‘Sweet Tooth’ sæson 2: Netflix’ eventyrserie er stadig nuttet og neglebidende – og endnu mere nuanceret
Fortsættelsen af Netflix’ elskelige postapokalyptiske eventyrserie ’Sweet Tooth’ starter præcis, hvor første sæson sluttede.
Gus (Christian Convery) sidder fanget med Aimees hybridbørn i Last Mens fængsel under den zoologiske have, de har besat. Med truslen om at ende på slagtebordet som deres kamæleonbror, Roy, finder de hurtigt sammen om en fælles mission. At flygte – med eller uden hjælp fra deres respektive plejeforældre.
Samtidig har Big Man og Aimee noget modvilligt slået pjalterne sammen, da Aimee reddede Big Man fra at dø efter angrebet, hvor han mistede Gus. Deres handlemuligheder er få og usikre, men de er begge tyngede af skyld og desperate efter at befri deres plejebørn fra fangenskabet.
Big Man (Nonso Anozie) er stadig en af de helt store fornøjelser i ’Sweet Tooth’. Hans kemi med Aimee (Dania Ramirez) er ikke, som den var med Gus, men det er ret morsomt at se kommunikationen mellem den følelsesforskrækkede ’kranieknuser’ og en uddannet terapeut.
Det viser sig snart, at Last Men kan bruge Gus til noget andet og mere end de andre hybridbørn. Gus taler menneskesprog og har ikke de sammen forbehold som de andre hybrider mod at gøre sig forståelig for mennesker. Men Gus er også noget særligt som søn af en af de forskere, der var med til at udvikle hybriderne. Derfor ser Dr. Singh (Adeel Akhtar) en mulighed i Gus for at finde det store svar: Kuren på Sygdommen.
Gus får som den ældste også hurtigt en lederrolle blandt børnene i Pumpehuset, som fængslet hedder. Men hans status som særlig blandt Last Men skaber gnidninger og kompromitterer hybridernes tillid til ham. Og Aimee og Big Man er med deres vidt forskellige fortid ikke umiddelbart kompatible rejsekammerater.
Samtidig bliver Dr. Singh tiltagende gal af søvnmangel, og Bear (Stefania LaVie Owen) møder en jævnaldrende ung mand med et anderledes syn på tingene, der konfronterer hende med sine ugerninger.
’De gode’ bliver altså tegnet op med flere nuancer i ’Sweet Tooth’, og det gør venne- og fjendebillederne mere mudrede. Det er en stærk udvikling, der slår fast, at ’Sweet Tooth’ hører til blandt de bedste af sin slags, i kategori med de to første sæsoner af HBO’s ’His Dark Materials’ og med paralleller til ’The Last of Us’.
Man skal ikke undervurdere virkningen af de supersupernuttede hybridbørn, der konstant vækker cute aggressions. Gus’ opmærksomme hjorteører, den altid lidt snuskede vaskebjørn Jojo, den generte skildpadde Teddy, der er bange for mørke, åh! Der er noget usædvanligt taktilt ved jordsvinet Bobby, en fysisk, håndstyret dukke. Det giver serieuniverset sjæl.
At have ventet til nu med at bløde linjerne så meget op mellem det gode og det onde er et klogt træk. ’Sweet Tooth’ er en serie, der forventer, at seeren kan overskue en vis kompleksitet, samtidig med at den tager højde for det brede aldersspektrum, den henvender sig til.
Den tog sig god tid til at etablere universet, men fortsætter med at udvikle på det, så man ikke mister interessen for den ellers ret banale eventyrkurve.
En anden spændende udvikling er billedet af superskurken General Abbot (Marlon Williams). I en scene står han i front for et show, hvor han og nogle af hans mænd demonstrerer virkningen af en falsk kur. Og pludselig forstår jeg, hvorfor jeg ikke skal være skuffet over, at han ikke er ond på samme måde som for eksempel Narnias hvide dronning. Han er en opportunist, et almindeligt menneske, der identificerer en kollektiv frygt og beslutter at bruge den til at få magt.
Det er let at se ’Sweet Tooth’ som en kommentar til dyreforsøg. Men særligt i sæson 2 kommer man også til at tænke på den generelle rovdrift, mennesket driver på andre arter og naturen i jagten på et længere, mere smertefrit menneskeliv.
Heldigvis uden at allegorien bliver overdrevet eller moraliserende. Historien og karaktererne er stadig de vigtigste.
Kort sagt:
’Sweet Tooth’ fortsætter i sæson 2 med at udvikle på universet, så den bliver ved at være neglebidende, indsigtsfuld og nuttet – og mere nuanceret.