I 1994 fik en 11-årig Natalie Portman sit gennembrud i Luc Bessons lejemorderfilm ‘Léon’ i rollen som Mathilda, der bliver taget under vingerne af Jean Renos titulære antihelt, efter hendes familie bliver dræbt.
Filmen blev et stort hit og positivt anmeldt af kritikerne. Men til trods for den pæne modtagelse har de seksuelle undertoner i det umage makkerpars forhold været et omdiskuteret emne gennem årene.
I et nyt interview med The Hollywood Reporter fortæller Portman om sit ambivalente forhold til både ‘Léon’, som gav hende karrierens startskud, og instruktør Luc Besson, der i 2018 blev anklaget for gentagne gange at have voldtaget den hollandsk-belgiske skuespiller Sand Van Roy.
»Det er en film, som stadig er elsket, og folk henvender sig til mig om den film mere end nogen anden, jeg har lavet«, fortæller hun og fortsætter:
»… og den gav mig min karriere, men når man ser den nu, så indeholder den helt klart nogle tåkrummende – for at sige det mildt – aspekter. Så ja, det er kompliceret for mig«.
Ved samme lejlighed kommenterede den nu 41-årige skuespiller anklagerne mod Besson, hvis retssag blev afvist i 2021 efter en undersøgelse.
»Det er hjerteskærende«, sagde hun om anklagerne og tilføjede, at hun »naturligvis« var chokeret.
»Jeg havde virkelig ingen anelse. Jeg var et arbejdende barn. Jeg var et barn. Men jeg vil ikke sige noget, som vil gøre andres oplevelser ugyldige«.
Tidligere har Natalie Portman udtalt sig om at blive seksualiseret i en alder af 11 år og sammenlignet den populære lejemorderfilm med Vladimir Nabokovs kontroversielle roman ‘Lolita’:
»Jeg var helt klart opmærksom på, at jeg blev portrætteret som den her ‘Lolita’-karakter. Det at blive seksualiseret som barn tror jeg tog noget fra min egen seksualitet, fordi det gjorde mig bange og fik mig til at føle, at den eneste måde, jeg kunne føle mig tryg, var ved at være sådan, ‘Jeg er konservativ’, og ‘Jeg er seriøs, og I burde respektere mig’, og ‘Jeg er klog’, og ‘Lad være med at kigge på mig på den måde«.
Portman fortæller yderligere, at hun lang tid efter gennembrudsrollen styrede uden om film, der ville portrættere hende på samme måde.
Natalie Portman er snart aktuel i Todd Haynes’ romantiske drama ‘May December’, som får premiere på filmfestivalen i Cannes næste uge.