’Tour de France – med i feltet’: Netflix’ formidable Tour-serie gør novicer til inkarnerede cykelfans
Det skal gøres klart fra start af, at denne anmeldelse er baseret på en lægmands vurdering af dokumentarserien ’Tour de France: Unchained, eller ’Med i feltet’, som den hedder på dansk.
Det har selvfølgelig sine ulemper, at Touren for mig primært er et tre uger langt baggrundstæppe hver sommer, og at terminologi som »domestique« og hold som Jumbo-Visma er byer i Rusland Ukraine.
Men inden landets cykeleksperter tapper væk, bliver jeg nødt til at pointere to væsentlige ting: For det første er dokumentaren tydeligvis hovedsageligt henvendt til nybegyndere som undertegnede, og for det andet er den lige præcis så vellykket, at jeg allerede har været inde på Momondo for at tjekke udrejser til diverse destinationer i Frankrig i juli.
Serien følger et lille udpluk af de 22 hold, der i 2022 dystede i verdens mest prestigefyldte cykelløb: Ineos Grenadiers, Groupama-FDJ, EF Education-EasyPost, Alpecin-Deceuninck, Bora-Hansgrohe, Quick-Step Alpha Vinyl, AG2R Citroën og Jonas Vingegaards Jumbo Visma.
Og eftersom hvert hold stiller op med otte ryttere, betyder det i princippet, at vi følger op imod 70 Tour-deltagere. Heldigvis har holdet bag dokumentaren en uovertruffen evne til at sigte flere måneders filmmateriale for de allerbedste, mest højspændte, mest inspirerende historier, og når det kommer til stykket, lander seriens fokus på en håndfuld ryttere, der til sammen skaber en fyldestgørende fortælling om elitesportens hæsblæsende op- og nedture, og den kærlighed og animositet, cykling kan frembringe i folk.
Jeg havde aldrig troet det, før jeg trykkede på play-knappen, men allerede inden første afsnit sluttede, var jeg fuldkommen solgt – og fuldkommen følelsesmæssigt investeret i den her flok dybt imponerende cykelryttere.
Efter to afsnit begyndte jeg at google alt fra terminologi til hold til franske ruter, efter tre begyndte jeg at anbefale serien til familie og venner, og efter fire eller fem begyndte tårerne så småt at trille frem. Da alle otte episoder var færdige, følte jeg mig næsten forpustet – det havde været noget af en rutsjebanetur.
’Tour de France – med i feltet’ er proppet med fascinerende, fængslende, forrygende mennesker og historier.
Fra den bedårende distræte Jasper the Disaster, der aldrig har vundet en etape før og nu kæmper med næb og klør for at vise sit værd, til den ukuelige wunderkind Wout van Aert, der gang på gang må vælge mellem at vinde en etape eller bistå holdkaptajnen, til den rørende sympatiske Jonas Vingegaard, der for få år siden arbejdede på en fiskefabrik og nu er verdens bedste cykelrytter, til den aldrende Geraint Thomas, der vil gøre alt for at bevise, at det endnu ikke er tid til at hænge cyklen på væggen.
Men utroligt nok mister serien aldrig overblikket over selve løbet, der startede i København 1. juli og sluttede i Paris 24. juli. Godt nok springer den lidt frem og tilbage i tid for at skabe en vis rytme og dramaturgi, men det bliver aldrig så slemt, at man ikke længere forstår Tourens kronologi. Hvert afsnit arbejder sig langsomt længere og længere hen imod den famøse Champs Élysées-etape, alt imens spændingen stiger og stiger.
Professionel cykelsport, og Tour de France især, er for novicer som mig en ret svær verden at gøre entre i. Der er så ufatteligt mange elementer, roller og regler, man skal holde styr på, at det virker som en fuldkommen uoverskuelig ting at begynde at dyrke. Det har denne dokumentarserie til gengæld ændret på. Godt nok forstår jeg stadig kun en brøkdel af en promille af alle spillereglerne, men jeg føler nu, at jeg forstår lige præcis nok til, at jeg med stor iver kan følge med, når løbet om to ugers tid igen bliver skudt i gang.
Det havde dog været rart, hvis serien havde udfoldet de mange forskellige roller, et hold har, lidt mere, så det ikke bare koges ned til: Ham, der skal vinde i klassementet, og så de andre, der føles lidt som glorificerede vandbærere og windbreakers.
Jeg bliver også nødt til at trække nogle point fra, da serien har en tendens til at vægte dramaet højere end den objektive virkelighed.
Wout van Aert har for eksempel offentligt været ude og beklage sig over den måde, han og hans holdkammerater bliver portrætteret: »Det er ret forstyrrende, at der er blevet indført historier i dokumentaren, som ikke fandt sted«.
Flere steder justerer serien også på rækkefølgen af begivenheder, så der bliver vredet så meget drama ud af et opgør som overhovedet muligt. Det betyder, at man må være en anelse kritisk undervejs.
Men kan man sluge den kamel, er Netflix-produktionen en formidabel dokumentarserie, der bør kunne omvende de fleste passive seere til dundrende cykelsportsentusiaster.
Kort sagt:
Netflix’ franske dokumentarserien skildrer Tour de France og løbets ryttere med blændende kærlighed og højsvungen dramaturgi. Det gør den umådelig seværdig, om ikke 100 procent troværdig. Jeg var dog solgt til stanglakrids fra start til slut.