’Pasforfalskeren’: Stortalent fra ’Under sandet’ er kækt charmerende i sorgløs film på tungt bagtæppe
En film om forfalskning af identitetsdokumenter kan virke farligt gammeldags i en tidsalder, hvor vi diskuterer, om AI-Drake er bedre end IRL-Drake, og du kan bruge et chatbot til at skrive med din Tinder-date – og hvor ens rødbedefarvede pas ligger bagerst i en skuffe det meste af året.
Men i andre dele af verden og i andre tidsaldre kan det rigtige stempel på det rigtige dokument været livlinen midt i kaos og død.
Det er eksempelvis tilfældet i Berlin, 1942.
Cioma Schönhaus er jøde, men har fået dispensation af tyskerne til at stå i en våbenfabrik.
Hans plan var egentlig at blive kunstner, men ind fra højre kom Anden Verdenskrig.
Den opvakte 21-årige opdager en meningsfuld gesjæft for et menneske med visuelt talent. Man kan fremstille falske pas. En nøjagtig rekonstruktion af farvetonen i et offentligt stempel kan redde en anden jøde fra at blive sat på toget til Auschwitz. Cioma Schönhaus nåede at fabrikere hundredvis af pas til andre jøder, inden han selv tog flugten til Schweiz.
Historien i ’Pasforfalskeren’ er sand, Cioma levede fra 1922 og helt frem til 2015. Hans historie skrev han ned i sin biografi i 2004, og instruktør og manuskriptforfatter Maggie Peren har nu fået en løjerlig, men ganske effektiv spillefilm ud af bogen.
Det er egentlig tungt stof, og vi er kun et par stationer fra rædslerne i ’Sauls søn’ og ’Schindlers Liste’.
Alligevel er der en forunderlig lethed over store dele af ’Pasforfalskeren’.
Sorgløs swing-musik skildrer hans eskapader, som var han en mere sympatisk og menneskevenlig udgave af Matt Damons beregnende psykopat fra ’The Talented Mr. Ripley’. Schönhaus og hans ven Det Kassriel (Jonathan Berlin) tiltusker sig tyskeruniformer og giver den som partitro søofficerer på de bonede gulve.
På det cirkulerende dansegulv møder han Gerda (Luna Wedler), der klarer sig gennem krigen som en slags selskabspige, mens hendes forlovede er ved fronten: De hårde facts i denne sammenhæng bliver mest antydet, vennen Det (for Det hedder han) slog mig også som muligt forelsket i hovedpersonen, men dette bliver blot stående som en mulig betragtning.
Det er en af filmens centrale styrker, at man forstår, at bipersonerne bliver draget af den ferme Cioma Schönhaus.
Han bliver skildret af Louis Hofmann fra Netflix-serien ‘Dark’ med en gavtyveagtig charme og kækhed midt i et sort kapitel af verdenshistorien. Et afvæbnende smil er aldrig langt væk, og han holder fast i en ukuelighed og livsglæde midt i bomberøgen uden at virke tumpet af den grund.
Hofmann blev belønnet med en Bodil for sin rolle som tysk soldat sat til at rydde miner ved Vesterhavet efter Anden Verdenskrig i danske Martin Zandvliets ’Under Sandet’. I denne hovedrolle er han da også overbevisende til at bluffe sig igennem som fuldblods-nazist, når situationen kræver det. Han virker mere troværdig som partisoldat end de lidt udmattede nazister, man ellers møder i den nuancerede film.
Den aldrende og plagede politimand, der beslaglægger inventaret i Schönhaus-familiens hjem, gør det for eksempel med langt mindre lidenskab og fanatisme, end man normalt er vant til i film om nazismen. De allieredes bombetogter er skildret som tung bas på lydsiden og blinkende lys uden for vinduet. Alligevel gør filmen det håndgribeligt, hvordan det er at leve under konstant bombetrussel ovenfra.
Der er flere aspekter af historien omkring datidens vilkår for jøder, som manuskriptforfatteren har lidt svært ved at massere ind i historiefortællingen. Har man snoozet i nogle historietimer, vil man muligvis blive udfordret her og der omkring historiske detaljer.
Jeg tror dog, mange vil blive suget ind i filmens univers ikke desto mindre. Der er en udsøgt fornemmelse for kolorit og atmosfære fremelsket i en lykkelig vekselvirkning af scenografi og lyssætning. Vi er inde i nogle smukke og herskabelige lejligheder anno 1942, hvor man stadig mærker et ekko af åndelighed og bedre tider, men det er aldrig for smukt og kulisseagtigt – man mærker tiden, støvet og snavset, som er ved at lægge sig over det gamle kulturrige grundet en herre kaldet Adolf Hitler.
Først til sidst falder verdenshistoriens grumhed som et stort tungt edderkoppespind ned over vores sympatiske gruppe af hovedpersoner. En rigeligt stor bid af den sande historie bliver desværre fortalt via afsluttende skilte med tekster af typen ’sådan gik det med den og den’, som vi er så vant til fra historiske og biografiske film.
Cioma Schönhaus flygtede til Schweiz på cykel. Det havde da også være en filmisk skildring værd? Jeg er kæmpe fortaler for relativt korte film i en tid, hvor John Wick får lov at være to timer og 49 minutter om at give nogen på munden. Der er noget sorgløst og over-stepperne ved fortælleformen i ’Pasforfalskeren’, som gør filmen en smule offbeat på en god måde.
Da rulleteksterne pludselig krøb op ad skærmen, sad jeg dog tilbage i biografen og følte, at jeg manglede det sidste akt.
Kort sagt:
’Pasforfalskeren’ er en forunderligt sorgløs film om et tungt emne. Den lever især på en fascinerende hovedrolleindehaver. Dog føler man, at historien mangler et sidste akt.