’Django’: Nyfortolkning af western-klassiker er gabende kedelig og sjusket udført
I 1966 mødte vi den ensomme rytter Django (Franco Nero) i Sergio Corbuccis kultdyrkede spaghettiwestern af samme navn. Her majede Django lystigt racistiske sydstatsfanatikere ned på stribe, som var de kluntede nazister i en ’Indiana Jones’-film.
Filmen blev forbudt i flere lande på grund af dens udprægede brug af grafisk vold, den gjorde Nero til et velkendt navn på den internationale filmscene og har siden tjent som inspirationskilde til blandt andet Quentin Tarantinos ’Django Unchained’.
Det er også Corbuccis oprindelige film, der fungerer som grundlag for den nye euro-western-serie af samme navn, ’Django’. Det er dog småt med de slående ligheder til den oprindelige film.
Denne gang er det belgiske Matthias Schoenaerts, der indtager rollen som Django, men til trods for at Schoenaerts tidligere har bevist sig som en formidabel skuespiller, virker han underligt ufokuseret – på mange måder ligesom resten af serien.
’Django’ foregår i 1800-tallet efter den amerikanske borgerkrig, hvor Django ankommer til byen New Babylon, der ledes af John Ellis (Nicholas Pinnock). Ellis har sat sig for at skabe en fristad, hvor frigjorte slaver og andre undertrykte mennesker kan skabe sig et nyt liv.
Django viser sig dog hurtigt at være lidt af en mundfuld for kollektivet, der gør sig klar til at smide ham på porten netop som Johns forlovede Sarah pludselig opdager, at Django er hendes forsvundne far.
Django og Sarah blev adskilt, da Sarah var barn, hvor resten af deres familie tilmed blev myrdet, hvilket ikke gør deres genforening mindre knudret. Django, der ovenikøbet kæmpede for sydstaterne under krigen, er dog fast besluttet på at blive hos sin datter denne gang, til trods for at Sarah bittert beordrer ham at forlade New Babylon.
Da den fanatiske Elizabeth (Noomi Rapace) begynder at true Johns klan, øjner Django dog en chance for at opnå en form for sjælefrelse og klinke skårene med sin datter.
Modsat den oprindelige Franco Nero-film, som man kan opleve i en dubbet engelsksproget version, er dialogen i denne serie præget af en lang række accenter, som stikker i øst og vest. Den ellers dygtige Noomi Rapace kæmper med en så grel sydstatsaccent, at den til sammenligning får samtlige Marvel-films østeuropæiske accenter til at lyde autentiske.
Det er klart et af de mest distraherende elementer ved serien, men problemerne stopper ikke der. De fleste karakterer er nemlig sløjt skrevet, og deres valg og reaktioner på givne situationer undervejs i historien er skiftevis uforståelige og overdrevne.
Skuespillerne gør, hvad de kan – især Schoenaerts, der fortjener langt bedre, end hvad han får at arbejde med her – men materialet er så tyndt, at det hurtigt bliver en kamp mod vindmøller.
Seriens historie kommer også hakkende ud af starthullerne – fra åbningsscenen med vildt overspil fra alle involverede til de sjuskede flashbacks, som serieskaberne Leonardo Fasoli og Maddalena Ravagli tilsyneladende har drysset tilfældigt ud undervejs. Undervejs foregår det hele tilmed i et så langtrukkent tempo, at man hurtigt begynder at kede sig.
Så brug hellere tiden på at se/gense en anden westernserie, ’The English’, der orkestrerede flashbacks og flashfowards med langt mere ynde.
Visuelt er der dog ikke så meget at sætte fingre på, og det gør også, at serien redder lidt af æren hjem. Den er overvejende flot filmet med rige og åbne landskaber og fine dybdekompositioner, hvor især iscenesættelsen af New Babylon imponerer.
Men når substansen er så skuffende, som det er tilfældet med ’Django’, begynder den fine indpakning hurtigt at klinge hult.
Kort sagt:
Med en mudret og kedelig historie, et tyndt karaktergalleri og forvirrende accenter, er ’Django’ en tam westernserie, som man snildt kan (og bør) springe over.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.