SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. Steven Spielbergs ’A.I. Artificial Intelligence’ fra 2001 er en dyster, tragisk historie om menneskehedens endeligt, forklædt som et sentimentalt sci-fi-eventyr.
Filmen udkom samme år, som Stephen Hawking opfordrede videnskabsfolk til at udvikle avanceret genteknologi for at kompensere for Moore’s Lov, som er teorien om, at computere og AI snart ville overgå den menneskelige intelligens.
Kunstig intelligens med uendeligt potentiale over for menneskets begrænsede intelligens virker som et oplagt tema for Stanley Kubrick. Han har flere gange portrætteret menneskelig dumhed og åbenlyse mangel på evne til at forvalte den paradisiske planet, vi er blevet givet.
Men det blev Steven Spielberg, der endte med at filmatisere Kubricks projekt. Begge betragtes som mesterinstruktører, men hvis der var én filmskaber, som selv den mægtige Spielberg ikke kunne tillade sig at sammenligne sig selv med, var det Kubrick. Det hjalp heller ikke, at den dystre fortælling på overfladen kom til at ligne en familiefilm.
Projektet var dømt til at blive misforstået. Kubrick så historien som en mulighed for endelig at lave en rigtig publikumsbasker, imens mesteren af publikumsbaskere kæmpede forgæves mod opfattelsen af, at han havde overtaget Kubricks potentielle mesterværk og lavet en sentimental Hollywood-film.
Men man kan også sige, at det nok kun var Spielberg, der havde pondus og selvtillid nok til at overtage et projekt fra Kubrick. Alternativet ville have været, at filmen aldrig blev lavet, og vi slet ikke fik indblik i Kubricks tanker om kunstig intelligens.
En moderne fabel
’A.I. Artificial Intelligence’ er historien om en dreng, der mister sin familie og må gå så grueligt meget igennem for til sidst at få sit største ønske opfyldt og finde meningen med sin eksistens. En film fortalt fra barnets perspektiv, lige som ’E.T.’ Godt nok er barnet her en robot, men det er vel ikke mærkeligere end en film om en drengs venskab med et rumvæsen.
Men ’A.I.’ er ikke ’E.T. 2’. Den har mere slægtskab med Kubricks ’2001: A Space Odyssey’.
Kubrick købte rettighederne til Brian Aldiss’ novelle ’Super-Toys Last All Summer Long’, der udkom året efter premieren på Kubricks banebrydende rumfilm fra 1968. Fordi effekterne var for svære at lave dengang, og fordi Kubrick bare tog sig tid til at udvikle sine film, var filmatiseringen på vej til at blive endnu et af hans ufærdige projekter.
’A.I.’ skulle være en moderne fabel, og Kubrick blandede elementer fra Carlo Collodis ’Pinocchio’ ind i historien. Han havde svært ved at se, at en barneskuespiller skulle kunne være en troværdig robotdreng, så han drømte om, at effektguruen Stan Winston fik lavet en ægte mekanisk dreng, der kunne ’spille’ rollen. Kubrick blev senere imponeret over Steven Spielbergs dinosaurer i ’Jurassic Park’, og de to instruktører, der var venner og talte sammen jævnligt, diskuterede projektet over mange år.
’Den sjette sans’-stjernes utrolige skifte
Da Kubrick i 1990’erne besluttede at lade ’Eyes Wide Shut’ være sit næste projekt, talte han med Spielberg om at overtage ’A.I.’.
Og da Kubrick døde i 1999, efterlod han 90 tætskrevne sider med beskrivelser af sin vision. Spielberg var netop blevet tvunget til at udskyde ’Minority Report’ på grund af Tom Cruises travle kalender, så han låste sig inde i 14 dage og skrev manuskriptet færdig selv. Og så gik han i gang med filmen, der også skulle være en hyldest til Kubrick.
Kubricks vision udspiller sig i et verdenssamfund efter den kommende øko-katastrofe, hvor vandstanden er steget betragteligt. Ressourcerne er små, og befolkningstallet skal begrænses, så der bliver kun født få børn. Androider spiser ikke menneskenes mad, så de er blevet en vigtig del af samfundet. Selvfølgelig som tjenere og arbejdere, men også som sexlegetøj og aggregater til afløb for følelser.
David er en robotdreng, der kan fungere som erstatning for Henry og Monicas egen dreng, som ligger i koma. Det specielle ved David er den nye funktion imprinting. Da Monica gennemgår proceduren, bliver David bundet til hende, og han vil for evigt elske hende og hige efter at være sammen med hende.
Barneskuespilleren Haley Joel Osment havde netop imponeret alle med sit intense spil over for Bruce Willis i ’Den sjette sans’. Og hvis der er noget, Spielberg er god til, så er det at instruere børn. Alt står og falder med Osments præstation som androiden David, en såkaldt mecha.
Skiftet fra klodset robot til pludselig at have et indre liv og formål er en bemærkelsesværdig scene, vidunderligt spillet af Osment, der får en anden stemme og udtryk, da han for første gang ser på sin mommy efter imprinting-proceduren.
To mestre mødes umage
Kubrick/Spielberg var et umage filmpar, og ’A.I. Artificial Intelligence’ er det umage resultat af to vidt forskellige filmskabere.
Kubrick er den kølige, intellektuelle, teknofile, sorthumoristiske provokatør, imens Spielberg skiftevis lavede fjollede retro-eventyr og humanistiske, sentimentale film om vigtige emner. Da filmen kom ud i det år, som Kubrick havde gjort til et symbol på fremtiden, var forvirringen stor og vandene delte.
Spielberg blev beskyldt for at give Kubricks vision et sentimentalt skær, og samtidig blev Spielberg-fans, der håbede på en ny ’E.T.’, mødt med luder-androider, robot-holocaust og en dreng, der bliver forladt af sin mor og dømt til 2000 års ulykkelig higen efter at vinde hendes kærlighed.
Historier om robotter handler jo altid mest om mennesker. Det mest åbenlyse spørgsmål i robot-film er, hvorvidt vi nogensinde kan komme til at betragte en androide eller AI som et tænkende, selvbevidst væsen. De mere interessante spørgsmål kommer imidlertid, når mekaniske og digitale væsner bruges til at undersøge, hvad der gør os til mennesker.
Er mennesket unikt? Hvad er definitionen på et menneske? Hvilke finurligheder og kvaliteter gør os menneskelige? Den slags spørgsmål titter frem, når vi møder et væsen, der imiterer os, og som vil gøre alt for at blive betragtet som et rigtigt menneske.
Den melankolske tilstand
Jeg havde ikke set ’A.I.’ siden 2001, og ved gensyn slog det mig, hvor tragisk filmen er. Samtidig er det ikke underligt, at filmen overfladisk blev opfattet som sentimental, for i Kubricks historie er det et umiddelbart sentimentalt begreb, der gør robotten menneskelig, nemlig kærlighed.
Kærlighed er nøglen. Men vi snakker ikke om klæg ugebladsromantik. Vi snakker om, at kærlighed også betyder, at vi ikke kan kontrollere længslen, selv når det, vi længes efter, er absolut uopnåeligt. Vi føler stadig kærlighed til afdøde personer. Vi savner, irrationelt, og det er egentlig ikke godt for os, men vi kan ikke lade være. Vi forsøger at erstatte eller genskabe det, vi elsker, selvom det er umuligt. Denne melankolske tilstand er en essentiel del af det at være menneske.
Sammen med David finder Monica trøst i de moderlige forpligtelser. Hun lader, som om hun har en søn. Hun lader sig påvirke af hans hengivenhed. Og hvis man lader som om længe nok, bliver det sværere og sværere at skelne falske følelser fra ægte.
Da Monicas ægte søn vågner og bliver rask, er David pludselig tilovers. Han er bundet til Monica og kan ikke bindes til andre, så hvis man skal af med en David-model, skal den tilbage til fabrikken og destrueres. Det nænner Monica ikke og sætter ham af i skoven.
»I’m sorry I didn’t tell you about the world«, siger hun, mens David rædselsslagen tigger hende om ikke at forlade ham. Han trygler hende om at give ham en chance for at blive en rigtig dreng, så hun kan elske ham tilbage.
Det er hjerteskærende.
Omdiskuteret tidsspring
Er det, David føler, en ægte følelse, eller er det en maskine, som simulerer en menneskelig følelse? Følelsen ligger uden for Davids kontrol. Han kan ikke bare slette den og glemme den. Det er kærlighed. Han elsker sin mor og kan ikke undvære hende.
Er mennesker ikke også blot en slags organiske maskiner? Som publikum skal man være lavet af sten for ikke at føle med David. Men det er jo bare skuespil, så følelsen er ikke ægte. Eller hvad? Mine følelser fra at se scenen er ægte for mig.
I starten af filmen ser vi Davids skaber, Professor Allen Hobby – historiens Gepetto, om man vil – spillet af William Hurt. Han fortæller om denne unikke model, der er kodet til kærlighed. En kollega spørger: »If a robot could genuinely love a person, what responsibility does that person hold to that Mecha in return?«.
Vi har ikke noget ansvar for robottens følelser, hvis vi ikke betragter følelserne som ægte. Under Davids flugt oplever han, hvordan ældre modeller indsamles til Flesh Fairs – en blanding af gladiatorkamp og monster truck-show – hvor hujende mennesker lader sig underholde af ødelæggelsen af androider. Tilskuerne frygter robotternes indtog og siger, at androiderne er »kunstige«, og at maskinerne er en trussel mod menneskeheden.
I 2001 var det et absurd fremtidsscenarie at være bange for, at robotter skulle blive for menneskelige. I dag er selv tech-giganter og IT-milliardærer ude og advare mod udviklingen af AI. Flesh Fair-scenen afspejler den frygt og usikkerhed, man kan fornemme i dag, hvor AI bliver integreret i apps og arbejdsrutiner, og mange føler, at udviklingen går for hurtigt.
I filmens omdiskuterede tredje del springer handlingen 2000 år frem i tiden, hvor hyperavancerede robotter finder David og betragter ham som et unikt arkæologisk fund, for det er første gang, de har mødt et væsen, der kendte de nu uddøde, ægte, levende mennesker.
Tænk hvis alt, hvad menneskeheden efterlader, er det, ChatGPT får lært af os? Hvornår ser vi den kunstige intelligens blive så avanceret, at den bliver irrationel? Og vil vi da kunne betragte følelserne som ægte, fordi vi ikke forstår dem. Ligesom vi ofte ikke forstår os selv og hinanden? ’A.I.’ stillede en masse spørgsmål i 2001, som vi først står over for her 22 år senere.
Fremtidsrobotterne er ikke i stand til at gøre David til en rigtig dreng, men de kan genskabe Davids mor, så de to kan få en enkelt, lykkelig dag sammen. Og mere behøver David ikke. Et simpelt ønske og en stræben, der går over al forstand. Det føles som en kosmisk belønning, fordi David har været vedholdende og trofast. Derfor er det også så rørende, da han endelig hører sin ’mor’ sige, at hun altid har elsket ham.
I ’A.I. Artificial Intelligence’ afsløres folks menneskelighed gennem forsøget på at genskabe det tabte, som stadig er elsket. Monica savner sin søn og trøstes af Davids tilstedeværelse, og Professor Hobby skabte David i sin egen afdøde søns billede. Det er kun alt for menneskeligt at gøre hvad som helst for at fylde hullet i hjertet. Og til sidst er det Monica, der som en gave kunstigt genskabes for at tilfredsstille en robotdrengs behov.
Gaven betyder, at David føler sig komplet, om end kun et øjeblik. David kender nu den dybfølte smerte og lykke, som er en del af det at være menneske. Så måske er David alligevel en rigtig dreng.
’A.I Artificial Intelligence’ kan ses på Viaplay, Apple TV og SF Anytime.