‘Ragnarok’: Adam Prices overnaturlige Netflix-serie er fortrinlig som let underholdning
Adam Price har efterhånden bevæget sig et stykke væk fra den realismetradition, der ellers kendetegnede hans danske seriehovedværk, ’Borgen’.
Det begyndte med præstedramaet ’Herrens veje’, som bød på et klassisk familiedrama, men også indeholdt vilde mareridtsvisioner og overraskende åbenlys guddommelig indgriben. Med sin nye Netflix-serie ’Ragnarok’ skruer Price nu helt op for det overnaturlige med nordiske guder, jætter og magi.
Netflix følger tilsyneladende samme formel i mange af deres skandinaviske originalproduktioner. I hvert fald er parallellerne mellem ’Ragnarok’, ’The Rain’ og den kommende ’Equinox’ ret åbenlyse. Alle tager de træk fra de fortrinsvis amerikanske genrefilm og putter dem ind i en nordisk kontekst.
’Ragnarok’, der er produceret af danske Meta Film, tilføjer endda lidt ekstra skandinavisk appeal ved at have tre ’Skam’-skuespillere i bærende roller: Herman Tømmeraas (Penetrator-Chris), Theresa Frostad Eggesbø (Sonja) og David Stakston (Magnus).
Sidstnævnte spiller den enfoldige, men godhjertede teenagedreng Magne, som vender tilbage til fødebyen Edda med sin mor og sin bror. Den lille familie har ikke været i den lille bjergby, siden faren døde, da drengene var børn. Magne er ordblind og socialt akavet, så han anskaffer sig ikke afsindigt mange nye venner, da han starter på det lokale gymnasium sammen med storebroren Laurits (Jonas Strand Gravli). Til gengæld får han hurtigt superkræfter og lokale jætter på nakken.
Serien har kun seks afsnit at gøre godt med, hvorfor den har mærkbart travlt med at etablere universet og konflikterne. Sidekaraktererne føles i starten ret karikerede, som da Laurits i bilturen til Edda agerer irriteret emo-teenager for fuld hammer.
Det overnaturlige element kommer heller ikke langsomt snigende, men er tydeligt fra start. Måske er det et forsøg på at fastholde den utålmodige Netflix-seers opmærksomhed. For allerede fire minutter inde i første afsnit får Magne bogstaveligt talt lyn i øjnene, da en ældre dame stryger ham over panden ved familiens ankomst til Edda.
Snart opdager hovedpersonen, at han har fået overmenneskelig styrke, kan forudse vejret, løbe meget hurtigt og ikke længere behøver briller. Alle kan vist regne ud, hvilken nordisk gud han skal ligne, når det begynder at tordne, da han kaster med en muggert.
Seriens skurke viser sig også med det samme. Man finder nemlig hurtigt ud af, at den rige familien Jutul – heriblandt skolekammeraterne Fjor (Tømmeraas) og Saxa (Eggesbø) –faktisk er en samling kyniske jætter, der har boet blandt menneskene siden tidernes morgen. Rigmandsfaren Vidar (Gísli Örn Garðasson) render nøgen rundt på fjeldet, får gule katteøjne, river hjertet ud af en bjergged, tager en bid af det og brøler med en dyb monsterstemme ud over dalen.
’Ragnarok’ er ikke ligefrem subtil. For eksempel undervises gymnasieklassen påfaldende ofte om nordisk mytologi, så publikum bag skærmen kan få lidt baggrundsinformation. Desuden kører serien med et noget klodset klimabudskab, da Jutul-familien ikke bare er onde jætter, men også forurener naturen med deres lokale fabrik og tilsyneladende betaler sig fra at tage ansvar.
Til gengæld fungerer serien fortrinligt som let underholdning. Jeg endte med at hygge mig gevaldigt med karakterne, der charmerer sig igennem. Laurits viser sig eksempelvis som lidt af en afvæbnende spasmager efter det indledende teenage-raseri, når han joker med lillebrorens spøjse adfærd.
Nogle vil måske synes, at hovedpersonen Magne er en tand for handlesvag, men jeg fandt i stigende grad hans forvirrede ansigtsudtryk, åbne mund og naive kommentarer morsomme.
Budgettet til computereffekter har tydeligvis ikke været i ’Game of Thrones’-klassen, for de magiske indfald forekommer kun i små ryk, der fungerer uden ligefrem at imponere. Der er sat mere tid af til karakterernes interaktioner, som til gengæld også fænger på egen hånd. Selvom serien har travlt, er der også en del hyggesjov dialog, der ikke nødvendigvis har til opgave at føre plottet fremad.
Vi har eksempelvis de akavede samtaler over familiens middagsbord, hvor mor Turid (Henriette Steenstrup) ikke altid kan sætte sig ind i sønnernes tanker. »Vidste I, at oksekød genererer otte gange så meget CO2 som kylling?«, spørger Magne på et tidspunkt, hvortil hun svarer: »Nå? Men det er jo taco-fredag«.
Kort sagt:
Adam Prices dansknorske ungdomsserie på Netflix er ikke så elegant udført, men til gengæld er man godt underholdt i selskab med det charmerende karaktergalleri.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.