’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’: Hun er blevet jaget, udskældt og hånet – nu får hun et åndehul
I sin auberginefarvede jakke, et sæt høje hæle og et stort benovet smil skrev hun danmarkshistorie. Helle Thorning-Schmidt blev i 2011 landets første kvindelige statsminister og har siden den dag i september båret både farvede jakker, høje hæle og tunge opgaver. Smilet er dog sommetider udeblevet.
For det kan være en kraftanstrengelse af format at fastholde selv et halvhjertet og forlorent smil, når man gentagne gange stikker sig på en spids og mandschauvinistisk socialdemokratisk rosetorn.
’Statsministeren Helle Thorning Schmidt’ er instruktøren Nille Wesths Viaplay-dokumentar, hvor man får en plads ved det politiske såvel som det følelsesmæssige rundbord hos kvinden, politikeren, feministen og den tidligere socialdemokratiske statsminister, der har stukket og skåret sig på alt fra torne til skarpe tunger.
Seriens skabere har lavet et massivt og imponerende arkivarbejde, hvor de har fundet et utal af gamle videoklip, private fotos og nyhedsindslag med Helle Thorning-Schmidt i hovedrollen.
Hele baduljen er sammenstrikket til a trip down Thorning lane, hvor vi blandt andet sendes tilbage til en verden fuld af stationære computere, klaptelefoner, spinkle drømme om en fremtidig karriere i politik og mandlige statsministre.
De mange billeder fra forskellige årtier og derfor med svingende visuel kvalitet er utroligt velorkestreret, smukt forenet, og sammen med nye interviewdele fra hovedpersonen selv, hendes ægtemand Stephen Kinnock, hendes to voksne børn, forhenværende, nuværende og prominente politikere og journalister driver de, med et passende og musikalsk tempo, fortællingen om kvinden fra Vestegnen, der er blevet jagtet, udskældt og hånet af medier, vælgere og stridslystne kollegaer.
Med dokumentaren får hun nu et åndehul, for den fungerer ikke som en kritisk undersøgelse af Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister, da den overordnet set er loyal over for hendes perspektiv. ’Statsministeren’ har dog forsøgt at nuancere billedet ved at invitere nogle af de førnævnte stridslystne kollegaer ind, men som det fremgår af epilogen havde Lars Løkke »ikke tid« til en sludder om hans tidligere modstander.
Til gengæld giver den todelte, real life ’Borgen’-serie et indblik i, hvor stor og voldsom magt mediers dækning og framing af politikere og andre profiler kan have, og vi lærer, hvor flygtig, fyrig og grænseløst giftig politik og Christiansborg kan være. Vi ser desuden en yngre Frank Jensen snuse ubehageligt intenst til en gul Netto-citron, hvilket virker som en kærlig påmindelse om den vigtige og samtykkende sti, der er lagt de seneste år.
Dokumentarens kernefortælling er dog den om ildsjælen, der har skullet overbevise et helt land om, at en kvinde sagtens kan bære både det største politiske ansvar og Gucci – endda på samme tid.
Alle politikere får endevendt deres beskidte vasketøjskurv, som var de pengesnydende og underskriftsforfalskende forbrydere – nu og da med rette. Men selv med rygter om uagtsom skattesvindel virker det til, at den største forbrydelse, Helle Thorning-Schmidt som politiker og magtperson nogensinde har begået, er at være kvinde.
Den næststørste er at bære en pink kjole med en dyb udskæring et sted, hvor flertallet til dagligt ellers går med bjørneskindshuer. Det er åbenbart en Emma Gad’sk faux pas.
Men Helle lytter mere til Tessa end Emma Gad, og kvindens ret til at klæde sig som hun vil, har alle dage været den tidligere statsministers mærkesag. »Man skal holde op med at have holdninger til, hvordan kvinder skal se ud«, siger Thorning-Schmidt, der både i overført og bogstavlig forstand har taget den konventionelle politiske og socialdemokratiske arbejdsuniform, vendt den på vrangen, klippet i den og syet pailletter på.
Men gennemgående for serien er, at denne mærkesag og denne tekstile og identitetspolitiske kreativitet ikke er uden omkostninger.
Det er ikke en ny erkendelse, at kvinder bedømmes og bekriges grundet det tøj, de bærer – eller ikke bærer. Dokumentaren er derfor ikke nødvendigvis nyskabende eller enestående på dette område, men den kan i nogen grad forstås som nyskabende i portrættet af en politisk magthaver.
For i ’Statsministeren’ hviler kameraret på lange lakerede negle, guldpumps og krøllejern. Vi ser Helle Thorning-Schmidt som en fri kvinde bade i de blågrønne kanaler, cykle på de københavnske cykelstier, bekymre sig om sine børns madvaner på Roskilde Festival og danse med store fashionable solbriller til Thomas Helmig.
Ingen af delene ville nok få megen skærmtid i et klassiske politikerportræt af en Nyrup, en Fogh eller en Stauning.
Skulle man så have tegnet et portræt, der lignede og lugtede mere af Stauning eller slips for netop at opløse et fastfrosset fokus på hendes køn?
Nej, det ville udover at være dybt bagudskuende også være den halve sandhed. For en del af historien om den tidligere statsminister er også den auberginefarvede jakke, de lange negle, den frie svømmetur, det bekymrede morsind og den sagnomspundne pink kjole.
Helle Thorning-Schmidt – og dokumentaren om hende – er netop kommet for at vise, at magten kan have andre klæder, at krøllejern og storpolitisk indflydelse ikke behøver være modsætninger.
Det kan faktisk være lidt af en politisk bedrift at lade høje hæle betræde et underlag, der er designet til flade herresko.
Kort sagt:
’Statsministeren Helle Thorning Schmidt’ minder os om, hvor ondt det kan gøre at stikke sig på en sexistisk rosetorn, og giver et nyt og rettidigt portræt af, hvordan en politisk magtfigur også kan se ud.