’Når befrielsen kommer’: Man kan umuligt sidde dilemmaet overhørigt i ny dansk krigsfilm

Op mod 250.000 tyske kvinder, ældre og børn blev sendt til Danmark som krigsflygtninge i Anden Verdenskrigs slutspil. I første halvdel af 1945 døde alene 6.540 tyske børn på dansk grund, hvor der efter mange års opsparet tyskerhad ikke var den store lyst til at hjælpe fjenden.

Den historie – en mulig humanitær katastrofe med danske interneringslejre, der rummede op til 35.000 flygtninge – er der ikke blevet lyst meget på i den snart 80 år lange tradition for film om besættelsen. Det råder ’Når befrielsen kommer’ bod på nu. Det er blevet en opslugende, men også meget konventionel film om et svært emne. 

Højskoleforstanden Jacob (Pilou Asbæk) og hans familie driver sydfynske Ryslinge Højskole, der også i virkeligheden husede tyske flygtninge.

Her er opbyggelig morgensang og kernesund gymnastik. Med kort varsel skal Jacobs højskole pludselig huse over 500 tyske flygtninge, lyder ordren fra besættelsesmagten, der stadig er til stede i Danmark, selvom russerne nærmer sig Hitlers bunker i Berlin. Det danske samfund anser flygtningene som tyskernes eget ansvar at tage hånd om, men tyskerne har nok at se til med at lappe deres sårede soldater. 

Langsomt bliver Jacob konfronteret med fjendens menneskelighed, blandt andet i skikkelse af Heinrich (Peter Kurth fra ’Babylon Berlin’). Han bærer stædigt et lille naziemblem på jakken selv i krigens efterår, hvor den tyske krigslykke er vendt. Han har mistet begge sine børn i skyttegravene. Sin kone ved han ikke længere, hvor er. Tager han hagekorset af, har det hele været meningsløst, fortæller han Jacob.    

Omverdenen i det lille landsbysamfund ønsker ikke at se danskere hjælpe tyskere under nogen omstændigheder. Højskolens ledelse, præsten og brugsforeningen ønsker ikke, at Ryslinge får ry som tyskervenligt, selvom børn og ældre begynder at dø som følge af difteri i gymnastiksalen, hvor de sidder mast sammen som i en af nutidens mere kaotiske og uhumske flygtningelejre. 

Det viser sig blot umuligt for forstanderfamilien ikke at hjælpe de syge og svage, som de bor side om side med. Også selvom konsekvensen er, at de bliver anset som kollaboratører. Efterhånden bliver familien terroriseret af sine landsmænd i højere grad end af fjenden.

Modstandsbevægelsen og den almindelige danskers opførsel under krigen har sjældent været skildret så usympatisk. Sønnen, den 12-årige Søren (Lasse Peter Larsen), får malet et hagekors i panden med et stykke kul af sine klassekammerater, Jacob bliver spyttet på af byens fine borgere. 

Mange figurer i ’Når befrielsen kommer’ er desværre reduceret til stakeholders i konflikten uden andre kendetegn end deres holdning til højskolen og tyskerne. Der er rigelig meget præsentation af det historiske stof via karaktererne, der gør, at mange af dem aldrig bliver rigtige mennesker. Det gælder både pastor Eriksen med den moralske udstråling (Jens Jørn Spottag) og højskolelederen Lauritz (en kølig Ulrich Thomsen).

Til gengæld er de centrale personer mennesker, der undergår forandring undervejs. Forstanderens kone Lis (Katrine Greis-Rosenthal) er først pur i sin idealisme som en helgen. Men efterhånden må hun indse, at hun også har sin egen families ve og vel at tænke på, når hun inviterer snavsede tyske børn på roesuppe.

Ville vi alle handle på den måde? Ligger tyskerne ikke, som de har redt? Som seer forstår man også uforsonligheden hos lægesønnen og modstandsmanden Birk (Morten Hee Andersen). Han er egentlig højskolens pianist og akkompagnatør, men han er i filmen selve symbolet på det uforsonlige tyskerhad.

Hans far bliver ved filmens begyndelse likvideret af tyskere som del af en Gestapo-hævnaktion efter et attentat mod tyske soldater. Hvorfor skulle han ikke ønske tyskerne ad pommern til?

»Vi er i krig«, råber han til Jacob, der bliver stadig mere overbevist om at bevare sin kristne højskolehumanisme. Koste hvad det vil. Debutanten Lasse Peter Larsen bærer som højskole-sønnen Søren flot og udtryksfuldt en stor del af filmen: Der er en illustrativ indstilling til sidst, hvor hans ansigt er henlagt i halv skygge, så man mærker hans splittelse mellem at hjælpe modstandskæmperne med at give de tyske soldater nogle skrammer – og så at redde den tyske pige Gisela, der er alvorligt behandlingskrævende.  

Hvem har fat i den lange ende? Findes den lange ende overhovedet længere? Jeg var opslugt af historien, men alligevel ærgerlig over, at det hele var så konventionelt: et velfriseret drama til Biografklub Danmark-segmentet, artig som en Bille August-film.

Ole Christian Madsens ’Flammen og Citronen’ er muligvis ikke noget mesterværk, men med sin amerikansk inspirerede outlaw-fornemmelse viste den dog, at det er muligt at formidle besættelseshistorien på en farverig facon.

’Viften’ – om kolonitiden, et andet mørkt kapitel i dansk historie – var ikke lårklaskende morsom, men der var dog en tydelig ambition om at bruge sort humor som en strategi i fortællingen.

’Når befrielsen kommer’ holder sig hele tiden inde for stregerne. Jeg ville ønske, at der var greb i fortælleformen, kameraføringen, lyssætningen, bare et par små sjove detaljer i karaktertegningen, som kunne have bidraget til den stærke historie. 

Instruktør og manuskriptforfatter Anders Walter har vundet en Oscar for kortfilmen ’Helium’. Hans første danske spillefilm lever på sin fortælling om flygtningestrømme, brudte lægeløfter, hævntørst og medmenneskelighed. Materialet er en bugnende guldgrube, hvad tragiske konflikter og umulige valg angår.

Hvad ville du selv gøre, når den abstrakte fjende pludselig står foran dig som et ægte menneske med frygt i øjnene og rystende hænder? Hvad er vigtigst for dig, din komfort og din plads i lokalsamfundet, eller din menneskelighed?

Det er ikke en særligt interessant film at se på, men den formidler effektivt nogle flammende dilemmaer. 

---

Kort sagt:
’Når befrielsen kommer’ er en meget konventionel film, grænsende til det uinteressante, men dilemmaerne og konflikten i historien er næsten umulige at sidde overhørig.