse at se, hvordan Fox får det bedste ud af sin sygdom.
5. Frank Bannister i ’The Frighteners’
‘The Frighteners’ markerer endnu et interessant tidspunkt i MJF’s liv. Ifølge hans selvbiografi, ’Lucky Man’, var det på et tidspunkt i løbet af de fem måneder, han befandt sig i New Zealand for at filme denne komediegyser, at han tog en afgørende beslutning.
Peter Jacksons ’The Frighteners’ var den tredje og sidste film i Fox’ tre-filmskontrakt med Universal (efter den ganske fine om end forudsigelige ’For Love or Money’ og box office-fiaskoen ’Greed’), og hvis man kender bare lidt til Peter Jacksons metoder, er det ingen overraskelse, at produktionen skulle foregå i hans hjemland (på trods af at filmens historie rent faktisk udspiller sig i USA).
Men fem måneder er umådeligt lang tid at være væk fra sin familie (konen Tracy, sønnen Sam og de nyfødte tvillingedøtre, Aquinnah og Schuyler), og isolationen gav Fox stof til eftertanke: Når han vendte tilbage til USA, ville han også vende tilbage til tv. En New York-baseret tv-karriere ville gøre ham i stand til at have en fast, skemalagt hverdag, kort afstand til sin læge og, frem for alt, kvalitetstid med familien.
Men først skulle han selvfølgelig lige filme den her undervurderede juvel af en film færdig.
Peter Jacksons første film var gyserkomedien ’Bad Taste’ fra 1987, men det var først, da han lavede den Oscar-nominerede ’Heavenly Creatures’ (med Kate Winslet og Melanie Lynskey) i 1994, at hans karriere virkelig begyndte at få momentum. Nok, i hvert fald, til at han to år senere kunne udkomme med en forholdsvis stor Robert Zemeckis-produceret Hollywood-film med Michael J. Fox i hovedrollen.
’The Frighteners’ er et sortkomisk take på spøgelsesjæger-genren. Den har en skal af kærlig, letspiselig humor, men indenunder er den faktisk ret dyster og en anelse tragisk. Efter sin kones tragiske død i et biluheld pådrager Frank Bannister sig kraften til at se og tale med de døde (sans den hedengangne kone, desværre), men i stedet for at bruge sit nye talent i den gode sags tjeneste, sender han regelmæssigt et par af sine spøgelseskompagnoner afsted for at skræmme livet af byens borgere, hvorefter Frank på mirakuløs vis kan dukke op, rede dagen og sende en klækkelig faktura.
Men da genfærdet fra en henrettet seriemorder begynder at hærge den ellers (forholdsvis) fredelige by, må Frank indse, at han kan udrette mere med sit liv end smålige cons for håndører.
Indimellem kan filmen godt tendere mod de lidt klichefyldte løsninger, og Frank Bannisters to fjogede, men svært underholdende spøgelsesvenner får aldrig den dybde og scenetid, de fortjener. Men ’The Frighteners’ er ikke desto mindre en fornøjelig, okkult komediefilm, som jeg under enhver MJF-fan – eller Peter Jackson-fan – at se.
4. Erikkson i ’Casualties of War’
‘Casualties of War’ er den Brian De Palma-instruerede Vietnam-krigsfilm, der bygger på Daniel Langs The New Yorker-artikel af samme navn. Filmen – og artiklen – er en fiktionalisering af en ægte hændelse, der fandt sted i den vietnamesiske jungle i 1966 (’Incident on Hill 192’), hvor en deling af amerikanske soldater kidnappede, voldtog og myrdede en ung vietnamesisk kvinde.
I filmen spiller Michael J. Fox soldaten Eriksson, der kommer i eklatant unåde hos sin befalingsmand, Meserve (Sean Penn), da han nægter at deltage i resten af delingens monstrøse forbrydelser. I løbet af filmens halvanden times tid oplever man, hvordan delingens hive-mind-mentalitet udarter sig til en ’Fluernes herre’-situation, med Eriksson som stakkels Piggy, der snart må frygte for sit eget liv, blandt hvad han troede var venner og kammerater.
’Casualties of War’ indeholder nogle ekstremt intense scener, ikke blot de voldelige og afskyelige af slagsen, men også scener, hvor særligt Sean Penn og Michael J. Fox må strække deres skuespiltalenter til det alleryderste. Et par gange hænder det, at det kammer over i det melodramatiske, men kan man se bort fra det, er denne film, der kom lige i hælene på lignende mastodonter såsom ’Full Metal Jacket’ og ’Platoon’, et pragteksempel på, hvordan Fox altså kan præstere meget mere end drenget charme.
(Hvilket også blev bevist året forinden, da dramaet ’Bright Lights, Big City’ udkom – det var på optagelserne af denne film, at Fox blev genforenet med sin tidligere ’Family Ties’-medskuespiller Tracy Pollan, der få måneder senere blev hans kone.
Der er ikke nogen tvivl om, at Brian De Palmas bud på en (anti)-vietnamskrigsfilm ikke når op på niveau med klassikerne som førnævnte og ’Apocalypse Now’ og ’The Deer Hunter’, men den er dog både rørende, oplysende og uhyggeligt medrivende.
3. Mike Flaherty i ’Spin City’
Da optagelserne til ’The Frighteners’ var ovre, og Fox omsider kunne vende hjem til sin familie, var det med en ny tilgang til sine jobvalg. Det skulle ikke længere handle om jagten på blockbustersucceser, men i stedet om bekvemhed, familieliv og, selvfølgelig, helbred.
På dette tidspunkt, omkring efteråret 1995, havde Fox kendt til sin diagnose i cirka fire år, men det var stadig kun hans nærmeste familie og venner, der var blevet indviet i hemmeligheden. Grunden til, at han gik så stille med dørene, var ikke blot et spørgsmål om benægtelse (selvom der givetvis var et snert af det også), men særligt det faktum, at han ikke vidste, i hvor høj en grad det ville komme til at påvirke hans karriere.
Så nu gjaldt det om at finde et nine to five tv-job, hvor det ville være markant lettere for ham at skjule sine rystelser.
Heldigvis havde Fox’ tidligere chef og kollega fra ’Family Ties’-dagene, Gary David Goldberg, (og en meget ung Bill Lawrence, der senere skulle stå bag hits som ’Scrubs’,’Ted Lasso’ og ’Shrinking’) det perfekte projekt.
’Spin City’ er en betagende, tiltalende, fortryllende morsom sitcom, der endte med at køre i seks sæsoner (dog med Charlie Sheen som Fox’ stedfortræder i de sidste to sæsoner). Humoren er charmerende og sød og lige præcis højpandet nok til, at man føler sig lille smule intelligent, når man ser det. Fox spiller den kække viceborgmester Mike Flaherty, der i alt andet end titel er New Yorks de facto leder, da den småfortumlede og bedårende naive borgmester (Barry Bostwick) ikke rigtigt besidder den gennemslagskraft, jobbet kræver.
Med et væld af talentfulde og morsomme skuespillere i fløjene er ’Spin City’ efter min mening en af 90’ernes absolut mest vellykkede komedieserier.
Helt let var det optagelserne dog ikke for Fox. Han beretter om, at adskillige af hans medskuespillere med tiden fik et indtryk af, at han var lidt af en Hollywood-diva, da han ofte ville ankomme sent til settet. De kunne selvfølgelig ikke vide, at det var, fordi han sad på sit kontor og ventede på, at levadopa-medicinen modvirkede Parkinsons-symptomerne tilstrækkeligt til, at han kunne præstere.
2. Alex P. Keaton i ‘Family Ties’
Jeg vil ikke dykke alt for dybt ned i den forholdsvis neglebidende genesis-historie, der ligger bag Fox’ karrieredefinerende rolle som Alex P. Keaton, da den forrygende dokumentar ’Still: A Michael J. Fox Movie’ skildrer hele forløbet til perfektion, så lad mig bare nøjes med at sige, at efter tre år i Hollywood uden den helt store succes, var det nu knald eller fald for Fox.
Alt afhang af ét enkelt, sidste casting-håb – og seriens showrunner, Gary David Goldberg, var ikke en Fox-fan.
Men det hele endte ganske lykkeligt. Michael J Fox løb selvfølgelig med rollen som den karismatiske, om end til tider moralsk tvivlsomme Alex P. Keaton. Til at begynde med var det ikke meningen, at seriens bærende rolle skulle være yuppie-sønnen, men Fox var så effektiv på scenen og udløste så mange grin blandt publikum, at der ikke gik længe, før ’Family Ties’ havde en klar hovedrolle.
Når man ser serien i dag, føles den gammel. Den er meget i dur med lignende sitcoms fra samme tid (’The Cosby Show’, ’Happy Days’, ’Full House’), hvilket vil sige familievenlig, jomfruelig, småbelærende på grænsen til didaktisk, men også galoperende hyggelig og rar og underholdende. Det er nemt at forestille sig, at det var den slags tv-serie, den gennemsnitlige amerikanske familie satte på torsdag aften, efter der var blevet taget ud af bordet.
Og Michael J. Fox vælter kegler som Alex P. Keaton, det kan slet ikke anfægtes: hans timing, intonation, sprudlende energi og følelsesmæssige råderum går rent ind.
1. Marty McFly i ’Back to the Future’
Jeg har taget mig den frihed at samle alle tre ’Back to the Future’-film på en delt førsteplads, fordi det ligesom ’Ringenes herre’-trilogien bare er en samlet, uadskillelig pakke.
Hvis man ikke allerede har gjort sig den tjeneste at se de formidable, Robet Zemeckis-inspirerede ’Back to the Future’-film, så kan jeg på det kraftigste anbefale, at man snarest muligt finder seks frie timer i sit skema.
Den excentriske videnskabsmand, Doc Brown, har gjort det umulige: Han har opfundet en tidsmaskine og sågar en, der bliver huset i en DeLorean og kører på plutonium. Men da en flok libanesiske terrorister pludselig dukker op for at hugge det radioaktive metal, kommer Docs unge ven/protegé, Marty, ved et uheld til at aktivere tidsmaskinen, hvorefter han formår at strande sig selv i 1955.
Her møder han en yngre, men lige så excentrisk Doc, der må hjælpe ham med at finde tilbage til 1985 – men først skal Marty selvfølgelig lige råde bog på al den skade, han har forvoldt tidslinjen, inden tiden rinder ud, og han ophører med at eksistere.
I 2’eren og 3’eren bliver det endnu mere skørt, men på intet tidspunkt taber filmene pusten eller bolden. Det er underholdning med 100 kilometer i timen fra start til slut.
Det er dog lidt af et mirakel, at den første ’Back to the Future’ overhovedet kunne lade sig gøre. I 11. time (og med det mener jeg flere uger inde i optagelserne) blev Eric Stoltz fyret som Marty McFly, og Michael J Fox fik i stedet tilbudt rollen. Han arbejdede dog fuldtid på ’Family Ties’ på det tidspunkt, så seriens showrunner ville kun lade ham tage imod rollen på én betingelse: Det måtte under ingen omstændigheder gå ud over ’Family Ties’.
Det, svor skuespilleren, ville det bestemt ikke gøre. Og det fik han ret i – til gengæld gik det hårdt ud over Fox’ nattesøvn.
I tre lange måneder blev Fox vækket om morgenen af en assistent, kørt til ’Family Ties’-settet, hvor han i løbet af dagstimerne filmede tv-serien, og derefter kørt til ’Back to the Future’-settet, hvor han brugte eftermiddagen, aftenen og nogle gange nattetimerne på at filme, hvad der skulle blive til en verdensomspændende blockbustersucces. Det er mig en gåde, hvordan han kunne holde til det – og en endnu større gåde, hvordan hverken tv-serien eller filmen bærer præg af hans ekstreme overarbejde.
’Still: A Michael J. Fox Movie’ kan ses på Apple TV+.