SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. »Har du fået set ’Annihilation’?«
Sådan lød min catchphrase, mens jeg sprang frem fra parkbuske, ud af skraldespande og ned fra loftet i mine venners soveværelser i løbet af sommeren 2018.
»Husk at se ’Annihilation’!«
Hvad er ’Annihilation’?
Det er såmænd et ubehageligt sci-fi-mesterværk fra ’Ex Machina’-instruktøren Alex Garlands hånd. Samtidig er det en modig film, som løb flere forskellige risici under henholdsvis tilblivelse, klipning og udgivelse. Lad os starte med tilblivelsen.
’Annihilation’ er lavet med inspiration fra et bogforlæg af samme navn, men der er ikke tale om en klassisk filmatisering. I stedet for at genlæse det første bind af Jeff VanderMeers novelle forud for udarbejdelsen af manuskriptet valgte Garland at lave filmen på baggrund af den stemning, historien efterlod. »Like a dream of the book«
Filmens handling er enkel: Biolog og tidligere marineinfanterist Lena (Natalie Portman) hjælper regeringen med at opklare mystikken bag den evakuerede zone, kaldet ’The Shimmer’. Ingen ved, hvad der er inde i ’The Shimmer’, men alle, de har sendt derind, er blevet derinde. Noone gets out. På nær altså Portmans mand, Kane (Oscar Isaac), der ligger døende på en hospitalsseng med indre blødninger.
Sammen med et hold på tre andre kvinder med hver deres ekspertise drager Lena ind i den ukendte zone for at finde noget, der kan redde hendes mand.
Point på modighedsbarometeret
Ding-ding. Vi har allerede to point på modighedsbarometeret: For det første at lave en ’fri’ adaption af et kendt værk. For det andet at holde fast i bogforlæggets præmis om et kvindeligt cast i en sci-fi-film-genre, der statistisk set appellerer til et mandligt publikum, som – empirisk set – ikke er lige tolerante over for kvindelige rollebesætninger. Desværre.
Point nummer tre: Filmen beskæftiger sig med en nærmest umulig genre i form af kosmisk horror. Man kalder det også Lovecraftiansk horror, eftersom genren tilskrives den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecraft, der selv kaldte sin stil for »underlig fiktion«.
Den kosmiske horror adskiller sig fra sine subgenre-artsfæller ved at basere uhyggen på det uforståelige og urørlige. Det som på en måde altid er der, men aldrig viser sig. Den absolutte og hensigtsløse ondskab, manifesteret ved den kosmiske kendsgerning, at vores liv er betydningsløst, og at vi til sidst efterlades alene med døden – ensomme i mørkets uendelige tomrum. Og noget med en grøn blæksprutte-mand med lange slimede slaske-daske-tentakler, der hedder C’thulu. Men mest det første.
Det med døden. Alex Garlands beslutning om at skabe en drømmende fortolkning af ’Annihilation’s historie flugter perfekt med den kosmiske horrors depression. Man har fornemmelsen af at være under vand. Lenas sørgmodige ensomhed deles af de andre kvinder, som alle bærer på dybe mentale sår, og denne undersøiske forvrængning afspejles også i ’The Shimmer’-zonen, hvor mennesker assimileres eller udslettes af naturen, synker ned i jorden eller sprættes op af svampe.
’Annihilations’ ondskab er altid uden for bevidsthedens forklarende rækkevidde. Der er bare noget. Det er overalt. Indeni dig og udenfor. Du kan ikke slippe væk.
Usympatisk hovedperson
Jeg har malet mig selv lidt op i et hjørne her ved at forsøge at beskrive en genre, hvis adelsmærke er ubehaget ved det ubeskrivelige. Dette forhold beskriver dog, hvor opsigtsvækkende Garlands præstation er. For hvis det er svært at beskrive kosmisk horror til enhver, så prøv at ’pitche’ det til en kynisk producer eller formidle det for en grafisk afdeling, der gerne vil vide, ’hvad de skal tegne’.
Det er umådeligt vanskeligt at få den kosmiske horrors unddragende karakter til at fungere på film, hvor den visuelle eksposition forudsætter at noget viser sig, hvilket også forklarer, hvorfor der findes så få succesfulde resultater.
Men ’Annihilation’ er et af dem. Den lykkes med opgaven, og den gør det ved at løbe en enorm risiko: at gøre fortællingen ubehagelig, hovedpersonen usympatisk og konklusionen uklar.
Det faldt ikke i god jord hos alle. Herunder milliardærsøn og chef i Skydance Productions, David Ellison. ’Annihilation’ havde nemlig klaret sig dårligt til en prøvevisning, og Ellison – der ikke kunne risikere at miste flere penge efter den horrible ’Geostorm’ – forlangte, at filmen blev lavet om. Lena skulle være mere sympatisk, filmen mindre intellektuel og slutningen skarpere defineret.
Det var Alex Garland selvfølgelig ikke med på – modighedspoint nummer fire. Heldigvis for Garland blev hans visionære integritet bakket op af en anden producer, den berømte og siden berygtede Scott Rudin, der har hjulpet film som ’No Country for Old Men’, ’The Truman Show’ og ’The Social Network’ til verden.
Striden mellem Rudin og Ellison endte med at splitte ’Annihilation’s udgivelse mellem Paramount og Netflix. Paramount udgav filmen i USA, Canada og Kina, mens Netflix betalte et større millionbeløb for rettighederne til den internationale streaming.
’Annihilation’ står tilbage som et visionært mesterværk, udarbejdet af en modig instruktør, som turde forsage logik og sensibilitet og i stedet fokusere på det uforklarliges kosmiske ængstelse, og som stod ved beslutningen, da populismens klamme producerhånd forsøgte at kvæle originaliteten ud af værket.
En modig film. Se den, før C’thulu stiger op ad havet og omslutter planeten i det dybsorte mørkes evigtgyldige intethed.
’Annihilation’ kan ses på Netflix.