SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. I 2018 var der kun ét punkt, som samtlige filmkritikere kunne enes om, når det kom til Luca Guadagninos remake af ’Suspiria’:
Du vil have svært ved at finde to film så forskellige som Dario Argentos originale giallo-mesterværk fra 1977 og hans yngres landsfælles radikale opdatering.
I ’77-versionen bliver ballerinastudenten Susy Bannion (Jessica Harper, der også har en mindre rolle i remaket) oplyst af kontrastfyldte neonfarver i den tyske soveby Freiburg, akkompagneret (ja nærmest forfulgt) af opildnede heksehymner fra bandet Goblins udbasunerede synthezisere på soundtracket.
Mordofre bliver stukket i hjertet af mystiske skyggemænd, penetreret og lemlæstet af enorme glasstykker og maltrakteret imellem pigtråd.
Klip til 2018-makeoveren, hvor Susie Bannion (Dakota Johnson) ankommer til Vestberlin anno 1977. Bybilledet og nyhederne er præget af et voldeligt gidselopgør mellem Rote Armee Fraktion og politiet, alt imens mørke kræfter på dansekollektivet, hvor Susie netop er startet, konspirerer om magten over deres elever.
Bag værket må den italienske instruktør Guadagnino have haft fråde om munden klar til at brænde al den goodwill, han havde opsparet blot et år før med udgivelsen af 10’ernes hedeste bøssedrama ’Call Me By Your Name’.
Både som opfølger til den film og som remake til Argentos originalværk er ’Suspiria’ (2018) nemlig som et Venn-diagram, hvor interessefelterne er komplette modpoler.
Hvilken håbefuld romantiker ville ønske sig at se en film, hvor kvinder vitterligt bliver krøllet sammen som papir i pinefulde tortursekvenser? Og hvilken giallofan ville andet end fnyse ad en film, som i store træk er mere interesseret i moderne dans samt Europas iboende, fascistoide ondskab, end den er i unge kvinders ødelagte kroppe?
Brækker næsen på god smag
Det kræver i sig selv en mave af stål at kunne holde ikke én, men to tyre ved hornene på den måde. Men ved at fokusere på forskellene mellem de to værker overser man skoven for bare træer.
For det er i lighederne mellem de to, at Guadagnino for alvor viser sit værd som en af Europas mest kompromisløse auteurer.
For at forstå disse ligheder bliver man nødt til at stikke hånden i den hvepserede, som er giallogenren.
Det har altid været let og lettere bedaget at affeje genren som den amerikanske slasherfilms uartige, italienske kusine. Billigt bras, der var produceret en masse til de fedtede sofapuder og bagerste sæder af biografen, hvor teenagere fumler med bæltespændet og t-shirten til lyden af død, hvin, motorsavsfræs og ødelæggelse.
Men i deres fandenivoldske afvigelse af takt og tone viste disse film, når de var bedst, dybereliggende sandheder om det omkringliggende samfund.
De ekstreme lemlæstelser af kvindekroppe i ’The New York Ripper’ er måske en afspejling af instruktør Lucio Fulcis egen misogyni, men fremviser samtidig USA’s vedholdende voldsparathed mod kvinder. Og ’Suspiria’s ballerinaskole såvel som Mario Bavas skelsættende ’Blood and Black Lace’, der finder sted i og omkring et modehus, peger en drillende finger ad højpandede kunstarter ved at bade dem i blod og dårlig smag.
Som samtidens punkbevægelse ligger der dybt i disse giallofilm en indestængt vrede mod systemets rigide konventioner samt et opråb om at rive hele lortet til grunden. Med sit remake af ’Suspiria’ finder Guadagnino frem til denne revolutionerende ånd i filmens tekst snarere end i dens stilart.
»Vi skal brække næsen på god smag«, erklærer danselæreren Miss Blanc (Tilda Swinton) til sin stjerneelev Susie.
Den ensomme vejs
Filmens koreograf Damien Jalet har i interviews lagt vægt på, at karakteren er baseret på Mary Wigman, en tysk pioner inden for moderne dans. Ifølge Wigman burde dans være en ekspressionistisk kunstart, som giver udtryk for danserens indre væsen snarere end at følge en idealiseret ’pæn’ æstetik.
En lignende knyttet næve mod systemers uretfærdigheder kan findes i ’Suspiria’s handlingsforløb. Dansekollektivets lærerstab af hekse vælger i starten af filmen at følge deres ældgamle leder Helena Markos (Tilda Swinton, igen) over miss Blanc.
Dermed vælger de også at korrumpere deres egen institution i en desperat og patetisk jagt efter fordum tids glansbillede. Markos, en sygeligt gammel og vammel despot, er udelukkende interesseret i kollektivets dansere som en kilde til evig ungdom, ikke ulig en vis diktator med vanvidsvisioner om et tusindesårsherredømme.
Disse voldsakter begået af systemet mod individet spejles flere steder i filmen. Både i psykologen Jozef Kemperer (Tilda Swinton igen-igen), der lider af akut overlevelsesskyld fra Det Tredje Riges grusomheder, såvel som filmens baggrundstæppe af statsvold begået af Vestberlins politi mod RAF’s radikale voldsaktioner for at opretholde såkaldt lov og orden.
Guadagnino tager dermed også den ensomme, svære vej ved at prøve at oplyse sit publikum og tvinge dem til at forholde sig til fortidens dæmoner, som gang på gang viser sig i nye fåreklæder.
Det perspektiv er kun blevet mere relevant i dag, hvor instruktørens eget moderland på ny flirter med fascisme med folkevalget af Giorgina Meloni som premierminister, hvis politiske bagland og overbevisninger har rødder tilbage til Mussolini.
Det i sig selv er et modigt valg af Guadagnino, som fortjener at blive hyldet – langt over at instruktøren vovede at fucke med Italiens blodbestænkte sølvtøj og give det en mat-beige, socialrealistisk overhaling. Om end det er svært at nævne et andet remake, som så radikalt ser til højre, hver gang originalværket ser til venstre.
’Suspiria’ kan ses på Filmstriben, Prime Video, Blockbuster og Grand Hjemmebio.