’Ragnarok’ sæson 3: Netflix’ nordiske gudeserie overgår forventningerne med sidste sæson
Det har længe buldret og braget faretruende i horisonten, men nu er opgørets time endelig kommet.
Da vi i første sæson af ‘Ragnarok’ mødte Magne og hans bror Laurits, skulle de to unge affinde sig med et nyt virkelighedsbillede: De er blevet rystet af tabet af deres far, og så er de forresten reinkarnationen af tordenguden Thor og Loke – bindeleddet mellem jætter og aser. I anden ombæring får de to selskab af flere nordiske guder, der langsomt pibler frem i den ellers ganske normale norske by Edda.
Imens får de byens undercover-jætter, familien Jutul, på nakken. Men i slutningen af anden sæson har Magne markeret sig som overherre takket være sin trofaste Mjølner.
Dog er det i tredje sæson ikke nemt for Magne (David Stakston) at begrave den gamle stridsøkse. Og der er selvfølgelig også mange gode grunde til at være jævnt træt af jættefamilien: De har dræbt folk (herunder Magnes bedste veninde), deres fabrik har været skyld i et hav af klimakatastrofer, og så har de gudhjælpemig fyret Magnes mor uden at udbetale hendes sidste lønseddel.
Men hvad der egentlig trigger Magnes er nok, at freden i Edda betyder, at bandet af guder går i opløsning. Efter to intense sæsoner er de nemlig godt trætte og vil have lidt velfortjent medgang. I ekstremt underholdende montager ser vi derfor kærlighedsgudinden Freja melde sig til det norske ‘Paradise’, mens den enarmede Tyr bliver guldvindende paraatlet.
Men fredstid er selvsagt ikke optimalt for en krigsgud. Og serieskaber Adam Price skal prise sig lykkelig over skuespiller David Stakston i dén sammenhæng.
For at se den vrede hovedkarakter fremhæve alle Thors værste, mest irrationelle kvaliteter for tredje sæson i træk er på originalitetsfronten en udfordring. Man skal væbne sig med tålmodighed og empati, men her er Stakston heldigvis en nuanceret hjælp.
Der er da også rigeligt at spille på, for ikke alene er Magne en gud, han er også en teenager på datingmarkedet. Og det er en gave at se ham fremlægge en solid ‘Taxi Driver’-peptalk i spejlet med verdens stærkeste hammer i hånden, bare fordi han er nervøs omkring en ny pige.
At der har været plads til, at de unge skuespillere kan gøre ‘Ragnarok’ til deres egen – og at de løfter opgaven med bravur – har været tydeligt fra start.
Der blev dog sat en stor, fed streg under ’plads til udvikling’ med Loke-karakteren, da de i sæson to fødte Midgårdsormen i ægte Ellen Ripley-stil.
Tredje sæson er fanfavoritten Jonas Strand Gravlis moment to shine, og Loke-Laurits giver den både som følsom førsteelsker og nybagt, presset mor. Hvem end der har fundet ham tilbage i ‘Ragnaroks’ spæde begyndelse, må have ofret noget meget værdifuldt ved casting-gudernes alter.
For faren lurer nu, bogstavelig talt lige under overfladen, efter at ’Lille O’ (kort for Lille Orm) blev sat ud i søen ved siden af Edda. Her oplever Laurits alt det, der følger med en ny baby: Man får dårligt nok lukket et øje, ungen hyler konstant, den gider ikke spise sine grøntsager (efter at have fået smag for menneskekød) og lystrer heller ikke.
Samtidig skal de deale med, at brormand er underlagt en seriøs afhængighed. For passionen omkring Mjølner gennemsyrer efterhånden Magne i en sådan grad, at fjerde afsnits titel ‘My Precious’ ikke er overdreven.
I tredje sæson binder Laurits og Magne dermed elegant sløjfe på fortællingen om, at guder kun er så stærke, som de selv tror på, at de er.
For grunden til, at vi normale mennesker i dag ikke tror på den nordiske mytologi, er blandt andet, at den har mistet troen på sig selv. Og det er svært at følge nogen blindt, hvis de ikke engang selv ved, i hvilken retning de går.
Tematikken om at tro på sig selv er den ultimative coming-of-age-test. Nogle, som Freja, er stærke nok til, at troen kan komme indefra. Andre må ty til dårlige vaner for at komme igennem tilværelsen. Men hvis man, som Laurits, er heldig, behøver man ikke klare ærterne alene.
Mod slutningen af en ellers ganske udmærket sæson smider Price et lille trumfkort af en huskekage, der gør, at ‘Ragnarok’ slutter mere højtideligt og tilfredsstillende, end man turde håbe.
Her leveres der tv, der minder mere om ‘The Haunting of Hill House’s udforskning af psykens bristepunkter end tjubang-sjov a la ’Young Avengers’-kataloget.
Traumer, sorgprocesser og overlevelsesstrategier er en mærkelig størrelse. Og med en norsk teen-serie, der har stjålet med arme og ben fra Neil Gaimanns ‘American Gods’ og ikoniske ‘Skam’, bliver vi mindet om, at det har konsekvenser, når nogen, vi har kært, går igennem alt for meget i en alt for ung alder.
Kort sagt:
Tredje sæson af ‘Ragnarok’ overgår forventningerne, selvom fortællingen er lidt af en genudsendelse. Man køber præmissen som aldrig før og tror fuldt ud på, at guder og jætter kan blive en del af ens virkelighed når som helst, hvor som helst.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.