’De tre musketerer: D’Artagnan’: Fransk stjerne stjæler billedet i landets nye store actionfilmserie
Alexandre Dumas’ bog om de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis rangerer nok blandt de mest filmatiserede bøger nogensinde. Siden filmmediets fødsel er der ikke gået et årti uden en eller anden form for filmatisering af ’De tre musketerer’.
Den nye ’De tre musketerer: D’Artagnan’ er første film af to, og efterfølgeren ’De tre musketerer: Milady’ har fransk premiere allerede til december. Til sammen er de en filmatisering af Dumas’ 700 sider lange roman. Er succesen stor nok, kan der komme utallige sequels, prequels og spinoffs, da Dumas skrev mange flere bøger om de fire musketerer.
For fans af Dumas eller MCU (Musketerernes Cinematic Universe) vil denne nye franske version af oplægget derfor ikke overraske med sin rimeligt tro genfortælling af plottet, dog med et par moderniseringer her og der.
For de uindviede følger man en ung franskmand fra Gascogne, Charles D’Artagnan (François Civil), hvis største drøm er at blive musketer. I sine ihærdige forsøg falder han hovedkulds ned i et plot om at starte en krig mellem de engelsk støttede protestanter og den katolske adel og Kong Ludvig d. 13. Han formår også at fornærme tre musketerer, som hver især udfordrer ham til duel. Heldigvis bliver de hurtigt venner, og sammen må de redde Frankrig.
Om det er Mickey Mouse, Jeremy Irons eller Douglas Fairbanks i hovedrollen, forventer man af en musketer-film nogle fægtningsfyldte actionscener, og her skuffer den nye fortolkning ikke. De fleste fægtescener er nemlig indspillet i ét langt skud, eller sådan ser det i hvert fald ud, med flere usynlige klip undervejs.
Selvom det til tider bliver uoverskueligt at se, hvem der er hvem, især når musketerernes klassiske røde uniformer er skiftet ud med mørkere frakker, imponerer koreografien af kampene nok til, at man bare kan læne sig tilbage i sædet og lade sig underholde.
Der skulle efter sigende også være brugt forsvindende få digitale effekter, hvilket generelt hjælper til at give et mere realistisk udtryk. Og når den er optaget i Frankriger var der jo masser af fabelagtige slotte at gøre brug af uden at behøve bygge kulisser eller forfalde til CGI.
Der er 9000 statister og 650 heste på rollelisten, hvilket bevidner om en gammeldags indstilling til filmmagien, som Hollywood efterhånden er ved at glemme. Det ville måske være lettere at genskabe 1600-tallets Frankrig digitalt, men det hjælper på indlevelsen, når man ved, at det, man ser, er ægte.
Resultatet er en mørkere, mere realistisk version af ’De tre musketerer’, men det betyder heldigvis ikke, at den har mistet charmen.
François Civil, som spiller den unge, charmerende D’Artagnan, har ikke tidligere været i det internationale søgelys, men kommer det sandsynligvis nu. D’Artagnan er historiens hovedkarakter, og Civil veksler godt mellem den blødere side i kærlighedsinteressen Constance og de vildere actionscener med hestejagte og fægtescener. Figuren er dog ikke sindsoprivende nytænkende.
Porthos og Aramis (spillet af Pio Marmaï og Romain Duris) forbliver begge biroller, da Athos indtager den vigtigste rolle i både filmens og skurkenes plot. Aramis er splittet mellem kirken og at forføre gifte kvinder, mens Porthos, som i én af filmens moderniseringer er biseksuel, nyder godt af alle kødets lyster, heriblandt mad.
Det er den deprimerede Athos, der stjæler showet, hvilket ikke overrasker, da han spilles af en af fransk films største skuespillere, Vincent Cassel. Fanget i midten af konflikten mellem katolikker og protestanter bliver han en menneskelig metafor for Frankrig, som drukner sine sorger i vin.
På trods af sine små ændringer af kildematerialet genopfinder ’De tre musketerer: D’Artagnan’ ikke den historiske eventyrfilm.
Det er måske unfair at kalde en 400 år gammel historie med hundredvis af filmatiseringer uoriginal, og den er trods alt den bedste musketer-film jeg har set. Men det siger ikke nødvendigvis så meget.
Kort sagt:
Frankrigs første filmatisering af Dumas’ musketerer i 65 år er et lovende første kapitel af en større historie, men hæver sig ikke højt over den gennemsnitlige historiske eventyrfilm.