Christopher Nolans nye film er en kompleks fortælling, der spænder over mange år, indviklet atomfysik og adskillige tidslinjer, så man nemt kan blive rundforvirret.
Der har allerede været skrevet meget om, hvad filmen egentlig vil sige og repræsenterer, men hvad mener mesterinstruktøren egentlig selv, der er den nukleare kerne i hans nye værk?
I et interview med Vulture bliver Nolan spurgt til den centrale sekvens, hvor Oppenheimer skal fortælle indbyggerne i Los Alamos, at bomberne er kastet succesfuldt over Hiroshima og Nagasaki, og hvor vi gennem hovedpersonens subjektive perspektiv oplever, hvordan der pludselig bliver stille, og lyden fra mængdens klapsalver trænger ind med forsinkelse.
En sekvens, der spejler stilheden og den forsinkede lyd ved Trinity-prøveeksplosionen og bliver et udtryk for, at nyheden om atombombernes succes er en vægelsindet oplevelse for deres skaber.
»Hele filmen handler om konsekvenser. Det forsinkede frembrud af konsekvenser, som folk ofte glemmer – filmen er fuld af forskellige repræsentationer af det. Nogle på det indre plan, andre mere narrative«, forklarer Nolan.
»Da jeg fordybede mig i Oppenheimers historie, kom jeg til sidst til den erkendelse, at selvom han aldrig specifikt undskyldte for Hiroshima og Nagasaki, var hans handlinger den aften efter bombningen handlingerne fra et menneske, der i sandhed er plaget af skyld, i sandhed er plaget af et ønske om at omgøre, hvad han havde gjort«.
»Så jeg følte, at jeg i fortællingen ville leve op til min fortolkning af den indre uro, han må have følt, og hvordan det manifesterede sig«.
‘Oppenheimer’ kan ses i biografen.