’Ragnarok’ sæson 2: Adam Prices Netflix-serie har ulidelige teenagere og skøn mytologi-bingo i centrum
Anden sæson af Adam Prices ’Ragnarok’ starter, hvor den forrige sæson slap. Og hvis det halvvellykkede Netflix-sats fra forrige år ikke gjorde det store indtryk – eller hukommelsen bare er forsvundet ned i coronarevnerne et sted mellem ’Love is Blind’ og ’Outer Banks’– er der ikke megen hjælp at hente for den glemsomme seer i opfølgeren.
Vores bomstærke, kejtede, Thor-reinkarnerede helt Magne (David Stakston, ’Skam’), ligger blødende på jorden. Over for ham ligger den ubevægelige jætte-boss, byen Eddas stolthed: Den velhavende fabriksindehaver og klimaskurk Vidar Jutul (Gísli Örn Garðasson).
I slutningen af sæson 1 kom alle kortene endelig på bordet, og det blev afsløret, at den veldrejede Jutul-familie er en jætte-klan og dermed alle guder og menneskers dødelige fjender. Magne er derfor taget til Jutul-fabrikken for at kappe hovedet af slangen og gøre det af med Vidar i et blitzende showdown, der afsluttede sæsonen med en velplaceret cliffhanger.
Men som det er symptomatisk for ’Borgen’-skaberens nordiske teenserie, udebliver det store klimaks endnu engang.
Vidar slipper akkurat med livet i behold, og så kan konfliktoptrapningen ellers starte forfra.
Seriens i forvejen etablerede klimabudskab er anden sæsonens store omdrejningspunkt, men da katten allerede er sluppet ud af sækken, og fabrikkens forurening af grundvandet er offentligt kendt, er der ikke meget opsporingsarbejde tilbage for Magne at rive i. I stedet lader det til, at den indebrændte teenager bruger al sin overskydende energi på at surmule og bande sine gudekræfter derhen, hvor peberet gror.
Og det er synd, for seriens genremix mellem intens detektivthriller, romcom og ulmende mytologi klædte fortællingen, der nu er udvandet til halvhjertede klimademonstrationer i regnvejr, og uden opfindsomme protestskilte.
Grundidéen med, at guder og jætter findes i dag, holder dog stadig fuldt ud. ’American Gods’-elementet, der reducerer de ældgamle væsener til hverdagens helte, som forhindrer folk i at løbe fra regningen, er en evig kilde til sjove påfund – hvis bare Magne ikke var sådan en killjoy, droppede sin identitetskrise og slog sig til tåls med at være planetens frelser.
Særlig sæson 2’s nye karakterer er garant for sjove sekvenser, der viser, præcis hvordan de temperamentsfulde, sløsede nordiske guder ville opføre sig i det 21. århundrede.
Blandt dem er den store åbenbaring ubestridt Danu Sunth i rollen som Iman, en norsk/srilankansk plejehjemsmedarbejder med ben i næsen. Hun får altid sin vilje takket være en overjordisk charme, som hun ynder at bruge til at få unge fyre til at hente vodka-Red Bull til hende fra baren. På knæene.
Hendes særlige evner inden for kærlighed går ikke Magne forbi, og han hverver hende som del af sit nysammensatte jætteslagter-squad. Imans gode humør er en kærkommen tilføjelse til Magnes dystre mine, og hendes sjove udbrud er blandt de danske manuskriptforfatteres mest vellykkede bedrifter i denne omgang. »Det skal nok blive sjovt, det her Magne. Så bliver vi ligesom Batman og Robin. Bonnie and Clyde. Dolce & Gabbana. Kom Gabbana, lad os nakke nogle jætter!«.
Med gudernes menneskelige camouflage har Price og medforfatteren Emilie Lebech Kaae fat i den lange ende. For hvor end man vender blikket, er ’Ragnarok’s anden sæson proppet med nordisk mytologi-bingo, som også gjorde første sæson et kig værd.
Især Magnes halvbror, den drilske fanfavorit Laurits (Jonas Strand Gravli), giver et opfindsomt vrid på den nordiske mytologi. Her kommer computereffekterne, der har fået et betydeligt nøk opad, så sandelig på arbejde, når han skal føde en unaturligt stor bændelorm, der ser sig sur på Magne.
Desværre kører de mange karakterer i teenage-alderen gang på gang plottet af sporet til fordel for ulideligt søskendedrama og mundhuggeri frem for religionsundervisning på speed.
Selv de romantiske relationer, der ellers burde være selvskrevne for de unge hormonbomber, er lettere forkrøblede i seriens anden omgang.
Og det er en skam, ikke mindst hvis man gerne så en udvikling i det udpenslede trekantsdrama mellem Magne, Gry (Emma Bones) og Fjor, spillet af Herman ’Penetrator-Chris’ Tømmeraas.
Kort sagt:
’Ragnarok’ sæson 2 er trods teenagedrama og surmuleri et kig værd. Det unge cast bærer endnu engang de gamle fortællinger flot og leverer seks timers let underholdning tilsat bedre effekter end i foregåede sæson.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.