’John Wick: Chapter 4’: Når du først har fået armene ned, skal du lige samle kæben op
Find din kalender, udpeg en ledig dag, sæt et kæmpe kryds og skriv med versaler: JOHN WICK.
For du skal i biografen til den vildeste actionbasker længe – om det bliver i IMAX eller den lokale cafékino, det skal jeg ikke blande mig i, men fjerde kapitel i John Wick-sagaen skal og bør nydes på det store lærred. Det fortjener den.
Lad os lige hurtigt snakke lidt om historien, der jo aldrig har været filmseriens stærkeste salgspunkt og til stadighed ikke er det. Keanu Reeves’ eks-hitman John Wick er atter på jagt efter en vej ud af den labyrintiske underverden, han har været indespærret i, siden han for godt ti år siden iværksatte en (ifølge denne hvalpeejers) retfærdig vendetta – et hævntogt, der til dato har kostet godt og vel 300 håndlangere livet.
Men nu har han måske fundet løsningen. Det kræver bare lige, at han nedlægger, hvad der ville svare til befolkningen af en lille by for at nå frem til sidstebossen, jeg mener ærkefjenden: Bill Skarsgårds Marquis de Gramont (ja, svenske Bill Skarsgård rykker ind på det altid tvivlsomme territorie, hvor en ikke-fransk skuespiller skal føre sig frem med en fransk accent, og ja, jeg kunne da godt have klaret mig uden).
På rollelisten har vi også en fortryllende karismatisk Donnie Yen, der bliver hyret af markisen til at sætte John Wick ud af spillet. Scott Adkins, der står for en solid halv times underholdning omkring filmens midtpunkt. Shamier Anderson og hans firbenede sidekick som plottets wildcards. Hiroyuki Sanada som indehaveren af Osaka Continental og, selvfølgelig, nyligt afdøde Lance Reddick som den trofaste concierge Charon.
Jeg kan godt forstå, at filmen er godt tre timer lang, for hvem ved deres fulde fem kunne dog finde på at skære så meget som et minuts scenetid med de her talenter fra.
Men med det sagt er filmens 169 minutters spilletid en pille, man skal være forberedt på at sluge. Der er ikke tilnærmelsesvis nok plot til at retfærdiggøre så lang en film – men det er ved gud heller ikke derfor, man går ind og ser en John Wick-flick.
Man kommer, man bliver, og man fælder måske en lille tåre over de eminent koreograferede actionsekvenser, de overdådige set-pieces, et overvældende lydbillede og, frem for alt, den underskønne fotografering og belysning, som vi kan takke den Oscar-nominerede dansker Dan Laustsen for.
’John Wick: Chapter 4’ overgår med længder forgængerne, der ellers har sat en høj standard. Den herkuliske koordination og nøjsomlige planlægning, der er gået forud for stort set hver enkelt scene i, er på grænsen til umulig at begribe.
Der er særligt én sekvens i et parisisk chateau, som fuldkommen rev tæppet væk under mig. Jeg vil ikke afsløre for meget, men vær forberedt på at samle kæben op fra gulvet, når du på et tidspunkt formår at få armene ned igen. Jeg havde vitterligt tårer i øjnene oven på, hvad der på papiret er en ret simpel shoot-’em-up sekvens, men ender med på næsten poetisk smuk vis at forløse den dominobrik, der i sin tid startede rejsen.
Hvis man har de kritiske briller på, er det ikke svært at spotte et par afventende stuntmen i baggrunden, der med et mindre overbevisende spil for galleriet bruger længere tid på at rejse sig op igen end en tacklet italiensk fodboldspiller. Og så er filmen en god halv time for lang.
Men alt det blegner i forhold til den hæsblæsende underholdning, man får serveret i dette fjerde formidable John Wick-kapitel.
Kort sagt:
’John Wick: Chapter 4’ er det bedste, der er sket for franchisen, siden vi for første gang mødte den ulykkelige eks-hitman i 2014. Den er mesterligt filmet og koreograferet og har nogle set-pieces og lokationer, der kan hamle op med selv de mest imponerende Bond-film.